Syng skyggerne væk

»Sengetid,« sagde mor med et smil.

Logan gik ind på sit værelse. Han bad sin aftenbøn og kravlede op i seng. Så læste mor en historie for ham. Han lukkede langsomt øjnene. Han faldt hurtigt i søvn.

Men Logan havde en uhyggelig drøm. Han var alene, et mørkt sted. Han så et stort, pigget monster med kæmpe tænder. Det knurrede ad ham. Så begyndte det at løbe hen mod ham!

Logan forsøgte at løbe væk. Men han gled og faldt! Monsteret kom tættere og blev større indtil –

Logan vågnede og satte sig op i sengen. Han tørrede tårerne væk fra sine øjne og så, at det stadig var mørkt udenfor.

Han ville gerne tale med sine forældre om drømmen. Men han ville ikke forlade sin seng. Mørket fik ham til at føle, at et monster gemte sig et sted. Hver eneste skygge så skræmmende ud. En hund, der gøede udenfor, lød som et monster, der knurrede.

Logan trak dynen op til næsen. Han var for bange til at bevæge sig.

Han havde lyst til at falde i søvn igen. Men hver gang han lukkede øjnene, så han monsterets vrede ansigt og skarpe tænder. Han kunne ikke holde op med at se på de uhyggelige skygger.

Så så han et billede på bordet ved sin seng. Det var et foto af ham, hans to brødre, Papá og Mamá uden for templet i Monterrey i Mexico. De så så glade ud.

Pludselig dukkede ordene til hans yndlingsprimarysang op i hans hoved. »Jeg elsker Herrens tempel«, begyndte Logan at synge stille. »Der skal jeg hen en dag, og føle Helligånden, jeg lytter og jeg be’r.«*

Mens han sang, tænkte Logan på den dag i templet sammen med sin familie. Han havde følt sig så fredfyldt. Takket være templet kunne han være sammen med sin familie for evigt.

Logan kunne ikke høre hunden gø over lyden af sin stemme. Han lukkede sine øjne og blev ved med at synge. »Som Guds kære barn har jeg jo lært: ›Familien, den er evig.‹« Han følte en fred i hjertet, der fik ham til at smile. Han vidste, at der ikke var noget monster.

Værelset havde været mørkt og skræmmende. Men nu var det et roligt og trygt sted. Logan lænede sig tilbage på sin pude og faldt fredeligt i søvn.

Da han vågnede, skinnede solen udenfor. Han stod op og så på sollyset, der reflekterede fra hans billede af templet. Han nynnede sin yndlingssang, mens han gjorde sig klar til at gå i kirke.

På vej til kirke fortalte han sin familie om sit mareridt og den sang, han sang. Han lyttede til taler og sang salmer i kirkesalen. Så var det tid til at gå til Primary.

Logan elskede at lytte til klaveret. Og nu vidste han, at nogle sange er stærke nok til at få selv skræmmende monstre til at forsvinde.

»Velkommen til sangperiode,« sagde hans primarylærer. »Hvilken sang skal vi synge først?«

»Det ved jeg!« sagde Logan og rakte hånden højt op i luften. »Lad os synge ›Jeg elsker Herrens tempel‹«.

Illustrationer: Carolina Farías