Bibliotek
Jesus Kristus


»Jesus Kristus«, Emner og spørgsmål, 2023

Jesus Kristus

Vejledning til evangelisk studium

Jesus Kristus

Verdens frelser og forløser

Mange mennesker i denne verden har hørt om Jesus Kristus, men er ikke klar over, hvad han har gjort for dem. Det gengivne evangeliums budskab hjælper os til at forstå, at Jesus Kristus var meget mere end blot en historisk person. Han er Guds enbårne Søn, som har gjort alt for at gøre frelse og evigt liv muligt for alle. Når I lærer om hans rolle som jeres Frelser og Forløser, opdager I, at han kan lette jeres byrder og ændre jeres liv for evigt. Når I vælger at tro på Jesus Kristus og stole på hans uendelige magt, kan I modtage vejledning og hjælp til alle mulige udfordringer i dette liv.

Hvem er Jesus Kristus?

Jesus Kristus er vor himmelske Faders førstefødte og enbårne Søn. I den førjordiske tilværelse blev Jesus Kristus udvalgt til at være Frelser for Guds børn (se Abr 3:27). Vor himmelske Fader sendte ham til denne jord for at lide og dø for vores synder (se Joh 3:16-17). Med guddommelig kraft overvandt Jesus Kristus døden og genopstod. Han lever i dag. Han har lovet en dag at vende tilbage til jorden (se L&P 133:10-11, 25).

Emneoversigt: Jesu Kristi jordiske tjenestegerning

Relaterede vejledninger til evangelisk studium: Guddommen, En førjordisk tilværelse, Skabelsen, Jesu Kristi fødsel, Jesu Kristi jordiske tjenestegerning, Jesu Kristi forsoning, Opstandelsen, Jesu Kristi andet komme, Frelsen

Afsnit 1

Jesus Kristus er verdens Frelser og Forløser

Kristus helbreder en lam mand

Intet er vigtigere for os at lære om end Jesus Kristus – hvem han er, hvad han har gjort for os, og hvad han ønsker, at vi skal vide og gøre. Skrifterne og nutidige profeters og apostles lærdomme hjælper os til at anerkende hans afgørende rolle som vor Frelser og Forløser.

Vi lærer af skrifterne, at Jesus Kristus i den førjordiske tilværelse blev udvalgt til at være Frelser for alle vor himmelske Faders børn (se 1 Pet 1:19-20; Abr 3:27). Helt fra begyndelsen har Jesus Kristus været nøglepersonen i opfyldelsen af Guds plan for sine børns frelse og ophøjelse. Jesus har skabt himlen og jorden under Faderens ledelse (se Moses 1:32–33). På Det Gamle Testamentes tid var Jesus Kristus kendt som den store Jahve. Han hjalp og vejledte fordums profeter og troende. Hans kærlighed og barmhjertighed styrkede dem i deres prøvelser.

For mere end 2.000 år siden kom Jesus Kristus til jorden gennem en mirakuløs fødsel. Han boede og tjente blandt folk i Israels land. Han udførte mægtige mirakler, såsom at helbrede de syge og oprejse de døde (se Matt 11:4-5). Han oprettede sin kirke og underviste alle, der ville følge ham, i læren om omvendelse, tilgivelse for synder og evigt liv. Jesus Kristus levede et fuldkomment liv og vandrede altid i lydighed mod sin Fader (se 2 Ne 31:7).

Kristus beder i Getsemane

Fordi Jesus Kristus kom til jorden for at frelse Faderens børn, påtog han sig villigt straffen for deres synder. Århundreder tidligere havde Esajas profeteret: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar. … Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder« (Es 53:4-5). Jesus oplevede umådelig lidelse, der fik ham til at bløde fra hver pore (se Luk 22:44; Lære og Pagter 19:15-20). Han blev arresteret og anklaget på falsk grundlag og dømt til døden. Han blev grusomt naglet til et kors, hvor han led og gav sit liv for os (se Matt 27:50). Men hans død var ikke afslutningen. Jesus Kristus opstod fra graven og tjente sine tilhængere som et opstandent væsen (se Luk 24:36-40; 3 Ne 11:8-15).

I dag ser medlemmer af Jesu Kristi Kirke frem til hans lovede tilbagekomst til jorden. Ingen ved, hvornår det vil ske (se L&P 49:7), men skrifterne taler om tegn og begivenheder, der vil gå forud for hans andet komme. Jorden vil blive forvandlet, når Herren vender tilbage, og han vil åbenbare alt for dem, der er retfærdige (se L&P 101:23-34).

Kristus hilser på folk

Noget at tænke over

  • Jesus Kristus blev valgt af vor himmelske Fader til at udføre sin plan for vores frelse og ophøjelse. Læs Lære og Pagter 38:1-3 og overvej den kundskab og magt, som Jesus Kristus besad, før han blev født på jorden. Hvordan kan kendskab til den uendelige rækkevidde af Herrens kundskab og magt øge jeres tro på og tillid til ham i dag?

  • Jesus Kristus er kendt under mange navne og titler. Læs følgende skriftsteder for bedre at forstå, hvorfor Jesus Kristus kaldes Frelser (ApG 4:10-12; Hel 14:15-16) og Forløser (Tit 2:13-14; 2 Ne 2:6-7, 26). Hvorfor er det vigtigt selv at vide, at Jesus Kristus er jeres Frelser og Forløser?

Aktivitet til at lære med andre

  • Se videoen »Excerpts from ‘The Living Christ: The Testimony of the Apostles’« (2:45) sammen med gruppens medlemmer, og læg mærke til, hvordan videoen minder os om at øge vores tro på Jesus Kristus. Gruppens medlemmer kan også bedes om at gennemgå de sammenfattede oplysninger, der findes øverst i afsnittet »Jesus Kristus« i Guide til skrifterne (Evangelisk Bibliotek). Hvordan kan disse oplysninger hjælpe jer til at tænke på Jesus Kristus som jeres Frelser og Forløser?

Lær mere

Afsnit 2

Kom til Jesus Kristus

Jesus Kristus i hvide klæder

Vor himmelske Fader har forberedt rige velsignelser til dem, der modtager hans Søn, Jesus Kristus (se L&P 84:37-38). Jesus Kristus erklærede: »Hvis I vil komme til mig, skal I få evigt liv. Se, min barmhjertigheds arm er strakt ud mod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg tage imod« (3 Ne 9:14). Vi viser vores ønske om at tage imod Herrens invitation til at komme til ham, når vi stoler på ham, omvender os fra vore synder, bliver døbt, holder Guds befalinger og modtager hellige tempelordinancer.

Når vi ydmygt vender os til Jesus Kristus i tro og omvendelse, kan vi få forladelse for vore synder (se Mosi 4:2-3). Jesu Kristi forsoning gør det også muligt for os at »have adgang til guddommelig kraft – kraft nok til at klare vore dages byrder, forhindringer og fristelser«. Den kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, vi modtager fra Jesus Kristus, kan skabe varig forandring i vores liv og give os styrken til at bevæge os fremad og gøre Guds vilje (se Mosi 5:2; Hel 15:7-8).

Noget at tænke over

  • Jesus Kristus påtog sig vore smerter og sygdomme, så han kunne vide, hvordan han kan støtte og hjælpe os i vore egne skrøbeligheder. Læs Alma 7:11-13 og tænk over, hvordan Jesus Kristus forstår jeres smerter og udfordringer fuldt ud og ved, hvordan han skal velsigne og trøste jer, selv når ingen andre gør det. Hvornår har Frelseren hjulpet jer på tidspunkter med prøvelser eller fristelse? Hvordan kan I stole på ham, når I har brug for lindring?

Aktivitet til at lære med andre

  • Jesus Kristus har uendelig guddommelig magt til at tilgive, opløfte og styrke os. At vide det kan hjælpe os til at møde udfordringer med mere håb. Præsident Russell M. Nelson har sagt:

    »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme. Lær mere om hans forsoning, hans kærlighed, hans nåde, hans lære og hans gengivne evangelium med helbredelse og udvikling. Vend jer til ham! Følg ham!«

    Drøft præsident Nelsons udtalelse. Bed gruppens medlemmer om at finde nogle af de spørgsmål eller udfordringer, vi står over for i dag. Drøft, hvordan vi kan finde løsninger gennem vor Frelser, Jesus Kristus.

Lær mere