Min patriarkalske velsignelse reddede min tro

Illustration: Katelyn Budge

Der var engang, hvor jeg tænkte på at forlade Kirken. Det var lige inden, jeg tog til mit første FSY-stævne. I løbet af den tid fik jeg en stærk følelse af at spørge nogle mennesker om, hvordan man kommer Kristus nærmere, og hvordan man får en patriarkalsk velsignelse. En af mine gode venner sagde, at man bare skal sige til sin biskop, at man gerne vil have en velsignelse, så hjælper han en.

Først tænkte jeg: »Det føles så underligt at have en velsignelse, der gælder for hele ens liv.« Men jeg følte bare, at jeg var nødt til at få min. Jeg studerede skriften med min far, og vi talte om patriarkalske velsignelser, og hvornår han fik sin.

Den følelse, jeg havde, da jeg fik min velsignelse, var virkelig stærk. Jeg kunne mærke Helligåndens og tilmed mine bedsteforældres tilstedeværelse på den anden side. En ting, jeg ville sige til mit yngre jeg, nu hvor jeg har fået min patriarkalske velsignelse, ville være at tænke på livet ud fra et evigt perspektiv. Hvis et år eller en dag eller en uge ikke går som I havde håbet, er det fint nok. I har evigheden foran jer. Det føles ikke let, men vi kan gøre alt gennem Jesus Kristus og vor himmelske Fader. De elsker os virkelig, og de vil hjælpe os til at nå vores mål og blive den bedste udgave af os selv.

Jeg tror, at jeg havde forladt Kirken, hvis jeg ikke havde fået min velsignelse. Jeg ville være på dybt vand. Jeg ville ikke kunne tænke på at tage på en mission. Jeg ville måske ikke engang være i live, for at være helt ærlig. Den har velsignet mig på så mange måder. Jeg opfordrer virkelig alle, der overvejer at få en patriarkalsk velsignelse, til at få en, fordi den hjælper jer virkelig.