2025
Selv Gud græder
Til styrke for de unge juni 2025


Selv Gud græder

Vi får alle negative følelser, men vi kan stadig glæde os.

Jesus Kristus

Himmelsk kommunikation [Heavenly Communication], af Yongsung Kim

Vor himmelske Fader er lykkelig. Det ved vi.

Han har lovet at give os alt, hvad han har, hvis vi er trofaste (se L&P 84:38; 88:107; 132:20). Han har også lovet os »en fylde af glæde« (3 Ne 28:10) og »aldrig ophørende lykke« (Mosi 2:41; Alma 28:12). Det er ting, som Gud selv har og nyder.

Men lige et øjeblik. Der er masser af skriftsteder, der nævner, at Gud er lykkelig – men der er også mange gange, hvor Herren er ked af det, vred eller skuffet.

Gud kan tilsyneladende opleve sådanne følelser uden at lade dem overmande sig eller veje tungere end den overordnede følelse af »aldrig ophørende lykke« og »en fylde af glæde«.

Profeten Enok blev overrasket over at høre dette. Og Enok sagde til Herren: »Hvordan kan det være, at du kan græde, da du er hellig og er fra al evighed til al evighed?« (Moses 7:29). Herrens svar var helt afgørende: Se, hvordan mine børn skal lide på grund af deres uretfærdighed! Virker gråd ikke som en passende reaktion? (se Moses 7:37).

Det besvarer ikke spørgsmålet om, hvordan sorg kan sameksistere med evig lykke. Men vores egne erfaringer her på jorden kan måske give os en idé om det.

Modsætning i alt

Lad os være realistiske: Verden indeholder virkelig forfærdelige ting. Vi prøver at fokusere på det positive – og der er masser – men udover krige og katastrofer er der også prøvelser i vores personlige liv. Ingen er fri for sorg og smerte.

Og alligevel kommer de fleste af os igennem det. Vi kan være lykkelige – eller i det mindste fredfyldte – på trods af alt det forfærdelige, der måtte finde sted omkring os.

Nogle mennesker føler sig skyldige over at føle lykke, når der er sorg i verden. Men når vi føler glæde, er det ikke, fordi vi er ligeglade med lidelse og uretfærdighed. Det er bare fordi, at vi er i stand til at tænke på mere end én ting ad gangen. Det er vi nødt til! Ellers ville vi ikke kunne fungere!

Gud sendte os ned for at leve i en verden, som han vidste ville omfatte elendighed … men på samme tid ønsker han, at vi føler glæde (se 2 Ne 2:25). Der må være en måde at gøre begge dele på.

Måden er Frelseren.

Vælg jeres fokus

Præsident Russell M. Nelson har sagt det så mindeværdigt: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vore livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.« Han fortsatte med at sige: »Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv. Glæde kommer fra og på grund af ham.«

Andre inspirerede ledere gentager præsident Nelsons følelser. »Alle, der lider nogen form for jordisk skrøbelighed, bør huske, at vor Frelser også oplevede den form for smerte, og at han gennem sin forsoning tilbyder hver af os styrken til at bære den.« »Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi blive … bistået i vores skrøbeligheder.« »Når I kommer til ham, vil I blive belønnet med styrke til at møde livets udfordringer.«

Apostlen Paulus havde en fantastisk indstilling. Han sagde: »Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har« (Fil 4:11) – og han var i fængsel, da han sagde det!

Evnen til at opleve hele spændvidden og dybden af følelser, mens man stadig har en »fylde af glæde«, er en af mange ting, som Gud har fuldkommengjort, og som vi stadig arbejder på. Men vi skal nok nå derhen! Og i mellemtiden kan han hjælpe os til at fokusere på det gode, mens vi stadig er opmærksomme på det dårlige.