»Næstekærlighed«, Emner og spørgsmål, 2023
Vejledning til evangelisk studium
Næstekærlighed
At have Kristi rene kærlighed
Vi bliver alle frustrerede eller kede af det af og til – måske endda ofte. Måske kommer vi ikke overens med naboer eller kolleger. Eller vi er måske til tider utålmodige med vores børn eller ægtefælle. Vi oplever måske, at vi er kritiske og dømmer andre. Selvfølgelig er ingen fuldkomne, og det er normalt at føle sådan nogle gange. Men har I nogensinde tænkt over, hvordan I kan være mere kærlige og tålmodige over for dem omkring jer?
Svaret er enkelt: Jeres hjerte kan blødgøres ved hjælp af næstekærlighed, som er en gave fra Gud. At udvikle næstekærlighed er at blive som Jesus Kristus, og det er en livslang stræben. Men jeres himmelske Fader og jeres Frelser, Jesus Kristus, vil hjælpe jer, når I trofast stræber efter at blive mere som dem.
Hvad er næstekærlighed?
Næstekærlighed er Kristi rene kærlighed (se Moro 7:47). Det er den højeste og stærkeste form for kærlighed. Næstekærlighed motiverer os til at tjene Gud og andre af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke (se L&P 59:5).
Emneoversigt: Næstekærlighed
Relaterede vejledninger til evangelisk studium: Jesus Kristus, Tro, Håb, Åndens gaver, Tjeneste
Afsnit 1
Næstekærlighed er vor himmelske Faders og Jesu Kristi rene kærlighed til alle mennesker
Vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker os fuldkomment. Profeten Mormon underviste om, at »næstekærligheden er Kristi rene kærlighed« (Moro 7:47). I løbet af sit liv viste Jesus Kristus kærlighed og medfølelse over for de sultne, synderen, de plagede og de syge. Han drog omsorg for den fattige og den rige, for venner og fremmede. Han tilgav endda sine anklagere og dem, der korsfæstede ham (se Luk 23:34). Jesus Kristus var det fuldkomne eksempel på fuldkommen kærlighed.
Noget at tænke over
-
Jesu Kristi fuldkomne kærlighed påvirkede hver eneste af hans handlinger. Overvej disse eksempler: Matt 26:39; Luk 7:22; 1 Ne 19:9. Hvordan viser hvert af disse skriftsteder Kristi kærlighed til os? I kan sammenligne disse eksempler på Frelserens kærlighed med Paulus’ beskrivelse af kærlighed i 1 Korinther 13. Hvordan har Frelseren vist jer denne form for kærlighed?
-
Profeten Joseph Smith sagde: »Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen«. Overvej at skrive disse ord i jeres dagbog: Jeg ved, at Gud elsker mig, fordi … Skriv i løbet af ugen måder at afslutte denne sætning på. I kan læse eller lytte til en sang såsom »Jorden med sit blomsterflor« eller »Hvad enten jeg hører fuglenes sang« for at få idéer.
Aktiviteter til at lære sammen
-
Overvej denne lærdom af ældste Jeffrey R. Holland: »Det største og første bud i evigheden er at elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke – det første og største bud. Men den første store sandhed i evigheden er, at Gud elsker os af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke.« Tal om, hvordan kendskab til Guds store kærlighed til jer kan ændre, hvordan I føler, tænker og handler.
-
At se videoen »Charity: An Example of the Believers« (4:50) kan inspirere til en drøftelse af, hvordan kristuslignende kærlighed kan ændre liv. Hvordan viste de unge kvinder i denne video kristuslignende kærlighed til den nye cheerleader? Hvordan påvirkede denne kærlighed hende? Hvordan påvirkede det de andre unge kvinder? Tænk på de mennesker omkring jer, der måske har brug for at føle Frelserens kærlighed. Tal om, hvordan I kan dele Kristi kærlighed med en eller to af dem.
Lær mere
-
Luk 10:30-37; 1 Joh 3:16-18; 4:7-11, 18-19
-
Alan T. Phillips, »Gud kender og elsker jer«, Liahona, nov. 2023, s. 49-52
-
Michael T Ringwood, »For således elskede Gud os«, Liahona, maj 2022, s. 88-90
-
Susan H. Porter, »Guds kærlighed: Det, der glæder sjælen mest«, Liahona, nov. 2021, s. 33-35
Afsnit 2
Næstekærlighed er den største dyd, som Jesu Kristi tilhængere kan opnå
Næstekærlighed er ikke noget, vi gør, eller noget, vi giver væk. Det er en tilstand i vores hjerte og en måde at leve på. Det handler om, hvem vi bliver, og hvad vi føler, og det leder os til kærlig handling (se Moro 7:45-47).
Uden næstekærlighed er vi intet; med den har vi alt (se Eter 12:34; Moro 7:44). Alt andet forgår, men næstekærligheden varer evigt og hører aldrig op (se Moro 7:46-47). Hvordan får vi så denne gave? Profeten Mormon sagde: »Bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed … så vi, når [Jesus Kristus] viser sig, vil være som han« (Moro 7:48).
Vi lærer at udvise næstekærlighed i vores relationer – i vores familie, i vore menigheder, i vore lokalsamfund og over for alle, vi møder. Når vi stræber efter at acceptere andre for det, de er, og at se dem, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus gør, kan vi begynde at elske mennesker, som de gør.
Noget at tænke over
-
Læs 1 Korinther 13:1-7 og forestil jer selv i disse vers. Læs derpå vers 8. Hvad betyder det for jer, at »kærligheden hører aldrig op«? Overvej, om der er nogle af de egenskaber, der nævnes i vers 4-7, som I kan arbejde på for at blive et bedre eksempel på næstekærlighed.
-
Selvom næstekærlighed er en gave fra Gud, må vi, ligesom med enhver anden gave, tage imod den. Hvad lærer I af Moroni 7:48; 8:26 om, hvordan man modtager næstekærlighedens gave?
-
Præsident Russell M. Nelson lærte os disse vigtige sandheder om næstekærlighed: »Næstekærlighed er modsætningen til strid. Næstekærlighed er den åndelige gave, der hjælper os til at afvise det naturlige menneske, der er selvisk, defensivt, stolt og misundeligt. Næstekærlighed er det primære særkende ved en sand Jesu Kristi discipel. Næstekærlighed definerer en fredsstifter.« Hvad inspirerer Ånden jer til at gøre, når I tænker over præsident Nelsons ord? Overvej at placere præsident Nelsons udtalelse et sted, hvor I ofte vil se den som en påmindelse om at vise andre næstekærlighed.
Aktiviteter til at lære med andre
-
Hvordan identificerer I en tilhænger af Jesu Kristus? Frelseren sagde selv: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35). Tænk sammen i gruppen på personer, I beundrer, der er sande eksempler på næstekærlighed. Hvordan har I set dem vise Kristi rene kærlighed? Overvej at sende en sms eller skrive en besked til en af disse personer og fortælle, hvad I beundrer ved ham eller hende.
-
Tal om nogle vigtige valg, I træffer hver dag. Læs derefter »Elsk Gud, elsk jeres næste«, i Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg ([2022], s. 10-15). Drøft, hvordan næstekærlighedens gave kan være en vejledning, når I træffer hvert af disse valg.
-
Overvej dette råd af præsident Dieter F Uchtdorf: »Ligegyldigt hvilke problemer jeres familie oplever, ligegyldigt hvad I må gøre for at løse dem, begynder og slutter løsningen med næstekærlighed, Kristi rene kærlighed«. Arbejd sammen om at lave en liste over nogle problemer eller udfordringer, som enkeltpersoner eller familier står over for i dag, såsom strid eller misundelse. I kan derefter læse Moroni 7:45 og tale om, hvordan de egenskaber ved næstekærligheden, der er beskrevet i dette vers, kan hjælpe med at løse problemerne på jeres liste. I kan derefter lægge en enkel plan for at anvende næstekærlighed til at hjælpe med at løse et af problemerne. Involver Gud i jeres plan, og søg hjælp fra andre efter behov.
Lær mere
-
Russell M. Nelson, »Der er brug for fredsstiftere«, Liahona, maj 2023, s. 98-101
-
Ulisses Soares, »Fredsfyrstens tilhængere«, Liahona, maj 2023, s. 85-87
-
J. Anette Dennis, »Hans åg er godt, og hans byrde let«, Liahona, nov. 2022, s. 80-82
-
Marvin J. Ashton, »Tungen kan være et skarpt sværd«, Stjernen, juli 1992, s. 18-20
-
»Næstekærlighed, Kristi rene kærlighed«, Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2011, s. 423-433