Kun digitalt: Unge Voksne
Føler I jer overvældet? Det er okay at sætte farten ned
Det er okay at sætte farten ned. Gud er opmærksom på jer og jeres omstændigheder.
Vi lærer af skrifterne, at det ikke kræves af os, at vi løber hurtigere, end vi kan (se Mosi 4:27). Så hvorfor ræser vi ofte stadig i fuld fart fremad hvert øjeblik?
Følelsen af at løbe hurtigere, end I kan, at skulle gennemføre en million ting og idéen om, at I skal være perfekte her og nu, kan få jer til at føle jer overvældede og udbrændte.
Hvis I føler jer fanget i en hvirvelvind af tilsyneladende uendelige opgaver, ansvar og forpligtelser, kan det at lære at sætte farten ned og omdefinere jeres prioriteter være jeres nøgle til at finde hvile og fred.
Fem tips til at sætte tempoet ned
-
Bed hver morgen om, at Ånden vil hjælpe jer med at være nærværende, motiveret og få mest muligt ud af hver dag. I løbet af dagen vil I bemærke øjeblikke, hvor jeres bøn bliver besvaret!
-
Skriv en liste over alt, hvad I skal gøre dagligt, og prioriter derefter, hvilke ting der er vigtigst. Udfør det vigtigste først.
-
Giv jer tid til Herren dagligt. Når I gør det, vil alt andet ofte løse sig af sig selv. Uanset hvor I er på jeres åndelige rejse, så stræb efter at gøre fremskridt hver dag.
-
Tag vare på jer selv fysisk og mentalt. Når I prioriterer jeres fysiske og mentale sundhed, får I mere energi til at gøre andre ting. Lyt til jeres krop og jeres behov.
-
Tag tingene et skridt ad gangen. Næste gang I føler jer overvældet, så sig til jer selv: »Det eneste, jeg skal gøre lige nu, er X.« Når I er færdige med opgaven, så prøv det igen med den næste ting.
Når I praktiserer disse tips, kan I opleve, at I skaber klare prioriteter i jeres liv, bruger mere tid væk fra teknologien eller giver jer selv mulighed for at hvile og restituere.
Fjern presset, og find glæden
At leve et produktivt liv er ikke dårligt. Det er en god følelse at få fuldført noget og få tingene gjort! Men I behøver ikke lægge for meget pres på jer selv eller bruge jeres produktivitet som målestok for jeres selvværd.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret det så godt: »Det er ret let at have travlt. Vi kan alle finde på en lang liste med opgaver, der overfylder vores kalender. Nogle tror måske endda, at deres værd afhænger af længden af deres arbejdsliste … Eftersom de unødigt komplicerer deres tilværelse, føler de ofte øget frustration, mindre glæde og for lidt mening med livet.«
I stedet opfordrer ældste Uchtdorf os til »at sænke tempoet lidt, gå frem i det optimale tempo i forhold til vores omstændigheder, fokusere på det betydningsfulde, løfte vores blik og virkelig se det, de[r] betyder mest.«
For mig er en anvendelse af dette at vælge at lade min telefon blive hjemme, næste gang jeg går en tur. Så kan jeg virkelig nyde mine omgivelser og reflektere over min dag!
Hvis vi sænker tempoet i livet, kan det hjælpe os med at fjerne unødvendigt pres og finde mere glæde.
Frelseren kan fuldkommengøre vores bedste indsats
Ældste Vern P. Stanfill fra De Halvfjerds har sagt: »Vi må huske, at hvad end vores bedste, omend ufuldkomne, offer måtte være, kan Frelseren fuldkommengøre det. Lige meget hvor ubetydelige vores bestræbelser måtte synes, må vi aldrig undervurdere Frelserens kraft.«
Når jeg føler mig overvældet af opgaver, bekymret for min fremtid eller bekymret for, at jeg ikke lever op til mit potentiale, stoler jeg på det faktum, at Frelseren kan fuldkommengøre min lille – men oprigtige – indsats.
Jeg stoler på den samme Gud, som har bragt fred og trøst til sine børn i tusinder af år. Han har hjulpet mig, og jeg ved, at han også vil hjælpe jer.
Det er okay at sætte farten ned. Gud er opmærksom på jer og jeres omstændigheder.
Han elsker jer!