Kun digitalt
Følg profeten Joseph Smith: Søg personlig åbenbaring
Gud har lovet, at hvis vi søger, skal vi finde.
Føler I nogensinde, at I ikke modtager svar på spørgsmål, der tynger jer?
I er ikke alene.
Jeg har kæmpet med spørgsmål og bekymringer i årevis og har vendt mig til Gud for svar. Men sommetider føler jeg, at himlen er lukket for mig. Mens jeg stadig kæmper med livets spørgsmål, får jeg ikke altid klare svar. Men jeg vender mig stadig til Gud.
Årsagen er enkel: Det var det, profeten Joseph Smith gjorde.
Som ung mand læste Joseph Smith i Bibelen, at hvis man står tilbage i visdom, bør man bede Gud om svar (se Jak 1:5). Han gik senere ud i skoven, bad og modtog et svar i form af et himmelsk syn (se JS-H 1:15-20). Det kan få det til at se ud som om, at han hurtigt modtog åbenbaring, men her er en vigtig del af denne historie: Joseph bekymrede sig og tænkte meget over tro og religion, før han søgte svar.
I en beretning fra 1832 om det første syn var Joseph omkring 12 år, da han blev »alvorligt bekymret for [sin] udødelige sjæls velfærd.«
Han kæmpede med disse følelser i sit hjerte og sind i to eller flere år, søgte efter svar, gik i forskellige kirker og læste Bibelen (se JS-H 1:3-10). Så besluttede han sig for at søge svar gennem bøn.
Da han gjorde det i en alder af 14, viste vor himmelske Fader og Jesus Kristus sig, og Joseph stillede dette spørgsmål: »Hvilken af alle [kirkerne] havde ret«? (JS-H 1:18). Hans svar fra Herren var ikke at tilslutte sig nogen kirke (se JS-H 1:19).
Denne søgen var ikke en isoleret oplevelse. Efter Gud havde besvaret hans bøn, brugte Joseph resten af sit liv på at søge svar fra Herren, og han modtog dem. Mange er nu indskrevet i Lære og Pagter som en del af Kirkens hellige skrifter.
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »En af de ting, som Ånden gentagne gange har indprentet i mit sind … er, hvor villig Herren er til at åbenbare sin hensigt og vilje. Muligheden for at få åbenbaring er en af Guds største gaver til hans børn.«
Jeg tager det budskab og Josephs eksempel til mig. Det kan I også. Mist ikke håbet, hvis I føler, at I ikke modtager de svar, I har brug for. Gud har lovet, at hvis vi søger, skal vi finde (se Matt 7:7). Bliv blot ved med at søge, og ligesom Joseph Smith vil Gud åbenbare svar for jer.