2025
Tre lektier fra min mission om at sætte mål
Januar 2025


Kun digitalt

Tre lektier fra min mission om at sætte mål

Fokus på indsats, fleksibilitet og glæde på rejsen – ikke på tal – kan bringe sand lykke og succes for jer og dem, I tjener.

en pil, der peger opad trin, der fører til en elpære

Jeg var forfærdelig til at sætte mål i min opvækst. Jeg forstod ikke rigtig formålet med det. Men jeg lærte at sætte realistiske og oprigtige mål, mens jeg var på mission i Dallas i Texas i USA. Siden jeg vendte hjem i 2018, har jeg anvendt tre værdifulde ting, jeg lærte om at sætte mål.

Lektie 1: Fokuser på indsats og tjeneste

Som missionær satte jeg daglige og ugentlige mål sammen med min kammerat, der fokuserede på formålet med missioneringen. Disse mål begyndte som tal, men efterhånden som jeg udviklede mig og fik en større forståelse for, hvorfor vi satte disse mål, blev tallene erstattet af navne, som vi hver især bad for.

Herren værdsætter vores indsats og ønsker, at vi tjener andre. Fokuser på at yde en indsats og tjene andre i processen, og overlad resultaterne til Herren. Som kong Limhi sagde til sit folk: »Løft derfor hovedet, og fryd jer, og sæt jeres lid til Gud« (Mosi 7:19). I stedet for at sætte et mål om at læse 50 vers om ugen, kan det være mere effektivt at sætte et mål om at studere skrifterne flittigt hver dag og forsøge at dele sin indsigt med andre.

Lektie 2: Favn fleksibilitet og Åndens tilskyndelser

Mange gange på min mission satte vi mål, der ikke kun afhang af vores indsats, men også af hvad andre var villige til at gøre. Af kapitel 8 i Forkynd mit evangelium: Vejledning til at dele Jesu Kristi evangelium kan vi lære at sætte disse typer mål: »Hvorvidt I opnår [et bestemt] mål, afhænger også af andre menneskers handlefrihed. Men gør det, I kan, for at opnå det.«

Jeg lærte at være fleksibel og følge Ånden med både mål og hverdagsoplevelser. Der var mange dage, hvor vi forventede, at vi ville nå visse mål – men tingene gik i vasken. Hver gang hjalp Ånden os med at finde nye muligheder for at opfylde formålet med vores mission og hjælpe andre. Der opstår uventede situationer, og Ånden kan vejlede jer til at ændre kurs i næsten enhver situation.

Lektie 3: Find glæde ved rejsen, ikke kun ved målet

Da min mission begyndte, vidste jeg, at missioner handlede om udvikling og tjeneste, og ikke om antallet af dåb. Men jeg tog det først til mig, da jeg lærte at være glad, når jeg arbejdede hen imod et mål, i stedet for kun at være glad, når jeg nåede målet. Mål bør ikke kun bringe tilfredshed ved målstregen; rejsen henimod at nå målet bør også give glæde og mening.

Et eksempel på den form for mål kan være at stræbe efter at udvikle en kristuslignende karakter gennem daglige tjenestegerninger. I kan finde en glæde i den virkning, det har for andre, ikke bare i at krydse jeres »tjenestetimer« af. Det lærte jeg, da jeg tjente befolkningen i Texas på min mission.

Herren ønsker, at vi bør »være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27; se også v. 26-29). Disse lektier har hjulpet mig til at forstå, hvordan man kan være »ivrigt engageret i en god sag« ved at sætte og nå mål.