Bibliotek
Kirkens økonomiske forvaltning


»Kirkens økonomiske forvaltning«, Emner og spørgsmål , 2025

tre kvinder foran en kirke

Spørgsmål om Kirken og evangeliet

Kirkens økonomiske forvaltning

At søge svar på vores spørgsmål kan føre os tættere på Jesus Kristus, hvis vi anvender sunde principper. Det er vigtigt at studere pålidelige kilder, når man søger svar på spørgsmål vedrørende evangeliet. Se emnet »Søg i pålidelige kilder« for at finde flere tips til besvarelse af spørgsmål.

Oversigt

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret for at hjælpe Guds børn med at komme til Kristus og for at bistå i Guds værk til frelse og ophøjelse. I dette værk er der fokus på fire gudgivne ansvarsområder: at leve efter Jesu Kristi evangelium, at tage sig af dem, der er i nød, at invitere alle til at modtage evangeliet og at forene familier for evigt. For at hjælpe med at udføre dette værk har Gud befalet sine børn at efterleve tiendeloven. Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stræber efter at være lydige mod denne lov. Kirken bruger tiende og andre bidrag tillige med Kirkens reservefonde til at udføre sin guddommelige mission.

Ældste David A. Bednar understregede et af Kirkens grundlæggende principper, da han sagde: »Kirken [sætter] tæring efter næring og bruger ikke mere, end den modtager … For det andet bliver en del af den årlige indkomst sat til side til uforudsete udgifter.« Når Kirken følger veletablerede principper fra skrifterne, vil den have de nødvendige midler til fortsat at vokse over hele verden og velsigne alle vor himmelske Faders børn, mens vi forbereder os på Jesu Kristi andet komme.

Relaterede vejledninger til studium af evangeliet:

Svar på jeres spørgsmål

Hvilke principper ligger til grund for Kirkens økonomiske forvaltning?

Der er fire principper, der ligger til grund for Kirkens økonomiske forvaltning:

  • Guds tiendelov. Bibelen og Mormons Bog lærer os, at Gud befalede sit folk at adlyde tiendeloven i fordums tid. Gud gengav denne guddommelige lov i vore dage gennem profeten Joseph Smith. Se flere oplysninger om tiende i »Tiende« Evangelisk studievejledning.

  • Selvhjulpenhed og undgåelse af gæld. Kirken underviser enkeltpersoner og familier i at forvalte deres penge og undgå unødvendig gæld for at bevare deres uafhængighed. Kirken følger ligeledes det samme princip, når den forvalter sine økonomiske ressourcer. Dette gør Kirken i stand til at opfylde sin guddommelige mission uden at være afhængig af andre organisationer.

  • Forberedelse til fremtiden. Ligesom medlemmer af Kirken opfordres til at spare penge op og samle mad og forsyninger til fremtiden, har Herren pålagt sin kirke at gøre det samme. Som anvist af Herren hensætter kirkens ledere en del af Kirkens indkomst som reserver. Kvalificeret kirkepersonale og fagfolk fører tilsyn med investering af Kirkens reserver til nuværende og fremtidige behov.

  • På Herrens egen måde. Alle økonomiske anliggender i Kirken er i sidste ende underlagt Herrens vejledning gennem hans udvalgte ledere. For eksempel er to af de største løbende udgifter i øjeblikket uddannelse og vedligeholdelse af templer og kirkebygninger. Ældste Neil L. Andersen underviste om en evangelisk sandhed, da han erklærede, at tiendebidrag til Kirken »tilhører Herren« og ikke Kirkens ledere eller Kirkens medlemmer.

Hvilke erfaringer har formet Kirkens holdning til økonomi?

Selvom den tidlige periode af Kirkens genoprettelse »var præget af hidtil uset vækst og åndelige udgydelser, var de fleste af disse første hellige ekstremt fattige, og de levede under kummerlige forhold. De havde ofret alt – ofte driftige gårde og veletablerede erhverv – for at følge Jesus Kristus og hans profet Joseph Smith«.

I store dele af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet stod Kirken og mange af dens medlemmer over for alvorlige økonomiske vanskeligheder. Siden da har Kirken oplevet perioder med både velstand og økonomisk modgang.

Efter en periode med økonomiske problemer på grund af international vækst og et omfattende byggeprogram styrkede Kirken i 1960’erne sin økonomiske plan, begrænsede udgifterne og satte en del af de modtagne bidrag til side. Det hjalp Kirken med at tilbagebetale sin gæld og gradvist opbygge en økonomisk reserve.

En stor del af Kirkens nuværende vækst sker i regioner i verden, som stadig udvikler sig økonomisk. Medlemmer i økonomisk dårligt stillede områder udviser tro på Jesus Kristus ved at betale tiende og offerydelser. Disse tiende- og offerydelser er meningsfulde bidrag, som bidrager til at fremme Herrens værk. Men der er brug for flere midler til at støtte Kirken i disse regioner. Det kræver betydelige ressourcer at opretholde Kirkens fortsatte vækst i disse dele af verden.

I dag undgår Kirken gæld og har økonomiske reserver. Disse reserver er ikke kun beregnet til at dække aktuelle behov, men også til at opfylde Kirkens mission i fremtiden, også i perioder med økonomiske vanskeligheder.

Hvorfor bruger Kirken så mange penge på templer?

Hvert eneste tempel er Herrens hus. Templer er hellige steder for tilbedelse, hvor personer indgår hellige pagter med Gud, som vil forberede dem til at modtage evigt liv med Gud og deres familier. Nutidige profeter har belært om, at templer er afgørende for Guds værk med at »tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«.

I oldtiden brugte Israels folk de bedste tilgængelige materialer og dygtige håndværkere til at bygge Salomos tempel. På samme måde giver vi i vore dage Herren vores bedste, når vi bygger hans templer. Smuk arkitektur og smukke møbler viser vores kærlighed til Gud.

Men templets væsentligste omdrejningspunkt er de ordinancer og pagter, der binder os til Gud og vores familie. Disse ordinancer er ikke tilgængelige andre steder. Der bygges mange nye templer hvert år for at øge adgangen til templets velsignelser, især for medlemmer, der ikke kan rejse langt.

Se flere oplysninger om templer i temples.ChurchofJesusChrist.org og i »Templer« Evangelisk studievejledning.

Hvor mange penge bruger Kirken på humanitære indsatser?

Et af Kirkens gudgivne ansvar er at følge Jesu Kristi eksempel og bud om at tage sig af de trængende. I øjeblikket bruger Kirken et betydeligt årligt beløb på velfærd, humanitær indsats og bidrag til velgørende formål. Sidste dages hellige donerer også deres egen tid og egne ressourcer for at støtte mange andre velgørende aktiviteter i og uden for Kirken.

Se flere oplysninger om Kirkens indsats for at tage sig af de trængende i den årlige sammenfatning om omsorg for de trængende.

Modtager kirkeledere økonomisk støtte?

Medlemmer af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum, generalautoriteter og halvfjerdsere og Det Præsiderende Biskopråd opgiver deres karriere, når de bliver kaldet til fuldtidstjeneste i Kirken. De modtager en beskeden godtgørelse og forsikringsdækning, så de kan vie al deres tid til at tjene Herren.

Over hele verden benytter kirken frivillige lægfolk til at lede de lokale menigheder. Disse ledere, deriblandt stavspræsidenter, biskopper, hjælpeforeningspræsidenter og andre, modtager ingen økonomisk kompensation for deres virke. De beholder typisk deres nuværende beskæftigelse for at forsørge sig selv og deres familie.

Hvem forvalter Kirkens økonomiske reserver?

I mange år har Kirken lagt en del af sine indtægter til side til fremtidige behov. Kirkens ledere har fra tid til anden talt om disse midler og kaldt dem Kirkens »reserver« eller »økonomiske reserver«. Reservefonde er almindelige blandt kirker og andre almennyttige organisationer.

Som præsident Gordon B. Hinckley forklarede for mere end tre årtier siden: »Fornuftig forvaltning kræver, at disse penge bruges« i stedet for at blive stående ubenyttede. Dette er i overensstemmelse med det, som Frelseren underviste i i lignelsen om talenterne.

Kirkens reserver forvaltes af dygtige investeringseksperter og af eksterne investeringsrådgivere i overensstemmelse med retningslinjer, der er fastsat af Kirkens øverste ledere. Kirken søger at sprede sine investeringer, hvilket betyder, at ressourcerne placeres i forskellige kategorier af aktiver.

Tre primære juridiske enheder administrerer Kirkens reserver:

Ejendomsreserve

Property Reserve investerer i øjeblikket i fast ejendom i USA og udvalgte byer internationalt. De vigtigste investeringsaktiviteter omfatter direkte opkøb, mellem- til langsigtet udvikling og overordnet planlægning af jordarealer samt investeringer i ejendomsfonde. (Læs mere om Property Reserve).

Landbrugsreserve

Farmland Reserve investerer i øjeblikket i landbrugsejendomme, herunder gårde, frugtplantager og ranches, i Nord- og Sydamerika, Europa og Australien. (Lær mere om Farmland Reserve.)

Ensign Peak Advisors

Ensign Peak Advisors bistår med likviditetsstyring, der understøtter Kirkens daglige økonomiske drift. De leverer også mellem- til langsigtede investeringstjenester ved primært at investere i aktier, fastforrentede værdipapirer og eksternt forvaltede fonde. (Læs mere om Ensign Peak Advisors).

Betaler organisationer med tilknytning til Kirken skat?

Kirken og dens tilknyttede organisationer følger skattelovgivningen i de lande, hvor Kirken findes. Kirken betaler skat; det kan være indkomstskat, ejendomsskat, omsætningsafgifter, moms og andre skatter.

Hvorfor støtter Kirken uddannelsesinstitutioner?

Der står i Lære og Pagter: »Guds herlighed er intelligens, eller med andre ord, lys og sandhed.« Gud ønsker, at vi uddanner vores sind, forbedrer vores færdigheder og fuldkommengør vores evner, så vi kan fremme det gode i verden, forsørge os selv, vores familie og de trængende og opbygge Guds rige.

Kirken støtter følgende universiteter, colleges og online uddannelsesprogrammer, hvor over 140.000 studerende er indskrevet:

  • Brigham Young University

  • Brigham Young University-Idaho

  • Brigham Young University-Hawaii

  • Ensign College

  • BYU – Pathway Worldwide

Kirken tilbyder også religiøse studier i seminar- og institutklasser for ca. 800.000 elever verden over. Med hensyn til disse uddannelsesmæssige bestræbelser forklarede præsident Gordon B. Hinckley: »Det er en enorm og kostbar opgave, men det giver bemærkelsesværdige fordele for vore unge, når det drejer sig om åndelig berigelse, moralsk styrke til at modstå det onde, som er overalt omkring os, ligesom det øger den evangeliske viden.«

Hvorfor ejer Kirken medie- og forsikringsselskaber?

Nogle har den opfattelse, at almennyttige organisationer (NGO’er) som Kirken ikke må tjene penge. Imidlertid ejer mange almennyttige organisationer aktier, eller også ejer eller investerer de i virksomheder, der tjener penge. »Nonprofit« betyder primært, at intet overskud kan distribueres til de personer, der kontrollerer organisationen. Kirken holder sig strengt til denne begrænsning. Hvad enten det gælder Kirkens investeringer i aktier, fast ejendom eller virksomheder, så bruges alt overskuddet fra disse investeringer udelukkende til at fremme Guds arbejde med frelse og ophøjelse.

Kirken har interesser i nogle virksomheder, der begyndte for over hundrede år siden, da Kirken var isoleret i det vestlige USA og hjalp med at yde tjenester i lokalsamfundene. Med tiden begyndte disse forretningsinteresser at omfatte medie- og kommunikationstjenester (herunder Deseret News og Deseret Book) samt finansielle tjenester og hotel- og restaurationsvirksomhed. Deseret Management Corporation (DMC) er det holdingselskab, der administrerer disse profitsøgende organisationer.

Deseret Mutual Benefit Administrators (DMBA) er en nonprofitorganisation, der udbetaler syge-, pensions- og livsforsikringsydelser til ansatte i Kirken og tilknyttede virksomheder. (Lær mere om DMBA.)

Beneficial Life Insurance Company, der er et kommercielt datterselskab af DMC, blev dannet i 1905 for at beskytte enker og forældreløse børn mod visse økonomiske vanskeligheder, som Kirkens tidlige pionerer var udsat for. Over tid blev det også til, at der blev tilbudt livsforsikringspolicer til offentligheden. I 2009 ophørte virksomheden med at tegne nye policer, men støtter fortsat eksisterende forsikringstagere.

Hvorfor beder Herren stadig medlemmerne om at adlyde tiendeloven i betragtning af Kirkens økonomiske ressourcer?

Tiendeloven er en befaling fra Herren, og fortsatte tiendebetalinger fra Kirkens medlemmer hjælper Kirken til at opfylde dens guddommelige mission, efterhånden som Kirken vokser over hele verden.

Tiende handler om mere end penge. Herren har ved at give tiendeloven til medlemmerne af sin genoprettede kirke opfordret dem til at udøve tro og modtage lovede velsignelser. Kirkens medlemmer tror, at betaling af tiende viser taknemmelighed over for Gud og bringer både åndelige og timelige velsignelser. At betale tiende opbygger også tro på Gud og hans elskede Søn og deres hellige værk.

Lær mere: