Spisepausevidnesbyrd

Det var spisepause på skolen. Zoe tog sin sandwich og gik hen til bordet. Solen kom gennem vinduet og skinnede ned på hende. Det var en varm dag, og Zoe følte sig glad.

Alle talte, og klasselokalet summede af glade børn. En pige, der hed Luna, satte sig ned i nærheden med sin ven Jesse.

»Er du kristen?« hørte Zoe Luna spørge Jesse.

Zoe mærkede, hvordan hjertet sank i brystet. Luna sagde altid lede ting! Hvad ville hun nu sige? Hele klasseværelset blev stille, mens de lyttede.

»Jeg tror ikke på Jesus,« sagde Luna så.

En efter en sagde mange børn i Zoes klasse det samme.

Zoes hjerte bankede hurtigt nu. Hun havde lyst til at være modig og sige, at hun troede på Jesus Kristus, men hun var bange for, hvad der ville ske. Hvad ville alle andre tænke? Ville hun miste venner?

Pludselig mærkede hun en varm, fredfyldt følelse. En tanke kom til hende: Stå fast ved det, du tror på. Jeg vil beskytte dig. Zoe vidste, at det kom fra Helligånden.

Hun tog en dyb indånding. »Jeg tror på Jesus Kristus,« sagde hun. »Og jeg ved, at han elsker mig. Han elsker også jer, selvom I ikke tror på ham.«

Den varme følelse blev stærkere og stærkere. Zoe følte en lykke vokse inde i sig.

Snart var spisepausen forbi, og det var tid til at lege udenfor. Zoe sprang hen på legepladsen. Nogle af børnene i hendes klasse fulgte efter hende.

»Jeg kunne godt lide det, du sagde til Luna,« sagde en pige.

»Også mig,« sagde en anden dreng. »Hvordan kan jeg også komme til at tro på Jesus?«

Zoe smilede. »Du kan gå i kirke og læse skrifterne for at lære mere om ham! Og Du kan gøre dit bedste for at følge hans lærdomme.«

Zoe var glad for, at hun havde haft mod til at bære sit vidnesbyrd. Hun vidste, at Jesus Kristus altid ville hjælpe hende til at være modig.

Åbn PDF

Illustrationer: Christine Serafin