På grund af Templet

»Missionærerne er her!« råbte Graham. Han vinkede til missionærerne, da de gik hen mod deres hus.

Mor, far og Grahams storebror, Nunu, var blevet døbt sidste år. Graham og hans lillebror, Job, var ikke gamle nok til at blive døbt endnu. Men de kunne stadig godt lide at høre på missionærerne.

»I dag vil vi tale om templet,« sagde ældste Hale. »Det er en speciel bygning, hvor man kan aflægge løfter til Gud og blive beseglet til sin familie. Det betyder, at man kan være sammen for evigt.«

»Det nærmeste er i New Zealand.« Ældste Singh viste et billede af en smuk, hvid bygning. »Det er en lang rejse. Men velsignelserne vil være det værd.«

»Vi vil gerne af sted,« sagde mor.

Grahams forældre planlagde deres tempeltur med en anden familie fra kirken. De ville blive de første to familier fra Vanuatu til at tage i templet!

Nogle få måneder senere skulle de af sted på deres rejse. Det var Grahams første gang på et fly, og det var sjovt. Han så ud på skyerne og havet under dem. Han forestillede sig den høje, hvide bygning i sine tanker. Han kunne ikke vente med at se den.

Da de landede, tog de en bus. Vejen var ujævn på turen, og Graham var træt. Men de var der næsten.

»Se!« Graham pegede ud af vinduet. Der var det! Det var endnu smukkere end på billederne.

Inde i templet var der stille og fredfyldt. De var klædt i hvidt. I et stykke tid sad Graham og hans brødre i venteværelset og så på billeder af Jesus Kristus.

Så tog en tempeltjener dem med til beseglingsværelset. Grahams forældre knælede ved et alter dækket af blødt stof. De så så glade ud!

Graham og hans brødre knælede ved siden af mor og far. De så på de store, høje spejle på væggene. Deres spejlbillede fortsatte i en uendelighed.

»Spejlene skal minde jer om, at I kan være sammen for evigt,« sagde tempeltjeneren.

Graham følte sig glad og tryg. Det føltes som om, at Frelseren gav ham et stort kram.

Snart var det tid til at tage hjem. I bussen og i flyet blev Graham ved med at tænke på den særlige følelse, han havde haft i templet.

Nogle dage senere kom der et stort stormvejr. Palmerne så ud som om, de måske ville knække midt over!

Graham blev bange. »Klarer vi os?«

»Ja,« sagde far. »Men det blæser meget kraftigt. Missionærerne sagde, at vi skulle samles i kirkebygningen, indtil uvejret er overstået.«

Graham hjalp mor med at bære noget mad og tæpper til kirken. Vinden blæste så hårdt!

Indenfor havde Graham det lidt bedre. Alle deres venner fra kirken var der. Men han kunne stadig høre vinden hyle.

»Hvad med vores hus?« spurgte Graham.

»Vi bliver nødt til at vente til efter uvejret for at se.« Mor gav ham et stort kram. »Det, der betyder mest, er, at vores familie er i sikkerhed. Kan du huske, hvordan du havde det i templet?«

Graham nikkede. »Jeg følte mig varm og tryg.«

Far smilede. »Og på grund af Jesus Kristus og vores tempelbesegling kan vi være sammen for evigt.«

Graham tænkte på den varme, fredfyldte følelse, han havde i templet. Far havde ret. På grund af Jesus Kristus og tempelpagter kunne de være en familie for evigt. Og fordi han vidste det, ville alt virkelig blive okay.

Åbn PDF

Illustrationer: Eduardo Marticorena