2025
Valget om at stole på Gud igen efter at have oplevet udfordringer på min mission
April 2025


Kun digitalt: Unge Voksne

Valget om at stole på Gud igen efter at have oplevet udfordringer på min mission

Forfatteren bor i Spanien.

Min mission gik ikke, som jeg altid havde forestillet mig, og det fik mig til at føle mig forvirret og alene – indtil jeg lærte at sætte min lid til Gud.

en ung mand sidder og kigger ud ad et vindue

Da jeg påbegyndte min mission, havde jeg høje forventninger. Jeg ville tjene trofast, døbe mange mennesker og vende hjem med selvsikkerhed og inspirerende historier, som jeg kunne fortælle. Jeg ville gøre min familie stolt.

Men under min oplæring blev jeg uventet fyldt med angst. Jeg elskede evangeliet – jeg forstod ikke, hvorfor det var så svært for mig at dele det. Kampen med at føle mig selvsikker, mens jeg underviste, fik mig til at begynde at tvivle på mig selv og min tro.

Som tiden gik, blev jeg deprimeret (COVID-19 hjalp heller ikke). Min missionspræsident var ikke særlig fortrolig med udfordringer med psykisk sygdom, og vi forstod ikke altid hinanden særlig godt under vores samtaler. Jeg begyndte at gå i terapi, hvilket hjalp meget, men min kamp med evangeliet forsvandt ikke. Jeg var bange for at tale med min missionspræsident om mine følelser igen, for jeg var bange for, at han ville sende mig hjem, og jeg ønskede at gøre min mission færdig.

Jeg troede fejlagtigt, at folk ikke bør kæmpe på en mission, eller når de prøver at gøre det rigtige, så min situation forvirrede mig. Var det ikke meningen, at jeg skulle opleve glæde, mens jeg udførte Herrens værk?

Tro midt i modgang

Da jeg havde afsluttet min mission, kæmpede jeg med at finde svar på og støtte til mine komplicerede følelser. Jeg havde ikke kontakt med mine kammerater eller missionspræsident, og jeg var meget flov over mine følelser. Jeg var bange for at dele dem, fordi ingen andre syntes at have kæmpet på deres mission – eller i det mindste talte de ikke om det.

En dag i kirken talte min søndagsskolelærer om, hvordan hendes søn, der trofast havde efterlevet evangeliet og været på mission, konstant oplevede udfordringer i sit liv og følte, at det var uretfærdigt. Hun beskrev den samme situation, som jeg var i!

Hun bar vidnesbyrd om, at viden om evangeliet ikke beskytter os mod vanskeligheder og udfordringer, men når vi har tro og holder vores pagter, kan det hjælpe os til at modtage styrke fra vor himmelske Fader og Jesus Kristus og trøst fra Helligånden.

Livet handler om at vælge at stole på vor himmelske Fader i de stunder og at finde fred, vækst og større tro midt i trængslerne og uretfærdighederne.

Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har engang sagt: »Jeg ønsker at opmuntre dem, som befinder sig i svære prøvelser, og føler, at deres tro falmer på grund af det konstante pres. En prøvelse kan være den måde, I styrkes på, og til sidst opnår urokkelig tro.«

Jeg indså, at missioner og alt, hvad Herren beder os om at gøre, ikke altid er let. Og de prøvelser, jeg troede svækkede min tro, havde hele tiden været de oplevelser, der kunne styrke den. Jeg blev nødt til at ændre mit perspektiv. Gennem min himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, kunne jeg give den modgang, jeg mødte på min mission og efterfølgende, mulighed for at styrke min tro.

Tillid igen

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har for nylig sagt: »Tro udholder livets prøvelser og usikkerhed, fordi den er fast forankret i Kristus og hans lære. Jesus Kristus og vor himmelske Fader, der sendte ham, udgør sammen den eneste ufravigelige, fuldstændigt pålidelige genstand for vores tillid.«

Når livet udvikler sig anderledes end forventet, kan vi vælge at stole på ham i stedet for at tro, at vor himmelske Fader har forladt os, eller at evangeliet ikke er sandt.

Jeg har også lært, hvor vigtigt det er at tale med mennesker, man har tillid til, og ikke lide i stilhed. Ikke alle vil forstå vores oplevelser fuldt ud, men meningsfuld kontakt med andre er så vigtig for vores mentale og åndelige velbefindende.

Vor himmelske Fader elsker os fuldkomment, og vi har en Frelser, der forstår os. De ønsker, at vi husker, at vi kan stole på dem – altid.