»Vurder jeres læring 4: 4 Mosebog-Dommerbogen«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Vurder jeres læring 4: 4 Mosebog-Dommerbogen«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Dommerbogen 2-4; 6-8; 13-16: Lektion 67
Vurder jeres læring 4
4 Mosebog-Dommerbogen
Når vi reflekterer over og vurderer vores åndelige læring, kan det hjælpe os til at komme Jesus Kristus nærmere. Formålet med denne lektion er at hjælpe eleverne med at reflektere over de mål, de har sat, og den udvikling, de har oplevet under deres studier af Det Gamle Testamente.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at møde forberedte på at fortælle, hvad de har lært, eller hvordan de er vokset åndeligt, siden de begyndte at studere Det Gamle Testamente i år. Foreslå eventuelt, at de gennemgår deres studiebog eller noter i deres skrifter for at hjælpe dem til at lægge mærke til deres læring og udvikling.
Mulige læringsaktiviteter
Klassens studium af Det Gamle Testamente kan have fokuseret på andre resultater end dem, der bliver vurderet i denne lektion. Hvis det er tilfældet, skal du tilpasse aktiviteterne for at vurdere den udvikling, eleverne oplever gennem de resultater, der er fokus på i din klasse.
I denne lektion får eleverne mulighed for at vurdere deres fremskridt i forhold til at:
-
At forklare typer af eller symboler på Jesus Kristus fra Det Gamle Testamente (bemærk: Denne aktivitet er relateret til forskellige lektioner i hele Det Gamle Testamente, deriblandt lektion 57: »4 Mosebog 21«).
-
At føle et større ønske om at elske Herren af hele deres hjerte (bemærk: Denne aktivitet er relateret til det, eleverne gjorde i lektion 58: »5 Mosebog 6:1-6«).
-
At adlyde Herrens befalinger (bemærk: Denne aktivitet er relateret til det, eleverne gjorde i lektion 49: »2 Mosebog 20:1-11«, lektion 58: »5 Mosebog 6:1-6«, lektion 59: »5 Mosebog 6:6-25; 7:1-26; 8:1-20«, og lektion 60: »5 Mosebog 15«).
Vigtigheden af vores retning frem for hastighed
Hjælp eleverne til at forberede sig på at drøfte vigtigheden af åndelig vækst ved at bede dem om at drøfte følgende spørgsmål enten som klasse eller i små grupper:
-
Hvilke eksempler er der i sport eller i livet, hvor den retning, I er på vej ad, er vigtigere end jeres hastighed?
Vis følgende udtalelse, og bed eleverne om at se efter vigtigheden af vejledning, når det gælder åndelig vækst.
Ældste Larry R. Lawrence fra De Halvfjerds har undervist om vores åndelige vækst.
Vor himmelske Fader kender vores guddommelige potentiale. Han glæder sig, hver gang vi tager et skridt fremad. For ham er vores retning langt vigtigere end vores hastighed.
Hold ud, brødre og søstre, og tab aldrig modet (»Hvad mangler jeg så?« Liahona, nov. 2015, s. 35).
-
Hvorfor tror I, at retningen for vores åndelige vækst er vigtigere for vor himmelske Fader end vores hastighed?
Det kan være svært for nogle elever at erkende deres åndelige udvikling. Forklar, at når vi reflekterer over, hvor vi er i øjeblikket sammenlignet med, hvor vi plejede at være – selv hvis vores fremgang er lille – kan det hjælpe os til at genkende åndelig vækst. Eleverne kan komme i tanker om, hvad de har lært om Frelseren, retfærdige vaner, som de udvikler, eller måder, hvorpå de stræber efter at leve som Jesus Kristus.
Overvej at bede eleverne om at bruge et par minutter på at gennemgå deres studiebog eller noter i deres skrifter. De kan se efter, hvad de skrev om Frelseren, åndelige indtryk eller indsigt, eller hvilke planer, de ønskede at handle på.
Lad nogle elever fortælle, hvad de fandt frem til. Bed dem derefter om at besvare spørgsmål som følgende i deres studiebog:
-
Hvordan har I bemærket vækst eller fremgang siden begyndelsen af skoleåret i jeres bestræbelser på at følge Jesus Kristus?
-
Hvad har I lært eller anvendt fra jeres studie af Det Gamle Testamente?
Bed nogle frivillige elever om at dele deres svar med klassen.
Når I vurderer jeres læring i dag, så vær åben for indtryk fra Helligånden, der kan hjælpe jer til at se jeres åndelige vækst ved at følge Jesus Kristus – selvom det kun er et skridt fremad.
Forklar typer af eller symboler på Jesus Kristus fra Det Gamle Testamente
Giv eleverne mulighed for at øve sig i at forklare, hvordan nogle af de typer eller symboler, de for nylig har studeret i Det Gamle Testamente, peger os mod Jesus Kristus (se Moses 6:63).
En måde at gøre det på kan være ved at vise følgende billede og spørge eleverne, hvad de husker om denne beretning i skrifterne. Hvis eleverne har brug for hjælp, kan du henvise dem til 4 Mosebog 21:4-9. Eleverne kan derefter øve sig i at forklare, hvordan dette symbol retter vores tanker mod Jesu Kristi rolle og mission ved at drøfte deres svar på følgende to spørgsmål:
-
Hvad lærer symbolet med kobberslangen på en stang os om Jesus Kristus?
-
Hvordan udfylder Jesus Kristus den samme rolle i vores liv?
Eleverne kan eventuelt påpege, at Frelseren har magt til at helbrede os ikke blot for fysiske sygdomme, men også åndelige udfordringer som vantro eller hårdhjertethed. Hvis det er nyttigt, så mind eleverne om, at de i lektion 57: »4 Mosebog 21« lærte, at symbolet med kobberslangen kan lære os, at når vi ser hen til Frelseren i tro, vil han helbrede os.
Du kan eventuelt give eleverne endnu en mulighed for at øve sig i at forklare andre symboler i Det Gamle Testamente, der leder vores tanker hen mod Jesu Kristi roller og mission. Resten af dette afsnit omhandler, hvordan I kan gøre dette.
-
Hvilke andre billeder eller symboler på Jesus Kristus husker I fra jeres studium af Det Gamle Testamente?
Skriv elevernes svar på tavlen. Eleverne nævner måske dyreofringer (se Moses 5:5-7; 3 Mos 1), Abraham og Isak (se 1 Mos 22:1-19), symboler fra påsken (se 2 Mos 12), vand (se 2 Mos 15:23-26; 17:1-6), manna (se 2 Mos 16), dommere eller befriere (se Dom 3:9) eller andre.
Bed eleverne om at forklare, hvordan en forståelse af disse sindbilleder og symboler på Frelseren kan hjælpe os i dag. For at gøre dette kan du vise følgende instruktioner og bede eleverne om at arbejde sammen med en makker.
Vælg et af sindbillederne eller symbolerne på Jesus Kristus fra Det Gamle Testamente, og forklar følgende:
-
Hvad den type eller det symbol har lært jer om Jesus Kristus.
-
De måder, hvorpå Jesus Kristus opfylder den samme rolle i vores liv.
Efter tilstrækkelig tid kan du bede eleverne om at dele deres svar med en anden partner eller med klassen.
At føle et større ønske om at elske Herren af hele vores hjerte
Hjælp eleverne til at tænke over deres nuværende ønske om at elske Herren af hele deres hjerte ved at overveje at tegne et hjerte på tavlen som følgende. Træk endnu ikke linjen op, eller vent med at udfylde en del af hjertet. Indled dette afsnit med at hjælpe eleverne til at tænke over, hvor meget de elsker ting eller mennesker i deres liv. Det kan du gøre på følgende måde:
-
Hvilke ting eller mennesker elsker I? Hvordan kan I vise, hvor meget I elsker dem?
Vælg eventuelt en elev, der har fortalt om noget, vedkommende elsker. Du kan bede dem om at komme op til tavlen og tegne en streg på hjertet, der viser, hvor meget de elsker den ting. Undgå at lade dem fortælle, hvor stor en kærlighed de har til andre.
Læs 5 Mosebog 6:4-6, og se efter, hvordan vi bør elske vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
-
Hvordan kan I angive dette i hjertet?
Afhængigt af hvad eleverne siger, kan du udfylde resten af hjertet.
I lektion 58: »5 Mosebog 6:1-6« blev eleverne opfordret til at tale om, hvordan enkeltpersoner i forskellige situationer kunne udtrykke deres kærlighed til Gud. Mind eleverne om denne tidligere drøftelse, hvis det er relevant.
Hvilke af følgende ting har for nylig påvirket jeres kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus:
-
Oplevelser fra jeres eller andres liv?
-
Skrifter, som I for nylig har studeret individuelt, sammen med jeres familie, i kirken eller til seminar?
Bed eventuelt nogle få frivillige elever om at fortælle om det. Hjælp eleverne til at vurdere deres nuværende ønske om at elske Herren af hele deres hjerte ved at lade dem tegne et hjerte i deres studiebog og angive i hjertet, hvordan de for tiden elsker Gud med deres hjerte. De kan overveje følgende spørgsmål som en hjælp.
Tænk over jeres nuværende følelser for vor himmelske Fader og Jesus Kristus med disse spørgsmål:
-
Føler I i løbet af de sidste par uger, at jeres kærlighed til vor himmelske Fader og Jesus Kristus er vokset, blevet mindre eller forblevet den samme?
-
Hvad har påvirket jeres nuværende følelser for dem?
-
Hvordan kan I stræbe efter at elske dem af hele jeres hjerte, sjæl og kraft?
Adlyd Herrens befalinger
Under deres nylige studium af Det Gamle Testamente lærte eleverne måske om flere af Guds befalinger. Hjælp eleverne til at vurdere deres indsats for at adlyde Herrens befalinger ved eventuelt at tegne et stort 1 på tavlen. Dette 1 kan repræsentere deres ønske om at sætte Gud først i deres liv ved at adlyde hans befalinger.
Eleverne har måske tegnet et 1 i lektion 49: »2 Mosebog 20:1-11« og skrevet en plan for at adlyde en af Guds befalinger i nærheden af dette 1 i deres studiebog. Hvis ja, så bed eleverne om at gennemgå deres plan.
Hvis eleverne ikke tidligere har lavet en tegning eller plan, kan du overveje at bede dem om at gøre det nu.
Reflekter over jeres fremskridt ved at svare på følgende spørgsmål i jeres studiebog:
-
Hvordan går det med at adlyde denne befaling? Hvilke velsignelser, vækst, forhindringer eller kampe har I bemærket?
-
Hvordan har I følt jer tættere på Gud, når I har forsøgt at adlyde denne befaling? Eller hvordan kan I føle jer tættere på ham, når I stræber efter at adlyde den?
Tilskynd eleverne til fortsat at stræbe efter at sætte Gud først i deres liv. Eleverne kan også tegne et nyt 1 og inde i eller i nærheden af det skrive et nyt bud, de gerne vil fokusere på.
Mind eleverne om, at den åndelige retning, de er på vej i, er vigtigere for vor himmelske Fader end deres hastighed. Bær vidnesbyrd om hans hjælp, og tilskynd dem til at fortsætte med at trænge sig frem ad pagtsstien, selv om deres fremgang synes langsom.