På jagt efter aber

»Orv!« sagde Ethan. »Så du den der?«

»Ja, se dens søde lille hale!« sagde Lily.

Boston kiggede op, men han så kun skygger.

»Vi har allerede set tre aber i dag!« sagde Ethan.

Men Boston havde ikke set nogen! Hans familie besøgte en regnskov for at se vilde aber. Men aberne var for langt væk til, at Boston kunne se dem.

Boston var blind. Han kunne kun se ting meget tæt på ham. Normalt havde han ikke noget imod at være blind. Han kunne stadig gøre mange seje ting. Han kunne læse punktskrift med fingrene og gå med sin stok i mørket. Og han kunne finde folk ved at lytte til deres stemmer.

Men nogle gange kunne Boston ikke lide at være blind. Som i dag.

Boston sad på jorden og sukkede. Det er uretfærdigt! tænkte han.

Nogle få minutter senere fik han en idé. Himmelske Fader, hjælp mig ved, at en abe kommer tæt nok på, så jeg kan se den, bad Boston i sit sind.

Boston kunne ikke se nogen aber endnu. Så hørte han en lyd langt væk.

»Hørte I det?« spurgte Boston. »Jeg tror, det var en abe!«

»Jeg hørte ikke noget,« sagde Ethan.

»Det gjorde jeg heller ikke,« sagde far. »Du har gode ører!«

Boston hørte en abe løbe gennem buskene ved stien. Han pegede mod lyden. »Derovre!«

Så hørte han endnu en, og endnu en. Nogle gange kunne hans familie se aberne, når han pegede på dem. Men ingen af aberne kom tæt nok på, så han selv kunne se dem.

Snart var det tid til at tage hjem.

»Jeg er ked af, at du ikke så nogen aber«, sagde mor, da de gik hen til bilen.

Boston trak på skuldrene. »Det er okay. Jeg ville gerne se en, men jeg fik lov til at høre mange af dem i stedet.« Så tænkte han på sin bøn. »Det minder mig lidt om Helligånden.«

»Hvad mener du?« spurgte mor.

»Da jeg stoppede op for at lytte, indså jeg, at de var overalt omkring mig. Jeg kunne høre dem, selvom jeg ikke kunne se dem. Det er ligesom, når jeg hører Helligånden, når jeg lytter.«

»Det er en god lektie,« sagde mor.

Boston hørte noget i buskene ved siden af ham. Så løb noget ud på stien – lige foran ham! Den havde rødligt hår og en lang hale. Den stoppede op og så lige på ham. Så løb den ind i træerne igen.

En abe! Så fik han set en alligevel!

Boston smilede. Det var sommetider hårdt at være blind. Men i dag hjalp det ham til at lære om Helligånden. Og det var ret sejt.

Illustration: Alyssa Gonzalez