Bibliotek
Joseph Smiths karakter


»Joseph Smiths karakter«, Emner og spørgsmål, 2025

Joseph Smith

Spørgsmål om Kirken og evangeliet

Joseph Smiths karakter

Vores søgen efter svar på vores spørgsmål kan føre os tættere på Jesus Kristus, hvis vi anvender fornuftige principper. Det er vigtigt at studere pålidelige kilder, når man søger svar på spørgsmål vedrørende evangeliet. Se emnet »Gå til pålidelige kilder« for at finde flere tips til at finde svar på spørgsmål.

Oversigt

Om aftenen den 21. september 1823, tre år efter det første syn, bad den 17-årige Joseph Smith Herren om yderligere kundskab og tilgivelse. Joseph sagde, at han »ofte følte [sig] under fordømmelse for [sin] svaghed og [sine] ufuldkommenheder«. Han havde ikke begået nogen større synder, men ønskede at være sikker på, at han levede i overensstemmelse »med den karakterstyrke, som en, der var kaldet af Gud … burde udvise«.

Som svar på Josephs bøn viste Moroni sig, et sendebud fra Herren, og forsikrede Joseph om, at Gud havde en gerning for ham at udføre. Moroni fortalte også Joseph, at hans »navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag«. Denne profeti er blevet opfyldt på utallige måder i løbet af de sidste 200 år.

Tusinder af mennesker, der kendte Joseph Smith, vidnede om, at han var Guds profet. Og millioner rundt om i verden i dag har modtaget det samme åndelige vidnesbyrd. Ved at oversætte Mormons Bog ved Guds gave og kraft, gengive præstedømmets myndighed og genoprette Herrens kirke på jorden hjalp Joseph Smith mennesker til at opbygge tro på Jesus Kristus og modtage velsignelserne ved hans forsoning.

Andre har beskyldt Joseph for at have gjort noget forkert. Nogle af disse påstande er bagvaskelse eller baseret på falske oplysninger. Nogle skyldes en ufuldstændig forståelse af historiske kilder eller afspejler en misforståelse af den kultur, som Joseph Smith levede i. Andre minder os ganske enkelt om, at selvom Joseph var en bemærkelsesværdig profet og en mand med karakter, så var han også et menneske.

Gud har altid arbejdet med ufuldkomne tjenere for at udføre sit værk, og oprejst dem og styrket dem, når de stræber efter at gøre hans vilje. Dette var bestemt sandt for Joseph Smith. Herren sagde til Joseph: »Med dette sigte har jeg ladet dig fremstå, så jeg kunne vise min visdom gennem de svage på jorden.« Da Joseph stolede på Herren, udviklede han mange styrker og talenter. Han blev en mægtig talsmand for Herren og en elsket leder. Og de åbenbaringer, Herren gav gennem ham, har hjulpet millioner af mennesker til at komme til Jesus Kristus og udøve tro på ham.

Gennem hele sit liv vendte Joseph sig regelmæssigt til Herren for at få vejledning, og Herren var i stand til at forædle ham på grund af hans ydmyghed og tro. Blot få dage før Joseph blev dræbt af en pøbelhob, sagde han: »Min samvittighed er ren over for Gud og over for alle mennesker«. Joseph vidste, at han havde gjort sit bedste for at følge Jesus Kristus og være tro mod sin kaldelse som profet.

Relaterede vejledninger til evangelisk studium:

Udforsk jeres spørgsmål

Hvilken slags person var Joseph Smith?

Joseph Smith var »en mand fra det amerikanske grænseland – ung, følelsesladet, dynamisk og så elsket og tilgængelig for sit folk, at de ofte kaldte ham ›bror Joseph‹«. Han var hårdtarbejdende, stærk og fysisk aktiv. Han var almindeligvis munter og havde en god sans for humor.

Selvom han kun havde fået lidt formel uddannelse, var Joseph Smith en dybsindig tænker og han søgte engageret viden gennem hele sit liv. Han studerede sprog og forsøgte at blive fortrolig med jura, politik og andre emner.

Joseph var en mand af tro. En grundig gennemgang af hans papirer viser, at han var oprigtig i sin tro på Jesus Kristus og de åbenbaringer, Gud gav ham. Han formede sit liv omkring disse åbenbaringer og udholdt modigt mange trængsler, mens han søgte at følge Guds vejledning.

Joseph var omsorgsfuld og generøs og søgte måder at hjælpe de nødstedte på. Han gjorde en stor indsats for at skabe samfund, hvor de fattiges behov blev opfyldt. Han åbnede for eksempel ofte sit hjem for andre og tilbød dem mad og husly. Han forsvarede også andres ret til at udøve deres religion uden vold og diskrimination.

Joseph var hurtig til at stole på andre, men med tiden lærte han af erfaring at være mere forsigtig. Han irettesatte ofte andre hårdt, når han følte, at de tog fejl. Han skændtes sommetider med folk, der behandlede ham dårligt. Alligevel var han kendt for at være hurtig til at søge og tilbyde tilgivelse.

Joseph erkendte sine svagheder og vedkendte sig dem åbent. Han udgav endda åbenbaringer, hvori Gud irettesatte ham for hans fejltagelser og befalede ham at omvende sig. Joseph sagde: »Jeg har aldrig sagt til jer, at jeg er fuldkommen – men der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt jer.« Joseph anerkendte, at Herren var hans styrke, og at han var et redskab i Guds hænder.

Hvad sagde Josephs samtidige om hans karakter?

Det er sjældent, at man finder samtidsberetninger om Joseph Smith, der forholder sig neutralt til profeten. Joseph Smith havde højlydte kritikere, men tusindvis af omvendte til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige roste Josephs karakter og beundrede ham som ven og profet. Jane Manning James, en sort nyomvendt, der immigrerede til Nauvoo og blev budt velkommen i Joseph og Emma Smiths hjem, sagde for eksempel: »Jeg kendte profeten Joseph … Han var det prægtigste menneske, jeg nogensinde mødte på jorden.« Hun sagde: »Jeg var sikker på, at han var en profet, for jeg vidste det.«

Nyomvendte blev ofte imponerede over Josephs oprigtighed og mangel på selvhøjtidelighed. George W. Taggart skrev for eksempel: »[Joseph] foregiver ikke at være en mand uden fejl og svagheder … Han er heller ikke opblæst over sin storhed, som mange antager, men er tværtimod imødekommende overfor enhver anstændig mand.« På samme måde skrev den omvendte Jonah Randolph Ball: »Jeg fandt Joseph fortrolig i samtaler, afslappet og beskeden.«

Nogle, der ikke var medlemmer af Kirken, besøgte også Joseph og fortalte om deres indtryk. Journalisten Matthew L. Davis fra New York skrev: »Han er ikke en uddannet mand, men han er en enkel, fornuftig og viljestærk mand. Alt, hvad han siger, siges på en måde, der efterlader et indtryk af, at han er oprigtig. Der er ingen letsindighed – ingen fanatisme – ingen mangel på værdighed i hans opførsel.« En af Josephs advokater, Peter H. Burnett, skrev: »Han havde et venligt og familiært ansigt, som man glædedes over. Han var meget høflig i diskussioner … og modsagde dig ikke brat, men havde behørig respekt for dine følelser.«

Joseph var elsket af de fleste, der kendte ham godt. »Den kærlighed, de hellige havde til ham, var uudsigelig,« skrev Mary Alice Cannon Lambert. Joseph Young udbrød: »Hvor var han venlig og beskeden … men hvor beslutsom og målrettet i udførelsen af Herrens vilje.«

Kan en person med fejl, som Joseph Smith havde, stadig være profet?

Profeter er Guds tjenere, der vidner om Jesus Kristus. De er også mennesker, der er underlagt jordiske svagheder og mangler. Joseph Smith er ingen undtagelse. Men som vi ser hos Moses, Peter og andre, så gør en profets svagheder ham ikke uegnet til at blive kaldet af Gud. Joseph Smith vendte sig til Herren for at få vejledning, lyttede til de råd, han modtog, og voksede gennem sine fejltagelser. Da han stolede på Jesu Kristi forløsende kraft og stræbte efter at udføre de åbenbaringer, han modtog, blev han den profet, Herren havde brug for, at han skulle være.

Når vi bedømmer Joseph Smiths svagheder og ufuldkommenheder, bør vi, som ældste David A. Bednar har sagt, huske: »Et af de vigtigste tegn på vores egen åndelige modenhed afsløres ved, hvordan vi reagerer på andres svaghed, manglende erfaring og mulige stødende handlinger.«

Lorenzo Snow bemærkede: »Da jeg så svagheder og ufuldkommenheder hos [Joseph Smith], takkede jeg Gud for, at han ville give en mand, der havde disse ufuldkommenheder, den magt og myndighed, som han havde pålagt ham. Jeg respekterede [ham], og jeg blev glad for at se disse svagheder, for jeg vidste, at jeg selv havde svagheder, og jeg tænkte, at der var håb for mig.«

Blev Joseph Smith nogensinde dømt for ulovlige aktiviteter?

Joseph Smith var tiltalt i 21 straffesager, som vi kender til. Mange af disse sager skyldtes fordomme mod sidste dages hellige eller falske beskyldninger mod Joseph Smith. Næsten alle blev afvist på grund af manglende beviser eller kom aldrig for retten. Da de hellige for eksempel blev drevet ud af Missouri, blev Joseph Smith fængslet på uretfærdige anklager, mens medlemmer af pøblen, der dræbte, pryglede, stjal fra og chikanerede kirkemedlemmer, ikke blev retsforfulgt.

Bevarede optegnelser dokumenterer kun én entydig dom i en straffesag. I 1843 besøgte Joseph en matrikel i Nauvoo, som han mente var blevet uretmæssigt beslaglagt af amtets skatteopkræver. Diskussionen mellem Joseph og skatteembedsmanden eskalerede fra et verbalt skænderi til en fysisk konfrontation. Umiddelbart derefter underkastede Joseph Smith sig frivilligt en lokal fredsdommer, tilstod sin skyld og betalte en bøde.

Betalte Joseph Smith sin gæld?

Joseph arbejdede hele sit liv for at forsørge sin familie og Kirken, og han arbejdede flittigt på at betale sin gæld tilbage, men han manglede sommetider midlerne til at gøre det. Det lykkedes ham at betale meget af sin gæld af, men dele var ubetalt, da han blev myrdet i en alder af 38 år.

Mange af Herrens befalinger til Joseph Smith – at udgive skrifterne, etablere bosættelser og bygge templer – krævede økonomiske ressourcer. Joseph og andre kirkeledere tog sommetider personlige lån for at finansiere disse bestræbelser.

Joseph Smith tog sit økonomiske ansvar alvorligt, men det var en udfordring at tilbagebetale lånene. En international finanskrise i 1837 bidrog til sammenbruddet af Kirtland Safety Society, en bank, der var grundlagt af Kirkens ledere i Kirtland. Sammenbruddet var økonomisk ødelæggende for mange sidste dages hellige, herunder Joseph Smith. Joseph og andre medlemmer af kirken mistede også en enorm mængde ejendele, da de blev fordrevet fra Missouri. Og et stort antal omvendte, der sluttede sig til de hellige på deres forskellige samlingssteder, havde brug for økonomisk hjælp fra Joseph og andre.

Til tider forsøgte Joseph Smith og hans repræsentanter at genforhandle vilkårene for hans lån, så han kunne få mere tid til at betale dem af. Da USA vedtog landets første konkurslov i 1842, søgte Joseph om gældssanering under denne lov. Men beskyldninger fra hans kritikere og tvister med hans kreditorer forsinkede konkursbehandlingen, og meget af Josephs gæld forblev uafklaret indtil efter hans død.

Som en del af projektet med Joseph Smith Papers har Kirken udgivet alle Josephs kendte finansielle og juridiske papirer online, så forskere og andre kan studere dem.

Udøvede Joseph Smith uretmæssig politisk magt i Nauvoo?

Mens han boede i Nauvoo i begyndelsen af 1840’erne, tjente Joseph Smith som både borgmester og Kirkens præsident, og andre hellige varetog de fleste stillinger i bystyret. Kirkens kritikere i Illinois klagede over, at denne sammenblanding af religiøs og borgerlig myndighed var farlig og uamerikansk.

De hellige så anderledes på situationen. De var ofte blevet forfulgt og havde set, hvordan lokale, statslige og nationale regeringer havde undladt at beskytte deres liv, ejendom og religionsfrihed. De hellige søgte at bruge juridiske og politiske midler for at beskytte deres ret til at udøve deres religion og opbygge et samfund af troende. Belært af deres bitre erfaringer i Missouri, fik lederne et charter for Nauvoo fra staten, som de følte ville være en hjælp for dem med at beskytte sig mod den slags forfølgelse, de tidligere havde været udsat for.

I henhold til USAs Militia Act fra 1792 skulle alle hvide mandlige borgere mellem 18 og 45 være en del af en lokal militsenhed. Under dette system etablerede Nauvoo en statssanktioneret bymilits, som man havde gjort i mange andre amerikanske byer på det tidspunkt.

Nogle af Josephs kritikere beskyldte de hellige for at strække Nauvoo-chartrets bestemmelser uretfærdigt langt for at beskytte Joseph mod at blive arresteret på et tidspunkt, hvor der var forsøg på at udlevere Joseph til Missouri for at blive stillet for retten på falske anklager. De hellige anså disse handlinger for nødvendige for at beskytte Joseph mod uretfærdig fængsling eller død ved sine fjenders hænder.

I lyset af de tiltagende trusler fra sine fjender grundlagde Joseph en organisation, der blev kaldt De Halvtreds’ Råd. Gruppen mødtes for at overveje andre steder i Nordamerika, hvor de hellige kunne samles og med tiden etablere en ny regering som forberedelse til Kristi tilbagevenden til jorden. Joseph argumenterede for, at alle under en sådan regering ville kunne nyde religionsfrihed og leve fri for den chikane, de hellige ofte havde været udsat for. De hellige oprettede ikke under Joseph Smith en sådan regering, men søgte i stedet efter at arbejde inden for de eksisterende juridiske rammer for at beskytte sig selv. Dette omfattede støtte til Joseph Smiths kandidatur til præsidentposten i USA.

Nogle få måneder senere udgav en gruppe frafaldne medlemmer af Kirken en avis, som fremsatte flere anklager mod Joseph, herunder en påstand om, at han ulovligt kombinerede religiøs og borgerlig myndighed. Avisens redaktører opfordrede til ophævelse af Nauvoo-chartret, hvilket ville begrænse de helliges muligheder for at beskytte sig mod deres fjender. Af frygt for en gentagelse af den vold, de hellige havde oplevet i Missouri, beordrede Nauvoos byråd og Joseph i sin egenskab af borgmester, at trykpressen skulle destrueres. De mente, at de handlede lovligt for at standse, hvad de opfattede som en offentlig gene, dog overskred de muligvis deres beføjelser ved at ødelægge trykpressen.

Hvis de handlede forkert, var den rette juridiske løsning på det tidspunkt at betale for trykpressen, hvilket Joseph sagde, at de gerne ville gøre. Men nogle af hans kritikere ønskede et påskud for at slå ham ihjel og arbejdede på at få ham arresteret. Han underkastede sig, og hans fjender myrdede ham i fængslet i Carthage.

Hvordan ved jeg, at Joseph Smith virkelig kom med de udtalelser, der tilskrives ham?

Selv med alle de oplysninger, der er tilgængelige om Joseph Smith, kan det sommetider være svært at sige eller vide, om et citat eller en lærdom kan tilskrives ham. Udsagn, der tilskrives Joseph Smith, har forskellige grader af pålidelighed, afhængigt af hvornår og under hvilke omstændigheder de blev skrevet ned. De mest pålidelige kilder blev skabt af Joseph selv eller af mennesker, der var til stede, da Joseph talte, og som nedskrev hans ord kort tid efter, at han havde sagt dem. Der er større sandsynlighed for, at udsagn, som er nedskrevet meget senere, kan være husket forkert. I nogle tilfælde fejlciterer folk bevidst Josephs udsagn eller overdriver dem.

The Joseph Smith Papers er en pålidelig kilde til at finde dokumentation for Joseph Smiths ord, som blev nedskrevet, mens han levede

Hvordan kan jeg finde hoved og hale i synspunkter om Joseph Smith, som jeg finder online?

Det er svært at få et afbalanceret syn på så komplekst et emne som Joseph Smiths karakter i onlinefora. Det er vigtigt at søge et mere komplet perspektiv og ikke blot lade Josephs kritikere forme vores forståelse.

Præsident Gordon B. Hinckley bemærkede: »Der findes kritikere, som synes at ønske at vælge emner ud fra en meget stor mængde informationer, emner som forklejner og latterliggør nogle af de mænd og kvinder fra fortiden, som arbejdede så hårdt for at lægge grundlaget til dette store værk.« Han fortsatte: »At fremhæve disse fejl og ignorere det større gode, er at tegne en karikatur. Karikaturrer er underholdende, men de er ofte grimme og uærlige. En mand har måske en plet på kinden, men har stadigvæk et smukt og stærkt ansigt, men hvis pletten fremhæves uforholdsmæssig meget, i forhold til hans andre ansigtstræk, mister portrættet sin ærlighed.«

Det værk, Herren etablerede gennem profeten Joseph Smith, opvejer langt Josephs ufuldkommenheder. Som hans nærmeste sagde ved hans død: » I det korte tidsrum af tyve år har han frembragt Mormons Bog, som han oversatte ved Guds gave og kraft, og ladet udgive på to kontinenter; han har sendt det evigtvarende evangeliums fylde, som den rummer, til jordens fire hjørner; han har frembragt de åbenbaringer og befalinger, som udgør denne bog, Lære og Pagter, og mange andre vise dokumenter og lærdomme til gavn for menneskenes børn; indsamlet mange tusinde af de sidste dages hellige, grundlagt en stor by og efterladt sig et ry og et navn, som ikke kan udslettes.«

Lær mere:

Noter

  1. JS-H 1:29.

  2. JS-H 1:28.

  3. JS-H 1:33.

  4. L&P 124:1.

  5. L&P 135:4.

  6. Dallin H. Oaks, »Joseph, manden og profeten«, Stjernen, juli 1996, s. 72.

  7. Joseph Smith skrev: »Gud er min ven. I ham skal jeg finde trøst. Jeg har lagt mit liv i hans hænder. Jeg er beredt til at tage af sted, når han kalder. Jeg ønsker at være sammen med Kristus. Jeg regner ikke mit liv for dyrebart, kun for at gøre hans vilje« (brev til Emma Smith, 6. juni 1832, s. 2, josephsmithpapers.org).

  8. Se Saints: The Story of The Church of Jesus Christ in the Latter Days, bd. 1, The Standard of Truth, 1815–1846, 2018, s. 505-506.

  9. Se Spencer W. McBride, »Joseph Smith’s Quest to Secure Religious Freedom for All«, Ensign, feb. 2019, s. 32-35.

  10. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 393-395.

  11. Se L&P 3:3-10; 64:4-7; 93:47-49.

  12. »Discourse, May 12, 1844, as reported by Thomas Bullock«, s. 2, josephsmithpapers.org.

  13. »›Aunt‹ Jane James«, i »Joseph Smith, the Prophet«, Young Woman’s Journal, bind 16, nr. 12, dec. 1905, s. 551, 553.

  14. Ronald O. Barney, »›A Man That You Could Not Help Likeing‹, Joseph Smith and Nauvoo, Illinois, Portrayed in a Letter by Susannah and George Taggart«, BYU Studies, bind 40, nr. 2, 2001, s. 172-173; stavning og store bogstaver er tilpasset nutidig sprogbrug.

  15. Jonah Randolph Ball brev til bror og søster, 15. jan. 1843, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City.

  16. Matthew L. Davis brev, Washington DC, til Mary Davis, New York City, NY, 6. feb. 1840, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City; brug af store bogstaver og tegnsætning er tilpasset nutidig sprogbrug.

  17. Peter H. Burnett, Recollections and Opinions of an Old Pioneer, 1880, s. 67.

  18. Mary Alice Cannon Lambert, i »Joseph Smith, the Prophet«, Young Woman’s Journal, dec. 1905, s. 554.

  19. Joseph Young, i brev til redaktøren af G.D. Watt, Deseret News, 19. okt. 1865, s. 11.

  20. David A. Bednar, »Og intet bliver til anstød for dem«, Liahona, nov. 2006, s. 91.

  21. Bemærkninger fra Lorenzo Snow, De Tolv Apostles præsident, i templet i Salt Lake City, 7. jan. 1898, i George Q. Cannon, dagbog, 7. jan. 1898, s. 29, Kirkens historiske bibliotek; tegnsætning tilpasset nutidig sprogbrug.

  22. Se »Joseph Smith and the Criminal Justice System«, josephsmithpapers.org.

  23. Se introduktion til State of Illinois v. JS for Assault and Battery, josephsmithpapers.org.

  24. Se Church History Topics, »The Kirtland Safety Society«, Gospel Library.

  25. Se Church History Topics, »Nauvoo Expositor«, Gospel Library.

  26. Gordon B. Hinckley, »Lad jer derfor ikke forføre«, Den Danske Stjerne, apr. 1984, s. 85.

  27. L&P 135:3.