2025
5 ting at huske på om at passe på jeres legeme
September 2025


»5 ting at huske på om at passe på jeres legeme«, Vores Ven, september 2025, s. 38-39.

5 ting at huske på om at passe på jeres legeme

Jeres krop er en gave fra vor himmelske Fader. Han ønsker at hjælpe jer med at føle jer sikre og være lykkelige. Hvis nogen prøver at skade jer med ord eller handlinger, så er det ikke okay! Vi bør være venlige og respektfulde over for andre, og vi bør forvente, at de også er venlige og respektfulde mod os.

  1. Det er okay at sige nej – også til en voksen. I har ansvaret for jeres krop. Det betyder, at I bestemmer, om nogen må røre ved jer, kramme jer eller kysse jer. I kan øve jer i at sige »nej«, »du må ikke røre mig« og »lad mig være i fred«. Hvis I bliver rørt eller bedt om at gøre noget, der gør jer utilpas, er det i orden at sige nej og gå væk, hvis I kan.

  2. Kend forskel på, hvilke berøringer der er trygge og utrygge. En tryg berøring hjælper jer med at føle jer elsket (som et kram eller en highfive) eller forblive ren og sund (som en forælder, der hjælper jer med at tage et bad, eller en læge, der hjælper jer, når I er syge). Nogle gange kan en tryg berøring gøre ondt, som når man bliver vaccineret, men det er trygt, fordi det holder jer sunde. En utryg berøring skader jeres krop eller følelser, som at slå, skubbe eller røre nogens intime områder. Disse smertefulde eller ubehagelige berøringer er ikke i orden.

  3. Der er dele af jeres krop, der er personlige, hvor en anden person ikke bør røre ved jer. Intime områder omfatter de dele af jeres krop, der er dækket af en badedragt. Det er ikke i orden, at andre rører ved jeres intime områder (hverken under eller uden på jeres tøj) eller beder jer om at røre deres. Hvis det sker for jer, så tal med en voksen, I stoler på, så hurtigt som muligt.

  4. Husk forskellen på hemmeligheder og overraskelser. En overraskelse er noget glædeligt, der er sjovt for alle, såsom en fødselsdagsgave. En hemmelighed er, når nogen fortæller jer, at I ikke skal fortælle det til nogen. Hvis I bliver bedt om at holde en hemmelighed om nogen, der rører ved eller sårer jer, bør I straks fortælle det til nogen, I stoler på. Bliv ved med at fortælle det til voksne, I stoler på, indtil nogen hjælper jer med at føle jer sikre.

  5. Hvis nogen rører ved jer eller sårer jer, er det ikke jeres skyld. En person, der har såret jer, kan prøve at få jer eller andre til at tro, at I gjorde noget forkert, men det gjorde I ikke. Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, kender og elsker jer. Bed en voksen, I stoler på, om hjælp, og husk, at I også altid kan bede vor himmelske Fader om hjælp.

PDF-udgave af siden

Illustrationer: Mike Mullan