En danseudfordring

David A. Edwards

Kirkens tidsskrifter

I sin største prøvelse sagde Sinah M. fra Tyskland til sig selv: »Jeg vil hellere komme stærkere ud af dette end pludselig at være i tvivl.«

Udfordringerne kommer normalt ikke på den måde eller på det tidspunkt, hvor du gerne vil have dem. Det er derfor, de er udfordringer. Så når livet kommer med en udfordring til dig, hvordan håndterer du den så? Når det er smertefuldt og ikke kan forklares, hvad gør du så? Når det tvinger dig til at ændre dit liv og din selvopfattelse, hvor vender du dig så hen?

For omkring tre år havde Sinah M., en 17-årig ung kvinde fra Nordrhein-Westfalen i Tyskland, disse spørgsmål. Hendes svar blev påvirket af det, der var sket før det øjeblik.

En pludselig prøvelse

»Jeg har danset hele mit liv og var meget passioneret omkring det,« siger Sinah. »Jeg dansede ballet, moderne dans, jazz – lidt af hvert, men mest ballet.« Dans gjorde hende glad og var en stor del af hendes identitet. »Alt handlede om dans,« siger hun.

Men så begyndte hun at få ondt i fødderne, når hun dansede. Hun følte det, selv når hun gik, og det ville ikke høre op. Hun søgte svar og helbredelse gennem læger, præstedømmevelsignelser og bøn. Men årsagen til hendes smerter forblev et mysterium, og der kom ingen lindring af hendes fysiske lidelser.

»Jeg havde helt sikkert øjeblikke, hvor jeg pludselig fik tanker som: ›Elsker vor himmelske Fader mig? Hvorfor skal jeg gå igennem dette? Hvorfor tillader han, at det gør så ondt på mig?‹« siger Sinah.

Men på trods af sådanne tanker reagerede hun på denne prøvelse med overvældende tro og tillid til Herren.

Tro før krisen

Inden Sinah mødte denne udfordring, havde hun allerede udviklet tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

»Jeg har altid været interesseret i evangeliet,« siger Sinah. Hun er glad for, at hendes forældre lærte hende om evangeliet, tog hende med i kirke og plantede et ønske i hende om selv at lære om evangeliet.

»Jeg er en person, der stiller mange spørgsmål, men jeg fortvivler ikke over at have spørgsmål,« siger hun. »Det var først, da jeg blev teenager, at jeg faktisk lærte, at det er okay at have spørgsmål. Jeg tillod mig selv at have spørgsmål, og jeg bad om kundskab og styrke og om, at vor himmelske Fader ville hjælpe mig til at styrke mit vidnesbyrd endnu mere.«

Med tiden bemærkede hun, at denne tilgang faktisk havde gjort hendes vidnesbyrd stærkere. »Jeg har altid været meget åben over for evangeliet, men jeg har også tilladt mig selv at stille spørgsmål, når de kom, og jeg søgte endnu mere efter evangelisk viden.«

en ung kvinde spiller klaver — Hun danser ikke mere, men Sinah har andre interesser, deriblandt klaver og violin. »Vi havde for nylig en koncert i Dortmund og Düsseldorf stave, og jeg øvede mig virkelig og ønskede at gøre det godt. Det lød rigtig dejligt, og jeg havde det rigtig sjovt. Set i bakspejlet var det, fordi jeg havde et mål i tankerne.«

Tro sat på prøve

Selvom hendes fysiske kampe til tider var svære at håndtere, forberedte Sinahs fundament af tro hende på at møde denne udfordring.

»Jeg sagde faktisk til mig selv fra begyndelsen, at uanset hvor svært det er, uanset hvor ondt det gør, uanset hvad jeg går igennem, vil jeg ikke bebrejde Herren eller være vred på ham,« siger hun. Så jeg sagde til mig selv, at jeg kan være frustreret, jeg kan være ked af det, men jeg ønsker ikke, at det skal være en grund til, at mit vidnesbyrd pludselig begynder at smuldre. Jeg vil hellere komme stærkere ud af det her end pludselig at være i tvivl.«

Sinah besluttede også tidligt, at hun ikke ville gå igennem denne prøvelse alene. Da hun ikke danser mere, finder hun nu stor glæde i bare at være sammen med familie og venner. Og hun har søgt trøst og råd fra sin himmelske Fader såvel som fra forældre og ledere.

Hun siger for eksempel: »Jeg har talt meget om det med folk på tempelture og så videre, og de har sagt, at der ofte dukker spørgsmål op i ens hoved – altid ordet: hvorfor. Men de har sagt: ›Vor Fader i himlen ved, at du er stærk nok til at håndtere det.‹ Og at høre det fra andre hjælper meget.«

Hun har også følt vor himmelske Faders kærlighed og styrke ved at være sammen med andre unge til FSY-stævner. Men hun har måske mere end noget andet følt styrke og fred gennem præstedømmevelsignelser. »Med hver velsignelse, jeg har modtaget, har jeg følt Ånden så stærkt og virkelig mærket, at vor himmelske Fader virkelig er der, og at han virkelig elsker mig. Jeg lægger mærke til, at det ikke kun kan være blevet sagt til mig af præstedømmebæreren, men det var virkelig inspireret«.

Det hun har lært

»Fordi jeg ikke kan danse mere, var jeg nødt til at sætte noget andet i centrum,« siger Sinah. »Og det bliver mere og mere evangeliet. Selvfølgelig er det stadig svært. Men jeg har simpelthen lært at stole meget mere på Herren.«

Den tillid betyder, at hun er i stand til at komme videre på trods af, at hun ikke har de svar eller det resultat, hun gerne ville have haft. »Den helbredelse, jeg håbede på, er endnu ikke kommet,« siger Sinah. »Men jeg er blevet mere klar over, at vor himmelske Fader virkelig har en plan, og at der er en grund til at jeg gennemgår dette.«

Hendes tro giver hende også perspektiv. »Jeg ved ikke, hvornår jeg kan være smertefri igen, eller om jeg vil have smerter resten af mit liv,« siger hun. »Jeg ved det ikke, men jeg har tro på Herren om, at jeg, senest når jeg kommer tilbage til ham, ikke længere behøver at have smerter, og at der på en eller anden måde er en grund til, at jeg går igennem dette.«