At være ked af det

Savannah trak tæpperne over hovedet. I dag havde været en virkelig dårlig dag.

I dag i skolen kunne Savannah ikke fokusere på noget. Hun havde følt sig træt, frustreret og ked af det. Hun havde en tung følelse i maven, som ikke ville gå væk. Til sidst havde hun bare lyst til at kravle ind under sit skrivebord og gemme sig.

På det seneste følte Savannah sig ked af det næsten hele tiden. Hendes venner havde prøvet at opmuntre hende, men nogle gange ville Savannah ikke være sammen med dem. De virkede altid så glade. Nogle gange troede hun, at de ville være gladere uden hende.

Hvad er der galt med mig? undrede Savannah sig. Hvorfor kan jeg ikke være glad ligesom alle andre?

Hun følte sig lige så kold og ensom som de grå skyer udenfor. Og nu ville hun bare sove.

Savannah hørte døren til sit værelse blive åbnet.

»Savannah,« sagde mor og satte sig på sengekanten, »hvad er der galt?«

»Ikke noget,« svarede Savannah. »Jeg er bare træt.«

»Er du sikker?« spurgte mor. »Jeg er bekymret for dig.«

»Jeg er okay,« sagde Savannah.

»Okay.« Mor rejste sig. »Bare husk, at du kan tale med mig om alt. Jeg elsker dig.«

Savannah blev i sengen indtil aftensmaden. Den aften kunne hun ikke falde i søvn. Hendes hjerne ville ikke holde op med at tænke på alt.

Næste dag følte hun sig stadig udmattet. Det var endnu en lang dag. Savannah kom hjem fra skole og satte sig ved køkkenbordet. Hun sukkede og så ud af vinduet. Det sneede igen.

»Savannah?«

Savannah vendte sig om og blev overrasket over at se mormor komme ind i køkkenet.

»Hej mormor,« sagde Savannah. »Hvad laver du her?«

Mormor satte sig ned. »Din mor ville gerne have, at jeg kom,« sagde hun. »Hun er bekymret for dig.«

»Jeg har bare været virkelig træt. Men jeg har det fint,« sagde Savannah.

Mormor smilede blidt. »Har jeg nogensinde fortalt dig om den sommer, morfar og jeg flyttede?«

»Nej, det tror jeg ikke,« sagde Savannah.

»Jeg var ked af det hele tiden,« sagde mormor. »Jeg ville gerne være glad, men jeg var bare ligeglad med alt. Jeg følte mig så ensom.«

»Men du havde morfar og min mor.« Savannah så ned på sine sko. »Hvorfor følte du dig så ensom?«

»Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der foregik«, sagde mormor. »Jeg havde aldrig følt sådan før. Til sidst gik jeg til lægen.«

»Hvad skete der så?«

Mormor lagde armen om hende. »Jeg fandt ud af, at jeg havde en depression.«

»Åh, så du følte dig bare ked af det?« spurgte Savannah.

»Nej, depression er mere end bare at være ked af det,« forklarede mormor. »Min tristhed ville ikke rigtig gå væk. Jeg kæmpede med at gøre alle de normale ting, jeg plejede. Og jeg havde svært ved at komme i kontakt med andre mennesker, selv min egen familie. Jeg havde virkelig brug for hjælp.«

Savannah så op. »Hvilken slags hjælp?«

»Lægen forklarede, hvad der var galt, og vi lagde en plan sammen, så jeg kunne få det bedre,« sagde mormor. »Men nogle gange følte jeg mig stadig ked af det. Jeg brugte meget tid på at bede. Når jeg var ensom, forestillede jeg mig, at Frelseren sad ved siden af mig. Jeg fik det bedre, når jeg tænkte på ham.«

Savannah kiggede på sneen udenfor og fik kuldegysninger. »Jeg er også tit ked af det. Jeg prøver at være glad, men nogle gange kan jeg bare ikke, og så er jeg sur på mig selv over at have det sådan.«

»Det kender jeg, skat.« Mormor gav Savannah et kram. »Sådan har jeg det også nogle gange. Men du er ikke alene. Jeg elsker dig, dine forældre elsker dig, og vor himmelske Fader og Jesus Kristus elsker dig. De forstår din smerte og vil aldrig forlade dig.«

Måske har mormor ret, tænkte Savannah. Jeg er ikke alene. Den tunge følelse i Savannahs mave føltes ikke helt så tung.

»Jeg tror, jeg bør tale med mor,« sagde Savannah. »Hun vil også gerne hjælpe mig.«

»Det er en god idé.« Mormor tog Savannahs hånd.

Savannah smilede og lænede sig op ad mormors skulder. Hun følte sig ikke helt så kold og ensom længere.

Illustrationer: Mariona Cabassa