»Find en mentor: Herren placerer rollemodeller på vores vej«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Find en mentor: Herren placerer rollemodeller på vores vej«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Forberedelse til fremtidig uddannelse og beskæftigelse: Lektion 191
Find en mentor
Herren placerer rollemodeller på vores vej
Når I tænker tilbage på jeres liv, hvordan har betroede mentorer så hjulpet jer? Beretninger fra skrifterne illustrerer værdien af at være mentor – fra Moses og Josva til Eli og Samuel. Disse beretninger henviser til vores fuldkomne mentorer, vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at lægge en plan for at finde frem til og skabe forbindelse til mulige uddannelses- og karrierementorer.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at tænke på nuværende og fremtidige uddannelses- og karrieremål. Bed eleverne om at lave en liste over nogle få, betroede voksne, der kan være rollemodeller eller mentorer for at hjælpe dem med at nå disse mål, og tage deres liste med til klassen.
Mulige læringsaktiviteter
Hvem vil I gerne følge?
Overvej at indlede lektionen ved at bede eleverne om at forestille sig, at de var en del af en gruppe venner, der skulle til at begynde en rejse gennem en tæt jungle. Gruppen fik at vide, at rejsen ville blive vanskelig, men destinationen ville være fantastisk og hele umagen værd. Gruppen blev opfordret til at vælge nogen til at lede dem.
-
Hvad er nogle kvalifikationer, I ønsker, at jeres leder skal besidde? Hvorfor?
-
Hvordan ville I reagere, hvis et medlem af gruppen foreslog, at I ikke behøvede en leder?
Bed eleverne om at tænke over, hvordan dette scenarie kan overføres til deres uddannelse og karriereplaner. I kan nævne, at denne lektion vil fokusere på at finde og kontakte mentorer.
Bemærk: Der kan være elever, der ikke kan se behovet for en mentor. I kan se efter muligheder for at hjælpe dem til at forstå værdien af mentorer og områder, hvor de kan få hjælp i dag. Hjælp eleverne til at indse, at ligesom en guide kan en mentor bibringe erfaring og indsigt, der kan hjælpe os til at navigere i vores uddannelses- og karrierevalg.
Læs disse udtalelser, og se efter, hvordan Herren kan vejlede jer gennem mentorernes råd.
Bror Milton Camargo, førsterådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab, har sagt:
På et eller andet tidspunkt i løbet af jeres uddannelsesrejse … kan I føle jer overvældet af, at der er så mange ting at gøre. Husk, at I ikke er alene om jeres udfordringer. Herren har givet jer mange mennesker, der kan støtte jer – familiemedlemmer, kirkeledere, venner såvel som jeres instruktører, mentorer eller vejledere. Og selvfølgelig står Herren selv altid rede til at trøste og styrke jer. (»Persevere with the Lord’s Help«, foredrag på BYU-Pathway Worldwide, 1. mar. 2022, s. 2, byupathway.edu)
Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
[Mentorer] er gået forud for os, og de kender vejen … [E]n mere erfaren, betroet person [tjener] som en effektiv guide og rådgiver for en mindre erfaren person og hjælper med at forme den persons forståelse og underviser i principper, der gør ham eller hende til en mere effektiv, stærkere, klogere og mere værdifuld Guds tjener (»Thy Friends Do Stand by Thee«, foredrag på Brigham Young University, 7. mar. 2010, s. 3, speeches.byu.edu).
-
Hvad lægger I særligt mærke til i dette råd?
Når eleverne har svaret, skriver I følgende sandhed på tavlen: Herren kan vejlede os gennem betroede mentorer.
Bed eleverne om at reflektere over følgende:
-
Hvornår har I eller en, I kender, fået hjælp fra en mentor?
-
Hvilke områder af jeres uddannelse eller karriereplanlægning kunne have gavn af, at Herren vejledte jer gennem en mentors råd?
I kan dele et eksempel på nogen, der har fungeret som mentor for jer. Overvej at fortælle om jeres oplevelse med at arbejde med den person, og hvordan personen har hjulpet jer til at se Frelserens vejledning i jeres liv.
Når I studerer i dag, så bed Helligånden om at hjælpe jer til at finde betroede mentorer i jeres liv, der kan hjælpe jer til at søge Herrens vejledning, når I træffer beslutninger om uddannelse og karriereplaner.
Eksempler på vejledning i skriften
Det kan være nyttigt at fortælle, at en af vor himmelske Faders titler er »Rådenes Menneske« (se Moses 7:35). I kan bede eleverne om at læse Johannes 5:19-20 og Johannes 8:26-28, og se efter, hvordan vor himmelske Fader vejledte sin Søn, Jesus Kristus. I kan stille et spørgsmål som:
-
Hvad hjælper dette os til at forstå om Frelserens behov for en mentor?
Eleverne nævner måske, at Jesus lærte af sin Faders eksempel og søgte sin Faders råd og vejledning.
Når eleverne har fortalt om det, kan I give følgende eksempler fra skriften på, at Herren vejleder sit folk gennem inspirerede mentorer. Eleverne kan arbejde sammen med en makker om at vælge en beretning, som de vil studere, og at besvare de efterfølgende spørgsmål.
Moses og Josva: 5 Mosebog 3:21-22 (Moses vejleder Josva), 28 (Herrens instruktioner til Moses)
Profetinden Debora og Barak, hendes hærfører: Dommerne 4:4-10, 14; Dommerne 5:1-3 (fejrer Israels sejr)
Ypperstepræsten Eli og den unge profet, Samuel: 1 Samuel 3:1-10
-
Hvordan gav Herren sin vejledning gennem denne mentor?
-
Hvordan kan denne beretning hjælpe nogen, der tøver med at søge hjælp fra en mentor?
Følgende aktivitet kan hjælpe eleverne til at finde og lægge en plan for at skabe forbindelse til potentielle mentorer.
Giv uddelingsarket »Find en mentor« til hver elev. Del eleverne op i grupper eller makkerpar for at udfylde uddelingsarket. Alternativt kan I placere hvert afsnit af uddelingsarket rundt om i lokalet og bede eleverne om at rotere og færdiggøre hver aktivitet.
Herren vil vejlede os gennem betroede mentorer
Efter passende tid kan I bede nogle elever om at fortælle om det, de har drøftet i gruppen. I kan bede frivillige elever om at dele deres plan med klassen.
Det kan være nyttigt at forklare, at forældre, lærere, skolevejledere og andre kan hjælpe eleverne med at finde en passende mentor. Nogle grene, menigheder og stave har endda uddannelses- og karrierespecialister. Overvej at forsikre eleverne om, at Herren sætter mange betroede mennesker på vores vej, som kan tjene som mentorer. Nogle mennesker er kortvarigt mentorer og imødekommer specifikke behov, vi har. Andre mentorer kan arbejde sammen med os over en længere periode.
Bed eleverne om at søge vor himmelske Faders hjælp til at finde og skabe forbindelse til mentorer, der kan hjælpe dem. Bær vidnesbyrd om, at han vil give dem den hjælp, de har brug for.