Urproblemet

William rev pakken op og holdt sit skinnende nye ur op. Det var endelig kommet! Han glædede sig så meget! Han havde arbejdet hårdt for at tjene penge nok til at købe det, og det var det hele værd.

Han spændte uret fast på håndleddet og begyndte at scrolle gennem dets skærm. Der var så mange fede spil! Han trykkede på et dinosaurspil og begyndte at spille.

Næste dag i frikvarteret viste William sit ur til sin ven Liam. »Wow, fedt!« sagde Liam. Han så William spille spil på det i et stykke tid. Så spurgte han: »Vil du spille bold nu?«

»Måske senere,« sagde William. Liam løb af sted for at lege, og William satte sig under et træ for at spille dinosaurspillet.

I frikvarteret næste dag legede William igen med sit ur. Liam løb hen til ham. »Kommer du og spiller?«

William så op fra sit ur. »Nej, jeg vil stadig spille mit spil. Måske senere.«

Liam rynkede på næsen. »Men vi spiller altid bold i frikvartererne!«

»Jeg vil bare gerne gøre spillet færdigt,« sagde William.

Liam vendte sig om og gik væk.

Det samme skete næste dag. Og næste dag. I bussen på vej hjem sad Liam ved siden af William. »Hvorfor legede du ikke med os i dag?«

»Jeg spillede bare et hurtigt spil på mit ur,« sagde William. »Jeg er så tæt på at komme videre til næste niveau.«

Liam lagde armene over kors. »Du spiller altid på dit ur. Du leger aldrig med os mere!«

William følte, at han blev varm i ansigtet. »Frikvarteret er det eneste tidspunkt i skolen, hvor jeg kan spille mit spil,« sagde han. Hans stemme blev højere. »Jeg kan gøre, hvad jeg vil i frikvarteret!«

Liam så oprørt ud. »Nå, så er vi ikke venner mere!«

William sagde ikke noget efter det. Han vendte sig mod vinduet, så Liam ikke kunne se hans ansigt. Tårerne vældede op i hans øjne.

Da bussen nåede Williams stoppested, løb han hjem, så hurtigt han kunne. Han satte sig på sofaen og begyndte at græde. Han ville ønske, at han aldrig havde købt sit ur.

»Hvad er der galt?« spurgte mor.

William snøftede. »Liam sagde, at vi ikke kan være venner, fordi jeg altid spiller på mit ur.«

Mor satte sig ved siden af ham. »Det lyder, som om han tror, at du bekymrer dig mere om dit ur, end du holder af ham.«

»Det passer ikke!«

»Jeg ved, at du holder af Liam.« Mor gav ham et knus. »Men den måde, vi bruger vores tid på, kan vise, hvad vi synes er vigtigst.«

William tænkte over det et øjeblik. »Mennesker er vigtigere. Men kan jeg ikke også spille på mit ur?«

»Kan du komme i tanke om en måde at gøre det på?« spurgte mor.

William nikkede. »Måske kan jeg spille bold med Liam i frikvarteret og kun lege med mit ur et lille stykke tid, når jeg kommer hjem fra skole.«

»Det lyder som en god idé.«

Næste dag i skolen fandt William Liam i frikvarteret. »Jeg er ked af, at jeg spillede for meget på mit ur,« sagde han. »Må jeg spille bold med dig igen?«

Liam grinede. »Selvfølgelig!«

Da det blev hans tur, sparkede William til bolden og løb så hurtigt, han kunne. Han kunne høre Liam juble.

Hans ur kunne vente. Det føltes godt at være sammen med sin ven.

Als PDF öffnen

Illustrationer: Melissa Manwill Kashiwagi