»At huske, hvorfor jeg efterlever evangeliet«, Liahona, jan. 2025.
Unge voksne
At huske, hvorfor jeg efterlever evangeliet
At minde mig selv om mit »hvorfor« motiverer mig til at komme Frelseren nærmere og gennemføre mine åndelige mål.
Mit liv føles til tider kaotisk, men jeg elsker den trøst, jeg føler, når jeg træder ind i kirkesalen. Det er en af grundene til, at jeg elsker at gå i kirke!
Og når jeg husker på det, jeg elsker ved evangeliet – som for eksempel at føle Helligånden – føler jeg mig mere inspireret til at følge op på mine åndelige vaner, som at tage i templet, læse i mine skrifter og bede til vor himmelske Fader.
Fordi livet kan være så fortravlet, kan det være let at glemme disse enkle ting, vi elsker. Men regelmæssigt at minde mig selv om årsagerne til, at jeg efterlever og elsker Jesu Kristi evangelium, hjælper mig med at forny mine åndelige mål, der vil bringe mig tættere på ham og vor himmelske Fader.
Sæt nye åndelige mål
I begyndelsen af hvert år kan jeg godt lide at revurdere mine åndelige mål ved at skrive nytårsforsætter ned. Hvis I også udøver lidt selvrefleksion og overvejer, hvordan I vil forbedre jeres forhold til Kristus i løbet af dette nye år, så stil jer selv dette spørgsmål:
»Hvorfor elsker jeg Jesu Kristi evangelium?«
Søster Ann M. Dibb, tidligere andenrådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har forklaret, at »vores kærlighed til evangeliet vokser, når vi oplever vor himmelske Faders kærlighed og den fred, som Frelseren har lovet os, når vi viser ham, at vi er villige til at adlyde og følge ham«.
Når I ved, hvorfor I elsker evangeliet, hjælper det jer til at føle og anerkende den kærlighed, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus har til jer. Denne tankegang vil også hjælpe jer til at føle jer mindre overvældet, når I stræber efter at sætte og nå jeres åndelige mål.
Mit »hvorfor« for at efterleve og elske Jesu Kristi evangelium omfatter kundskaben om, at familier kan være sammen for evigt og den fred, jeg føler efter en sårbar bøn til vor himmelske Fader.
Uanset hvad jeres »hvorfor« er, så hold fast i det – det vil give jer det åndelige momentum, I behøver for at blive en bedre Jesu Kristi discipel.
Lev jeres »hvorfor«
Da jeg først indså, hvorfor jeg efterlevede evangeliet, ændredes den måde, jeg satte mine åndelige mål på. Jeg holdt op med at tænke på, hvad jeg ikke gjorde, og blev mere fokuseret på, hvad jeg kunne gøre. Jeg huskede, at jeg efterlever evangeliet, fordi jeg elsker min Frelser.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi er nødt til at erkende, at Guds befalinger ikke bare er en lang liste med gode ideer … De er guddommelige råd, baseret på evige sandheder og givet med henblik på at bringe ›fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden‹ [L&P 59:23].«
At følge op på mine åndelige mål minder mig om, hvem jeg er: Et guddommeligt barn af himmelske forældre. Det princip giver mig modet til at se mine bekymringer og svagheder i øjnene gennem Jesus Kristus (se Eter 12:27).
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren forventer ikke fuldkommenhed af os på dette tidspunkt i vores evige udvikling. Men han forventer af os, at vi bliver stadigt mere rene.« Så jeg prøver hver dag mit bedste for at holde mig tæt på Jesus Kristus og huske, hvorfor jeg vælger at følge ham.