Jeg plejede at være bange for piger

For nogle få år siden talte jeg ikke med nogen, foruden min familie, mine fem eller seks nære venner og måske nogle få bekendte. Ingen af mine venner var piger, og de venner, jeg havde, mindede meget om mig selv. Jeg ville ikke tale med piger, fordi jeg var bange for dem. Jeg havde ikke lyst til at tale med nogen, der var anderledes end mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle føre en samtale, hvis vores interesser ikke var de samme.

Den sommer tog jeg til mit første FSY-stævne. De første to dage prøvede jeg at undgå at tale med pigerne i min gruppe, for jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Men med tiden begyndte de at tale med mig og blive venner med mig, og jeg indså, at de var søde.

I begyndelsen af mit næste skoleår blev jeg »gruppepresset« til at tage med til min første skolefest. Jeg inviterede en pige med, som jeg på en måde havde talt lidt med før i klassen. Hun vidste sikkert knap nok, hvem jeg var, men hun sagde, at hun gerne ville tage med mig. Det tvang mig til at tale med hende. Jeg nød faktisk gruppedaten og blev gode venner med den pige, jeg havde inviteret med.

Derefter indså jeg, at piger også bare er normale mennesker. Alle, der er forskellige fra mig, er bare en anden person, ligesom jeg er. Vi er alle Guds børn, så hvorfor skulle jeg undgå nogen på grund af deres anderledes udseende, personlighed eller interesser?

Nu er nogle af mine nærmeste venner piger, og mange af mine drengevenner er helt anderledes end nogen, jeg troede, jeg ville tilbringe tid sammen med for to år siden.

Husk, at alle er anderledes end dig, og at det er en god ting. Fokuser ikke kun på forskellene, men prøv at blive venner med folk omkring dig.