Religion kontra vold

Som følgere af Jesus Kristus stræber sidste dages hellige efter at være fredsstiftere. De søger at leve op til Frelserens høje standard: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44). I en nutidig åbenbaring, der blev givet på et tidspunkt, hvor de hellige var ofre for voldelig forfølgelse, befalede Herren dem at »undsig[e] krig og forkynd[e] fred« (L&P 98:16).

Men selvom fred, kærlighed og tilgivelse er det kristne ideal, lever vi i en ofte voldelig verden. Det er desværre en menneskelig tendens at reagere på vold med mere vold.

Det komplicerer blot sagen yderligere, at der er steder i skrifterne, hvor vold synes at være berettiget – for eksempel i tilfælde af selvforsvar. Men selvom specifikke situationer varierer, er fred altid en prioritet for sidste dages hellige. Som Mormons Bog lærer os, bør Kristi tilhængere være kendt for deres »fredsommelige omgang med menneskenes børn« (Moro 7:4).

I de fleste tilfælde får religiøse overbevisninger mennesker til at handle uselvisk og arbejde for fredelige løsninger på verdens problemer. Men gennem historien er religiøse ideer og tilhørsforhold blevet gjort til ekstremer, der har motiveret eller været brugt til at retfærdiggøre vold. Det er dog forkert ud fra dette at konkludere, at religion gør et menneske voldeligt. Hændelser, der kan kategoriseres som religiøs vold, er ofte resultatet af, at religiøse overbevisninger sammenblandes med visse typer alvorlige psykiske sygdomme, eller at disse overbevisninger bruges til at retfærdiggøre vold fra mennesker med dårlige intentioner.

Præsident Dallin H. Oaks har bemærket, »at massedrabene i det sidste århundrede ikke er blevet udført i religionens navn. De ubeskrivelige forbrydelser under Holocaust, de stalinistiske udrensninger, De Røde Khmerers drabsmarker og de etniske udrensninger i Centralafrika var primært motiveret af etniske, politiske eller stammemæssige forskelle, ikke af religiøse modsætninger. Disse regimer var faktisk åbenlyse fjender af religion. Mens offentlighedens opmærksomhed har været fokuseret på religiøse ekstremisters aktuelle grusomheder i nogle få dele af verden, har lederne af de trosretninger, ekstremisterne påberåber sig, kraftigt fordømt deres voldelige handlinger.«

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stræber efter fred, enighed og heling gennem Jesu Kristi forsoning. Når et medlem af Kirken begår en voldelig forbrydelse, handler vedkommende imod Jesus Kristus og hans kirkes lærdomme.

Sidste dages hellige tror, som navnet antyder, at vi lever i de sidste dage før Jesu Kristi andet komme. Denne tro inspirerer medlemmer af Kirken til at dele evangeliet og skabe kærlige, fredfyldte fællesskaber. Desværre er der nogle, der forvrænger ønsket om at bygge en bedre verden for at retfærdiggøre voldelig adfærd. Kirken fordømmer en sådan adfærd.

For sidste dages hellige er løsningen på denne form for religiøs ekstremisme at følge Jesus Kristus, Fredsfyrsten, og opmuntre andre til at gøre det samme. Kirkens ledere underviser konstant om, at det at være fredsstifter er et definerende karaktertræk ved en Kristi discipel. F.eks. har ældste Ulisses Soares sagt: »Et af de mest tydelige tegn på, at vi nærmer os Frelseren og bliver mere som ham, er den kærlige, tålmodige og venlige måde, hvorpå vi behandler vores medmennesker, uanset situationen … Når vi stræber efter at udvikle egenskaber som Frelserens, kan vi blive redskaber for hans fred i verden.«

Kirkeledere fordømmer politisk vold og selvtægt og opfordrer sidste dages hellige til at søge forandring fredeligt. Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Som Kristi disciple må vi undgå den vrede og det had, hvormed politisk stillingtagen bliver debatteret eller fordømt i mange situationer.« Han har forklaret, at vi er forpligtede til at adlyde loven og »bruge fredelige metoder til at ændre« love, som vi ikke er enige i. »Vi … accepterer [fredeligt] resultater af valg«, fortsatte præsident Oaks, og »vi vil ikke deltage i den vold, der trues med af dem, der er skuffede over resultatet.«

Præsident Russell M. Nelson har tilskyndet sidste dages hellige til at være fredsstiftere i alle aspekter af deres liv, herunder deres politiske engagement. »Som Jesu Kristi disciple må vi være eksempler på, hvordan vi kan omgås andre — især når vi har forskellige meninger. En af de nemmeste måder at kende en sand Jesu Kristi discipel på er ved at se, hvor barmhjertigt den person behandler andre mennesker … Hans sande disciple opbygger, opløfter, opmuntrer, tilskynder og inspirerer — uanset hvor vanskelig situationen er.«

»Nu [er tiden] inde til at lægge bitterhed til side«, har præsident Nelson sagt. »Nu er tiden inde til at holde op med at insistere på, at det er jeres vej, der er den eneste rigtige. Nu er tiden inde til at holde op med at gøre ting, der får andre til at gå på listefødder af frygt for at irritere jer. Nu er tiden inde til at begrave jeres krigsvåben. Hvis jeres verbale arsenal er fyldt med fornærmelser og beskyldninger, er tiden nu inde til at lægge dem væk. I vil rejse jer som en åndeligt stærk Kristi mand eller kvinde.«

Gamle skrifter indeholder mange beretninger om vold, herunder tilfælde, der synes at være guddommeligt sanktioneret. Der er meget i disse beretninger fra skriften, som vi ikke helt forstår i dag. De bør aldrig bruges til at retfærdiggøre vold i nutiden.

Et potentielt foruroligende eksempel på vold i skrifterne er Herrens befaling til Nefi om at slå Laban ihjel i 1 Nefi 4. Ældste Dale G. Renlund har sagt: »Ingen enkel forklaring er helt tilfredsstillende, men lad mig fremhæve nogle aspekter. Episoden begyndte ikke med, at Nefi spurgte, om han kunne slå Laban ihjel. Det var ikke noget, han havde lyst til at gøre. At dræbe Laban var ikke noget, som gavnede Nefi personligt; det var for at skaffe hellig skrift til en fremtidig nation og et pagtsfolk. Og Nefi var sikker på, at det var en åbenbaring – faktisk var det i dette tilfælde en befaling fra Gud.« Alligevel var det en sjælden undtagelse. »Du må ikke begå drab« var fortsat standarden for Nefi og hele Guds folk (2 Mos20:13; Mosija 13:21).

Nogle steder i skrifterne var deltagelse i krig dog klart godkendt af Gud under særlige omstændigheder, og når motiverne var rigtige. Mormons Bog beskriver flere krige mellem nefitterne og lamanitterne, og nogle af bogens helte var krigshelte som hærføreren Moroni. Men selvom Moroni følte sig forpligtet til »at forsvare sit folk, sine rettigheder, sit land og sin religion«, »frydede [han] sig [ikke] ved blodsudgydelse« (Alma 48:11, 13). Mormons Bog indeholder også anti-nefi-lehiernes inspirerende eksempel, hvor de på grund af deres omvendelse til Jesus Kristus besluttede, at de aldrig igen ville gribe til våben, selv når det syntes retfærdigt for at forsvare sig. Disse hengivne kristne blev beundret og »kendetegnet ved deres hengivenhed over for Gud« (Alma 27:27).

Skrifterne indeholder mange skriftsteder, der beskriver, hvordan Gud har det med vold blandt sine børn, og det overvældende budskab er, at »den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen« (3 Ne 11:29). I en særlig stærk beretning ser Enok et syn, hvor Gud græder over sine børn. Da Enok spørger, hvorfor han græder, svarer Herren, at jordens folk »er mine egne hænders værk«, og alligevel var de »uden hengivenhed, og de hader deres eget blod« (se Moses 7:29-33). »Denne enkle, betagende scene«, har præsident Jeffrey R. Holland erklæret, »lærer os mere om Guds sande natur end nogen teologisk afhandling nogensinde kunne bibringe«

Da Gud i en åbenbaring fra 1831 udpegede Jackson County i Missouri som et samlingssted for de hellige, flyttede hundredvis af hellige dertil. Der gik end ikke to år, før næsten en tredjedel af amtets anslåede befolkning var sidste dages hellige. De nye beboere stødte sammen med lokale missourianere politisk, socialt og religiøst, og det skabte spændinger mellem de to grupper. De fleste kirkemedlemmer var for eksempel fra det nordlige USA, hvor slaveri var forbudt, mens de fleste indbyggere i Missouri støttede slaveri. De lokale indbyggere i Missouri var også vrede over de helliges politiske magt og forfulgte dem på grund af deres religiøse overbevisning. Det varede ikke længe, før voldelige pøbelgrupper tvang de hellige fra deres hjem i Jackson County til et naboamt.

Men antallet af hellige i Missouri blev ved med at vokse, og i takt med det fortsatte forfølgelsen. I en åbenbaring fra 1833 gav Herren de hellige denne instruks: »Hvis mennesker slår jer eller jeres familier én gang, og I bærer det tålmodigt og ikke sviner dem til og ikke søger hævn, skal I blive belønnet.« Efter tre angreb skulle de hellige advare angriberne om muligheden for en reaktion. Hvis angrebene fortsatte, skulle de hellige bønsomt rådføre sig med hinanden om en handlingsplan. Hvis de fortsatte med at reagere fredeligt, ville Herren belønne dem for deres retfærdighed. Hvis de kæmpede for at forsvare sig selv, var de »retfærdiggjort«.

Den 4. juli 1838 holdt Sidney Rigdon, et medlem af Det Første Præsidentskab, en meget omtalt tale i Far West i Missouri, der pustede til fjendtligheden mod Kirken. Efter at have fortalt om den vold, de hellige havde været udsat for, advarede Rigdon om, at de ikke længere ville tolerere forfølgelse. Han erklærede, at hvis angrebene fortsatte, ville de sidste dages hellige i Missouri føre krig for at forsvare sig selv og deres rettigheder.

Senere samme år stemte indbyggerne i et amt for, at de hellige skulle tvinges til at forlade området. I et andet amt blev de hellige forhindret i at stemme, hvilket førte til voldelige optøjer. En pøbelhob angreb snart en nærliggende sidste dages hellig bosættelse og tvang de hellige, der boede der, til at flygte for deres liv. Da Missouris guvernør, Lilburn Boggs, nægtede at hjælpe med at stifte fred, besluttede de hellige at kæmpe imod.

De væbnede kampe, der fulgte, varede to uger og blev kendt som mormon-Missouri-krigen. Enogtyve sidste dages hellige og en missourianer blev dræbt. Konflikten omfattede et angreb mod de hellige ved Hawn’s Mill. Et resultat af konflikten blev guvernør Boggs’ »udryddelsesordre«, som bemyndigede militsen til at drive de hellige ud af staten eller udrydde dem, hvis det var nødvendigt. Mange kirkemedlemmer blev fordrevet fra staten, mens nogle kirkeledere, deriblandt profeten Joseph Smith, blev fængslet.

Nogle af de første kirkeledere brugte udtrykket »soning ved blod« for at udtrykke tanken om, at visse synder, såsom mord, er så alvorlige, at de kun kan tilgives ved udgydelse af synderens blod.

Denne idé blev fremsat i en tid, hvor iltre prædikener var almindelige. Men de fleste sidste dages hellige synes at have indset, at noget af det kraftige sprog i disse prædikener var en overdrivelse, der var beregnet på at fremkalde omvendelse.

Soning ved blod er ikke en del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lære. I stedet lærer Kirken os, at al forløsning kommer takket være Jesu Kristi forsonende blod, hvilket gør tilgivelse for synd og frelse mulig for alle.

I september 1857 angreb en gruppe sidste dages hellige militsfolk sammen med nogle indianere, som de havde rekrutteret, et vogntog med emigranter, der var på vej gennem det sydlige Utah. I det, der senere er blevet kendt som massakren ved Mountain Meadows, dræbte militsfolkene 120 mennesker og skånede kun 17 meget små børn. Det regnes for en af de mest tragiske begivenheder i de sidste dages helliges historie.

I en tale på stedet for massakren til et publikum, der omfattede efterkommere af ofrene, sagde præsident Henry B. Eyring: »Det, der blev gjort her for længe siden af medlemmer af vores kirke, repræsenterer en frygtelig og utilgivelig afvigelse fra kristen lære og adfærd. Vi kan ikke ændre, hvad der skete, men vi kan huske og ære dem, der blev dræbt her.«

Se flere oplysninger om Kirkens historiske emner, »Massakren ved Mountain Meadows«, Evangelisk Bibliotek.

De sidste dages hellige havde generelt et bedre forhold til de indfødte amerikanere end mange andre bosættere i det vestlige Nordamerika. Mange sidste dages hellige betragtede de indfødte som efterkommere af Guds gamle pagtsfolk og søgte at dele evangeliet med dem. Alligevel betragtede mange sidste dages hellige, ligesom de fleste andre europæisk-amerikanere, det indfødte folk i Amerika for at være mindre civiliserede og forsøgte at ændre deres livsstil. Forskelle i kultur, antagelser og forventninger førte sommetider til vold mellem indfødte og hvide nybyggere, herunder kirkens medlemmer.

I de områder, hvor de sidste dages hellige bosatte sig, havde de indfødte tidligere hovedsageligt haft gensidigt gavnlige kontakter med pelsjægere og handelsfolk, der blot passerede gennem området, men som ikke gjorde krav på det, kirkens medlemmer gjorde. Mange indfødte havde levet af at jage og samle, mens de hellige dyrkede afgrøder, byggede kanaler og grundlagde byer. De indfødte mente, at nybyggerne havde en forpligtelse til at dele de varer og det kvæg, der blev opdrættet på de indfødtes land, mens de sidste dages hellige ofte beskyldte de indfødte for at stjæle. Sådanne misforståelser førte desværre til gnidninger og undertiden vold mellem parterne.

Kirken er hverken for eller imod dødsstraf. Kirken betragter i dag dødsstraf som et spørgsmål, der skal afgøres af lovgivningen.

Der er forskellig våbenlovgivning rundt om i verden. Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bør overholde de love, der gælder, hvor de bor og, hvor det er muligt, arbejde på vedtagelse af love, der beskytter alle Guds børn.

Kirkens kirkebygninger og templer er indviet til tilbedelse af Gud og som fristeder fra verden. Bortset fra politifolk i tjeneste er det ikke tilladt for nogen at bære våben i Kirkens bygninger.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Skrifterne … fordømmer aggressionskrige stærkt, men støtter borgernes pligt til at forsvare deres familie og deres frihed. Fordi ›vi tror, at vi må indordne os under konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner med hensyn til at adlyde, ære og holde loven‹ (TA 1:12), bliver medlemmer af denne kirke kaldt ind til militærtjeneste i mange nationer …

Hvad forventer Herren af medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige? Som kirke må vi »tal[e] … imod krig og forkynd[e] fred«. (L&P 98:16). Som individer bør vi »stræbe efter det, der tjener freden.« (Rom 14:19). Vi bør være personlige fredsstiftere.«

Der er situationer, hvor vores ønske om fred og vores forpligtelse over for vores land synes at være i modstrid med hinanden. I sådanne situationer opfordres kirkens medlemmer til at søge Herrens vejledning og følge inspiration gennem hans Ånd.

Nogle har spekuleret på, om et medlem af militæret, der tager en fjendes liv i krig, er skyldig i mord. Kirkens Håndbog lærer os, at »mord ikke omfatter politiets eller militærets handlinger i tjenesten«. Den forklarer også, at »hvis død forårsages af en ulykke eller i selvforsvar eller for at forsvare andre, kan berøvelse af et menneskeliv ikke betegnes som mord.« Det vigtige for Gud er vores hjertes hensigt. Mormons Bog siger om kaptajn Moroni: »[Han] frydede sig ikke ved blodsudgydelse,« og han blev anset for at være en stor Guds mand. Hans eksempel gælder for dem, der tjener i militæret i dag.