2025
Den ødelagte ramme
Juni 2025


Den ødelagte ramme

»Himmelske Fader, velsign Tate med at vide, at han er elsket.«

En sand historie fra USA.

En kvinde iført sygeplejerskeuniform ser på et maleri af Jesus Kristus i sit hjem

Erica gik ind på sine forældres værelse og så på billedet på væggen. Det var et billede af Jesus Kristus. Hun havde set det mange gange før, men denne gang bemærkede hun noget.

»Hej far? Hvor er det billede kommet fra? Og hvorfor er rammen ødelagt?«

Far kiggede op, mens han redte sengen. »Det billede var Omas.«

Oma var hendes bedstemor, der boede i Holland. Erica kunne godt lide at høre far fortælle historier om hendes liv.

En pige, der med sin far kigger på et maleri af Jesus Kristus på deres væg, og en pige sidder på sin seng og ser bekymret ud

Far satte sig på sengen ved siden af Erica. »Da Oma voksede op og flyttede hjemmefra for at blive sygeplejerske, gav hendes mor hende dette maleri,« siger han. »Hun hang det op i sit værelse. En dag faldt det ned fra væggen, og hjørnet gik i stykker. Hun kunne ikke reparere det, og rammen har været ødelagt lige siden. Da jeg så voksede op og flyttede hjemmefra, gav Oma det til mig.«

Erica spurgte: »Hvorfor har du ikke ordnet det?«

»Jeg kunne godt ordne det,« sagde far. »Men det er en god påmindelse. Det hjælper mig til at huske, at selvom vi sommetider kan føle os sårede eller nedbrudte, kan Jesus Kristus hjælpe os. Og det minder mig om, at han kender og elsker vores familie.«

Erica følte sig varm indeni, da hun så op på billedet igen. Det føltes godt at vide, at Herren tog sig af hendes familie.

Nogle dage senere gjorde Erica sig klar til at gå i seng. Hun børstede tænder og tog pyjamas på. Om nogle få minutter ville far komme og høre hendes aftenbøn og putte hende.

Men så hørte Erica noget. Det var hendes bror Tate i hans værelse ved siden af. Han talte med far, og det lød som om, han græd.

»Der er ingen, der kan lide mig,« hørte hun Tate hulke.

Erica tænkte på billedet af Jesus Kristus i den ødelagte ramme. Hun tænkte over, hvad far sagde om, hvordan Frelseren kan hjælpe os, når vi føler os sårede eller nedbrudte. Det lyder, som om Tate føler sig såret lige nu, tænkte hun.

»Jeg elsker dig. I morgen kan blive bedre,« hørte hun far sige til Tate. »Jeg siger lige godnat til Erica. Jeg kommer igen om lidt.«

Da far kom ind på Ericas værelse, spurgte hun: »Hvorfor græder Tate?«

»Nogle af hans venner i skolen sagde nogle grimme ting til ham,« sagde far.

Erica rynkede øjenbrynene. Så fik hun en idé. »Kan vi bede en bøn sammen med ham?«

Far smilede. »Det tror jeg, han vil blive glad for.«

Erica bankede stille på Tates værelsesdør og kiggede indenfor. »Tate? Har du lyst til, at vi beder en bøn sammen?«

Tate snøftede og tørrede sine øjne. »Ja, okay«

Erica, Tate og far knælede ned, og Erica bad bønnen. »Kære himmelske Fader,« sagde hun, »Velsign Tate. Hjælp ham til at vide, at han er elsket, og at han er speciel.«

Pige krammer sin bror

Da hun var færdig, gav Erica og Tate hinanden et stort kram. »Tak,« hviskede han.

Så gik Erica tilbage til sit værelse med far. Da han puttede hende, sagde han: »Jeg er glad for, at du spurgte, om vi kunne bede sammen med Tate. Hvad gav dig ideen til at bede en bøn med ham?«

»Jeg blev ked af det, da jeg hørte ham græde,« sagde Erica. »Og så tænkte jeg på Omas billede af Jesus med den ødelagte ramme. Jeg tænkte, at Tate var nødt til at huske, at selvom han føler sig såret, elsker Jesus ham og bekymrer sig om ham.«

»Det var en god idé,« sagde far. »Jeg ved, at han også elsker og holder af dig, skat.«

Far kyssede hende på panden og slukkede lyset. Erica puttede sig under dynen. Hun var taknemmelig for, at Jesus Kristus altid ville være der for at hjælpe hendes familie.

Alt text

Illustrationer: Alyssa Tallent