»Min patriarkalske velsignelse: Guds vejledning til at opbygge det liv, jeg håbede på«, Liahona, aug. 2025.
Fra UV-ugentligt
Min patriarkalske velsignelse: Guds vejledning til at opbygge det liv, jeg håbede på
Hvert skridt, jeg tager, er vejledt af min tro på de løfter, jeg modtog.
Da jeg voksede op i Ghana, var min rejse gennem gymnasiet fyldt med forhindringer.
De fleste gymnasier krævede dengang studieafgift, og min familie kæmpede økonomisk. Min onkel tilbød elskværdigt at støtte min uddannelse og lod mig flytte ind hos sig og fortsætte mine studier. Men økonomiske vanskeligheder var almindelige, og min onkel kunne ikke altid dække mine udgifter. Manglende betaling førte til, at jeg blev sendt hjem, hvilket desværre blev min virkelighed flere gange, sammen med andre straffe.
Midt i mine kampe følte jeg mig ofte modløs, når jeg så andre børn med bedre muligheder. Alligevel blev disse udfordringer baggrunden for en livsforandrende oplevelse for mig.
Mens jeg boede hos min onkel og hans familie, præsenterede de mig for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De afsatte hver uge tid til hjemmeaften, skriftstudium og daglig bøn. Efter et år, hvor jeg var kommet i kirke og deltaget i seminar med dem, traf jeg i en alder af 17 år den hellige beslutning at blive døbt.
Vejledt af min patriarkalske velsignelse
En dag flere år senere, da jeg deltog i søndagsskolen, lærte jeg om patriarkalske velsignelser og følte en stærk trang til at modtage en. Patriarken, Joseph William »Billy« Johnson, var en respekteret discipel i kirkesamfundet og var blandt Ghanas første omvendte. Jeg rejste i to timer for at bede om min velsignelse og vendte tilbage en måned senere med et åbent hjerte for at modtage den.
Under velsignelsen blev jeg overvældet, da patriarken talte om personlige ting, der gav dybt genklang i mig og viste en forbindelse til mit liv, som kun Gud kunne kende til. Jeg følte hans kærlighed og forvisning om, at jeg havde et formål. Hver efterfølgende læsning af min velsignelse understregede Guds indgående kendskab til mig og det guddommelige værk, jeg skulle udføre.
Jeg indså, at Gud er dybt interesseret i vores liv, at vi er hans børn (se Rom 8:16) og har et guddommeligt formål. Denne erkendelse inspirerede mig til at lade min patriarkalske velsignelse ligge mig på sinde og minde mig om de bud og løfter, der var forbundet med den. Min patriarkalske velsignelse motiverede min beslutning om at tage på mission. Denne oplevelse ændrede mit liv markant, og jeg så velsignelserne, som patriarken udtalte over mig, blive til virkelighed under min tjeneste.
Giv ikke op
Da jeg kom hjem fra min mission, var jeg fast besluttet på at følge den sti, der var udstukket i min patriarkalske velsignelse. Hvert skridt, jeg tog, var vejledt af min tro på de løfter, jeg havde modtaget, og mit ønske om at se dem blive opfyldt. Jeg vidste, at hvis jeg adlød Gud og prøvede at leve, som han ønskede, ville han vejlede mig. Trods vanskeligheder på universitetet følte jeg, at vor himmelske Fader styrkede mig og ledte mig fremad.
Til dem, der kæmper med uddannelse eller navigerer i modgang (især i Afrika): Jeg føler med jer. Jeg har gået ad den vej. Jeg forstår vægten af usikkerhed, men jeg bønfalder jer: Giv ikke op. Herren er altid til stede og er rede til at hjælpe jer på trods af de prøvelser, I måtte møde. Som Frelseren underviste: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
Hjælp kan komme fra uventede kilder – det være sig familie, venner eller kirkeledere – og jeg vidner om, at Herren inspirerer andre til at støtte sine børn. Det er vigtigt at bevare troen på jer selv og det potentiale, der ligger i jer. Med hårdt arbejde og beslutsomhed kan I overvinde jeres omstændigheder.
Min patriarkalske velsignelse, en personlig Liahona for mit liv, mindede mig konstant om at se fremad mod bedre dage. I Alma 37 beskrives Liahona meget smukt: »Den virkede for [Lehis familie] i forhold til deres tro på Gud« (v. 40). Dette viser, hvordan vores patriarkalske velsignelse kan vejlede os, hvis vi bevarer vores tro på Herrens løfter.
Selvom ikke alle velsignelser realiseres i dette liv, kan vi have håb om, at nogle vil vise sig, og vores trofaste stræben efter retfærdige ønsker vil føre os til glæde og tilfredsstillelse.
Et vidnesbyrd om tro og udholdenhed
På min rejse har jeg lært, at selvom livet måske ikke altid er ligetil, så kan tillid til vor himmelske Faders plan føre til personlige mirakler. Når jeg blev konfronteret med forhindringer, lænede jeg mig op ad denne sandhed og blev styrket af tro. Når vi handler i tro og træffer kloge valg, bereder Herren en vej for os. Hver gang jeg følte mig overvældet eller usikker, huskede jeg på dette løfte og blev mindet om, at tro er nøglen (se Matt 17:20).
I tvivlstilfælde reflekterer jeg ofte over den opmuntring, der ligger i at læse min patriarkalske velsignelse. Den inspirerer mig til at fortsætte fremad i vished om, at enhver indsats i tro ikke vil gå ubemærket hen for Herren.
Når vi holder vores hjerte åbent for inspiration, vil vi opdage, at Gud konstant sørger for muligheder for vækst. Når vi leder hans værk og opbygger hans rige, er vi ikke alene.
Når jeg fortsat tager imod den vejledning, der findes i min patriarkalske velsignelse, forbliver jeg standhaftig i min forpligtelse til at følge Frelseren. Når vi sammen går fremad, opfordrer jeg jer til at holde fast i jeres velsignelser og det håb, de repræsenterer. Vores patriarkalske velsignelser tjener som guddommelige påmindelser om vores værd og potentiale i Guds øjne.