»Esajas 40-43: Gud trøster sit folk«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Esajas 40-43: Gud trøster sit folk«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Esajas 40-49: Lektion 119
Esajas 40-43
Gud trøster sit folk
Gud vil ikke svigte sit pagtsfolk. Gennem sin profet Esajas trøstede Gud dem, der var blevet ført i fangenskab i Babylon. Gud tilbyder os, sit pagtsfolk i dag, de samme trøstende ord: »Frygt ikke, for jeg er med dig« (Es 41:10). Denne lektion kan hjælpe eleverne til at føle Guds trøst.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse eller lytte til ordene i nogle af eller alle vers i salmen »Så sikker en grundvold« (Salmer og sange, nr. 38). Bed dem om at finde de trøstende ord eller vendinger og møde forberedte på at fortælle om det.
Mulige læringsaktiviteter
Frygt er ikke noget nyt
Overvej at indlede undervisningen ved at vise følgende udtalelse og spørgsmål. Frivillige elever kan skrive deres svar på tavlen.
Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har delt følgende iagttagelse:
Frygt er ikke noget nyt. Jesu Kristi disciple frygtede ude på Galilæas Sø den »voldsom[me] hvirvelstorm [og] bølgerne« midt i nattens mørke (Mark 4:34). Som hans disciple i dag oplever vi også frygt. (»Vær ikke foruroligede«, Liahona, nov. 2018, s. 18)
-
Hvilke former for frygt kan mennesker over hele verden, herunder Jesu Kristi disciple, have?
Når eleverne har nævnt forskellige former for frygt, kan du læse resten af ældste Rasbands udtalelse, som omfatter den frygt, han har set i verden i dag. Du kan føje nogle af disse til listen på tavlen.
Ældste Rasband fortsatte:
Vores unge voksne frygter for at forpligte sig, såsom at blive gift. Unge nygifte … kan frygte at bringe børn ind i en stadigt mere ugudelig verden. Missionærer frygter mange ting, især at henvende sig til fremmede. Enker frygter at leve videre alene. Teenagere frygter for ikke at blive accepteret, skoleelever frygter den første skoledag, universitetsstuderende frygter for at få resultatet af en eksamen eller opgave tilbage. Vi frygter fiasko, afvisning, skuffelse og det ukendte. Vi frygter orkaner, jordskælv og brande, der hærger landet og vores liv. Vi frygter ikke at blive valgt, og på den anden side frygter vi for at blive valgt. Vi frygter for ikke at være gode nok, vi frygter for, at Herren ikke har nogle velsignelser til os. Vi frygter forandring, og vores frygt kan vokse til panik. Har jeg fået alle med? (»Vær ikke foruroligede«, Liahona, nov. 2018, s. 18)
-
Hvilken virkning kan vores frygt have på os?
Overvej at bede eleverne om at tænke over, om de kan forholde sig til nogen af de bekymringer, der er blevet nævnt, eller at tænke på, hvad de selv frygter. Del følgende baggrund for at hjælpe eleverne til at se de omstændigheder, der kan have fået israelitterne til at frygte.
Esajas profeterede om den ødelæggelse og det fangenskab, der ville komme over Israel og Juda. Fra Esajas 40 og frem inspirerede Gud Esajas til at skrive til de israelitter, der i en fjern fremtid ville bo i fangenskab.
-
Hvilke former for frygt eller bekymringer kan en person i fangenskab have?
Læs Esajas 40:1-2, og se efter det budskab, Gud pålagde Esajas at give til sit pagtsfolk.
-
Hvilke af Guds egenskaber eller karaktertræk lærer I af disse vers?
Bær dit vidnesbyrd om, at Gud trøster sit pagtsfolk i vore dage. Overvej at vise følgende billede. Eleverne kan tegne dette eller noget lignende i deres studiebog. Bed dem om at lave markeringer på deres tegning for at besvare de tilhørende spørgsmål.
Frygt-Trøst
-
Hvor på denne skala vil I placere jeres følelser i forhold til jeres liv lige nu?
-
Hvor vil I placere jeres følelser i forhold til fremtiden?
Når I studerer, så se efter, hvad Gud lærer jer, der kan få jer til at opleve mere af hans trøst. Hvis I læser eller hører noget, som, I tænker, kunne give trøst, så kan disse tanker komme fra Helligånden. Overvej at skrive den indsigt ned tæt på tegningen i jeres studiebog.
Gud trøster sit folk
For at trøste sit pagtsfolk inspirerede Gud Esajas til at undervise om mange ting om ham i Esajas 40-43. I vil få mulighed for at finde nogle af disse sandheder og overveje, hvordan de kan være med til at trøste nogen, der er bange.
Vis følgende instruktioner, og forklar, at eleverne får mulighed for at udføre denne aktivitet senere i lektionen.
Brug et skriftsted fra Esajas til at lave et kort budskab, der kan trøste nogen, der er bange. Medtag hvert af følgende:
Trin 1. Ord eller vendinger fra skriftstedet, der kan hjælpe nogen til at føle sig trøstet af Gud. Sammenfat disse til en enkel sandhedserklæring.
Trin 2. Et skriftsted, en salme eller en udtalelse fra en kirkeleder, der understøtter lærdommene i skriftstedet.
Trin 3. En personlig oplevelse eller et nutidigt eksempel, der illustrerer, hvordan det at vide dette om Gud kan trøste.
Model
Inden de færdiggør denne aktivitet, forklarer du, at du vil lave en demonstration ved at bruge Esajas 41:10-14. Du kan demonstrere disse trin på følgende måde. Fortsæt ved at vise de tre trin, og vær tydelig over for eleverne, når du viser hvert trin.
Læs Esajas 41:10-14, og se efter Guds trøstende ord til sit pagtsfolk.
Trin 1
-
Hvilke ord eller vendinger tror I kunne trøste? Hvorfor?
-
Hvordan vil I sammenfatte dem til et sandhedsudsagn?
Med deres egne ord kan eleverne have fundet frem til noget som dette: Vi behøver ikke at frygte, for Gud vil være med og styrke sit pagtsfolk.
Trin 2
Du kan hjælpe eleverne til at forstå denne sandhed ved at lade klassen synge eller lytte til »Så sikker en grundvold« (Salmer og sange, nr. 38). Bed eleverne om at se efter og fortælle om ord eller vendinger, som de finder trøstende. Afhængigt af tiden kan I eventuelt kun synge vers 3 og 7. Du kan også bede eleverne om at linke Esajas 41:10 til vers 3 i denne salme i Evangelisk Bibliotek.
-
Hvordan kan det hjælpe os til ikke at frygte, at vi ved, at Gud vil være med os og styrke os?
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt, hvordan vores forhold til Herren kan hjælpe os til ikke at frygte:
Selv med de tiltagende verdslige påvirkninger omkring os behøver vi ikke at frygte. Herren vil aldrig svigte sit pagtsfolk. Der er en kompenserende kraft i åndelige gaver og himmelsk vejledning for de retskafne. Denne øgede velsignelse af åndelig kraft, kommer dog ikke bare over os, fordi vi er en del af denne generation. Den kommer, når vi øger vores tro på Herren Jesus Kristus og holder hans bud, når vi lærer ham at kende og at elske ham. (Neil L. Andersen, »Kom Frelseren nærmere«, Liahona, nov. 2022, s. 73-74)
Trin 3
-
Hvornår har I følt, Gud var med jer eller havde styrket jer?
Budskab om trøst
Giv eleverne tid til at forberede deres korte trøstende budskab. De kan gøre det selv eller sammen med en makker.
Vælg et af følgende sæt vers. Lav et kort budskab, der kan trøste nogle, der er bange. Følg de tre trin for at gøre dette.
Esajas 40:9-11
Esajas 40:28-31
Esajas 41:17-20
Esajas 42:5-7
Esajas 43:1-2
Esajas 43:25-26
Når eleverne er klar, så bed dem om at dele deres budskaber om trøst i grupper eller med klassen. Hvis eleverne deler en salme som en del af deres budskab, kan du bede dem om at vælge et vers, der understøtter det, de fortalte. Syng det vers sammen i klassen. Du kan gentage dette, afhængigt af hvor meget tid du har til rådighed.
Konklusion
Giv eleverne tid til at tænke over, hvad de har lært om Gud, der kan trøste dem. Mind dem om, at denne indsigt kan være inspireret af Helligånden, der underviser og vidner om vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Bed eleverne om at skrive deres tanker ned i deres studiebog.