Jeg havde forladt Kirken. Så hvorfor ville min mand være medlem?

Da vi vendte hjem, var Joe opsat på at mødes med missionærerne. Da jeg spurgte hvorfor, sagde han: »Jeg har brug for selv at vide, hvad det er, din familie talte om.« Jeg sagde, at det kunne han bare gøre. Jeg forestillede mig, at han ville lære det basale og så være tilfreds med det. Men efter tre lektioner ville Joe gerne døbes!

»Det er meget hurtigt,« sagde jeg. »Er du sikker på, at du ved, hvad det vil sige at være medlem af Kirken?«

»Det betyder, at vi tager i kirke og finder ud af det,« sagde han med et smil.

Jeg var ikke særlig begejstret, men vi blev enige om, at han kunne blive ved med at tage lektionerne, men at han ikke ville forpligte sig til at blive døbt, før jeg var okay med det.

Efter nogle uger havde mine følelser for Kirken ikke ændret sig. Men det havde Joe. Han havde opdaget tro og bøn. Han havde en følelse af fred og selvtillid, som han ikke havde følt før. Og det var smukt at se. Jeg besluttede, at uanset hvad jeg følte, kunne jeg ikke tage dette fra ham. Vi besluttede, at hvis han skulle på denne rejse, ville vi gøre det sammen. Så Joe blev døbt.

Mange mennesker ved dåben vidste, at jeg var vokset op i Kirken og antog, at jeg måtte være begejstret. Men jeg følte en blanding af stolthed over Joe for at være så modig og frygt for, hvad dette ville betyde for vores liv sammen.

Jeg begyndte at gå i kirke med Joe, og vi lagde en plan for at håndtere mine bekymringer. Det første skridt var at finde frem til, hvad der præcist generede mig ved evangeliet. Vi købte et lille hæfte, som jeg havde med mig hver søndag. Når en person kom med en bemærkning, der irriterede mig, så på et skriftsted med et perspektiv, som jeg syntes virkede mærkeligt, eller talte om en retningslinje, der gik mig på, skrev jeg mine følelser ned.

Jeg skrev i det hæfte i månedsvis. Jeg sagde ting som: »Jeg hader, når folk siger … «, »Er der ikke nogen, der faktatjekker?« og »Det giver ikke nogen mening for mig.« At udtrykke mine følelser, når jeg fik dem, gjorde dem lettere for mig at forstå og bearbejde. Tidligere, når noget generede mig, holdt jeg fast i det hele dagen, og det ødelagde min kirkeoplevelse. Men når jeg skrev i mit hæfte, blev jeg fri til at nyde mere af kirken ind imellem de stunder, jeg kæmpede med. Jeg fik mere ud af det, end jeg havde gjort længe.

Nu hvor jeg havde identificeret, hvad der generede mig, var det næste skridt at afgøre, hvorfor disse ting gik mig på. Når vi spiste søndagsmiddag, talte Joe og jeg om, hvad jeg havde skrevet i mit hæfte. Nogle gange sagde jeg bare: »Sådan har jeg det. Jeg ved ikke hvorfor.« At finde ud af tingene krævede en masse drøftelse, personlige tanker og bøn. En ting, jeg altid har troet på, er, at bøn er den vigtigste og mest præcise kilde til information om stort set alt.

Ved at arbejde sammen indså Joe og jeg, at når du ved, hvem du er, og hvad du tror på, bygger det en mur af beskyttelse omkring dit hjerte. Så efter et stykke tid, hvor jeg skrev i mit hæfte og drøftede det med Joe og vor himmelske Fader, løb jeg tør for kritik angående Kirken.

Hvad med templet?

Da etårsdagen for Joes dåb nærmede sig, begyndte han at spørge ind til at tage i templet. Igen var min reaktion: »Hov! Tag det roligt! Det er jeg ikke klar til.«

Så min tålmodige mand ventede. Nu og da indskød han noget i samtalen som: »Skat, jeg læste en god artikel om templet. Vil du læse den?« eller »Hej skat, jeg så en vidunderlig video om templet. Vil du se den med mig?« Hans entusiasme var rørende, men den fik mig ikke til at komme tættere på at være klar til at tage til templet. Endelig spurgte han mig en dag direkte, hvad der fik mig til at føle mig uforberedt.

»Du ved, at jeg havde nogle problemer med Kirken, da jeg voksede op,« sagde jeg. »Men jeg elskede at besøge templet. Dåbsture var det bedste jeg vidste. Jeg elskede den følelse, jeg fik i templet, der var så roligt og fredfyldt. Men jeg ved ikke noget om resten af templet. Hvad hvis nogen siger eller gør noget, der generer mig? Hvad nu, hvis det ødelægger det at tage til templet for mig? Hvad er meningen med at være medlem af Kirken, hvis man ikke kan komme i templet? Så jeg har ikke lyst, før jeg er sikker på, at der ikke er noget, der vil ryste mig.«

Jeg fandt løsninger på de fleste af mine udfordringer, men jeg kæmpede stadig med én: Hvordan kunne jeg være en del af en kirke, jeg ikke altid var enig med? Det førte mig til det sidste trin med at lære af mit hæfte. Jeg indså, at jeg var nødt til at prøve at forstå, hvorfor andre mennesker tror på det, de tror på, og siger, hvad de siger. Jeg havde brug for at vide, hvorfor Gud havde formet Kirken til det, den er i dag.

Jeg fandt mit svar gennem min mand. Da han først begyndte at læse Mormons Bog, var der en linje fra titelbladet, der slog ham: »Og se, hvis der er fejl, da er de menneskers fejl; fordøm derfor ikke det, der hører Gud til.« Joe havde citeret dette igen og igen, men nu betød det noget mere for mig.

Jeg indså, at Kirken eksisterer i en ufuldkommen verden befolket af ufuldkomne mennesker. Og det omfattede også mig. Vi har alle tidspunkter, hvor vi griber tingene forkert an, før vi gør det rigtigt. Jeg indså, at jeg var nødt til at holde op med at dømme andre, ligesom jeg heller ikke ønskede, at de dømte mig. Vi befinder os alle på en sti med læring og udvikling.

Jeg indså også, at Kirken er Herrens. Den ligger i hans hænder. Ja, han arbejder gennem ufuldkomne mennesker, men han leder sit værk. Han ved, hvad der er brug for, og hvornår.

Herefter følte jeg mig klar til at tage i templet. Det glædede mig at opdage, at det føltes lige så godt den dag, som det havde gjort år forinden, da jeg havde udført dåb. På vores tre års bryllupsdag tog min mand og jeg til templet igen for at blive beseglet til hinanden og få vores søn beseglet til os. Det var så skønt og sådan en lykkelig dag. Jeg blev ved med at tænke på, at det var sådan, alle familier skulle være – evige familier. Og jeg havde endnu en erkendelse: Selvom der måske er retningslinjer eller læresætninger, der kan tage mig tid at få styr på, så er der også sjældne og smukke sandheder i Jesu Kristi gengivne evangelium. Den ene er, at vi hver især faktisk kan tale med vor himmelske Fader og modtage svar. En anden er, at han gennem levende profeter giver os vejledning til vore dage.

Gennem min erfaring ved jeg virkelig, at åbenbaring for Kirken (givet gennem Kirkens ledere) og personlig åbenbaring for hver af os tillader vor himmelske Fader at lede os gennem vores fejltagelser og triumfer. Når vi følger hans plan for vores liv, kan vi finde stor glæde i at kende ham og hans Søn, Jesus Kristus (se Joh 17:3). Jeg er stolt af at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.