»11.-17. maj. ›Tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren‹: 5 Mosebog 6-8; 15; 18; 29–30; 34«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Det Gamle Testamente 2026, 2026
»11.-17. maj. ›Tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren‹«, Kom og følg mig: Det Gamle Testamente 2026
Moses på Nebobjerget, af John Steel, © Providence Collection/med tilladelse fra goodsalt.com
11.-17. maj: »Tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren«
5 Mosebog 6-8, 15, 18, 29-30, 34
Moses jordiske tjenestegerning begyndte på et bjerg, da Gud talte til ham fra en brændende busk (se 2 Mos 3:1-10). Den endte også på et bjerg mere end 40 år senere, da Gud gav ham et glimt af det forjættede land fra toppen af Nebobjerget (se 5 Mos 34:1-4). Moses havde brugt sit liv på at forberede Israels børn til at komme ind i det forjættede land, og hans sidste instruktioner, påmindelser, formaninger og opfordringer til israelitterne er nedskrevet i 5 Mosebog. Når man læser hans ord, fremgår det klart, at det egentlige formål med Moses’ tjeneste – den forberedelse, som folket havde brug for – ikke handlede om at overleve i ørkenen, besejre fjender eller opbygge en nation. Det handlede om at lære at elske Gud, adlyde ham og forblive trofast over for ham. Det er den forberedelse, vi alle har brug for, for at komme ind i det evige livs forjættede land. Så selvom Moses aldrig kom ind i »landet, der flyder med mælk og honning« (2 Mos 3:8), kom han på grund af sin tro og trofasthed ind i det forjættede land, som Gud har forberedt for alle dem, der følger ham.
I kan finde en oversigt over 5 Mosebog i »Femte Mosebog« i Guide til skrifterne.
Forslag til læring i hjem og kirke
5 Mosebog 6:4-7; 8:2-5, 11-17; 29:18-20; 30:6-10, 14-20
»Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte.«
Moseloven omfattede mange ydre ceremonier og ritualer. Som I kan se i Moses’ råd i 5 Mosebog, var Herren også bekymret for sit folks indre tilstand – deres hjertes åndelige tilstand.
Søg i skriftstederne herunder efter ordet hjerte og tænk over, hvad det kan symbolisere. I kan tænke på disse skriftsteder som et åndeligt sundhedstjek af jeres hjerte. Hvilken diagnose ville I give jer selv? Hvilke behandlinger ville I ordinere for at forbedre jeres hjertes åndelige sundhed? Skriv jeres indtryk ned:
-
5 Mosebog 6:4-7:
-
5 Mosebog 8:2-5:
-
5 Mosebog 8:11-17:
-
5 Mosebog 29:18-20:
-
5 Mosebog 30:6-10:
-
5 Mosebog 30:14-20:
En måde at organisere jeres tanker på kan være at tegne et hjerte og skrive det, som Herren siger, at I bør have i jeres hjerte. Så kan I uden for skrive ting, som I bør holde ude af jeres hjerte.
Hvordan viser man, at man elsker Gud af hele sit hjerte? Se forslag i »Elsk Gud, elsk jeres næste«, Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, 2022, s. 10-12.
Se også M. Russell Ballard, »Elsker du mig mere end disse?«, Liahona, nov. 2021, s. 51-53.
Søg selv åndelig indsigt. Kom og følg mig foreslår skriftsteder og principper, I kan fokusere på i skrifterne, men lad det ikke begrænse jeres studium. Når I læser 5 Mosebog, vil I måske opdage et princip, der ikke er fremhævet her. Lad Ånden guide jer til det, I har brug for at lære.
5 Mosebog 6:4-12, 20-25
»Tag dig i agt, at du ikke glemmer Herren.«
De fleste af de israelitter, der gik ind i det forjættede land, havde ikke set plagerne i Egypten eller krydset Det Røde Hav. Moses vidste, at de – og fremtidige generationer – ville få brug for at huske Guds mirakler og Guds love for at forblive Guds folk.
Hvilket råd finder I i 5 Mosebog 6:4-12, 20-25, der kan hjælpe jer med at huske de store ting, som Gud har gjort for jer? Hvad bliver I inspireret til at gøre, så Herrens ord dagligt kan »ligge dig på sinde«? (Vers 6).
I kan også studere bror Jan E. Newmans tale »Bevar pagtsfolkets røst i den opvoksende slægt« (Liahona, nov. 2023, s. 36-38) og overveje, hvordan I vil videregive jeres tro på Kristus til fremtidige generationer.
Se også 5 Mosebog 11:18-21; Dale G. Renlund, »Overvej Guds godhed og storhed«, Liahona, maj 2020, s. 41-44; Bible Dictionary, »Frontlets or phylacteries«.
5 Mosebog 15:1-15
At hjælpe mennesker i nød vil sige, at man er generøs og villig til at hjælpe.
Vi er endnu ikke kommet til den dag, hvor »der ikke skal være fattige hos [os]« (5 Mosebog 15:4), så principperne om at hjælpe de fattige i 5 Mosebog 15 er stadig værdifulde, selvom den særlige praksis er ændret. Læg mærke til, hvad vers 1-15 lærer os om, hvorfor vi hjælper mennesker i nød, og hvad vores holdning bør være til det.
Hvad vil det sige at »luk[ke sin] hånd op« for mennesker i nød? (V. 8, 11). Hvad lærer I af Herrens eksempel på at hjælpe mennesker i nød? (Se v. 15).
Se også »Har jeg gjort noget godt?«, Salmer og sange, nr. 143.
5 Mosebog 18:15-19
Moses var »som« Jesus Kristus.
Peter, Nefi, Moroni og Frelseren selv kommenterede alle på profetien i 5 Mosebog 18:15-19 (se ApG 3:20-23; 1 Ne 22:20-21; JS-H 1:40; 3 Ne 20:23). Hvad lærer I om Frelseren af disse vers? Tænk over, hvad I har læst om Moses i løbet af de seneste par uger. Hvordan kan Moses siges at være »som« Jesus Kristus?
Jesus Kristus sagde til sit folk i det fordums Amerika: »Jeg er den, om hvem Moses talte« (3 Ne 20:23).
5 Mosebog 29:9; 30:15-20
Herren opfordrer mig til at vælge mellem godt og ondt.
Det kan være interessant at sammenligne Moses’ ord i 5 Mosebog 29:9; 30:15-20 med nogle af Lehis sidste lærdomme til sin familie i 2 Nefi 2:26-29; 4:4. Hvordan byggede Lehi videre på det, Moses lærte om? Hvad finder I i disse vers, der inspirerer jer til at »vælge … liv«? (5 Mosebog 30:19).
Forslag til undervisning af børn
5 Mosebog 6:5
Jeg kan elske Gud af hele mit hjerte.
-
For at hjælpe jeres børn til at forstå 5 Mosebog 6:5 kan I tegne et hjerte, omridset af en krop og en stærk arm. Jeres børn kan pege på billederne, mens I læser ordene »hjerte«, »sjæl« og »styrke«. Hvordan viser vi Herren, at vi elsker ham af hele vores hjerte, sjæl og styrke?
5 Mosebog 6:6-15
Guds ord skal ligge mig på sinde.
-
Læs sammen med jeres børn Herrens råd til israelitterne om at placere skriftsteder et sted, hvor de ville se dem hver dag (se 5 Mos 6:6-9). Det kan inspirere jer og børnene til at tænke over, hvordan I kan sikre jer, at I ikke »glemmer Herren« (v. 12) og huske, hvad han har gjort for jer.
-
I kan påpege, at 5 Mosebog 6:13, 16 og 8:3 hjalp Frelseren i et vigtigt øjeblik i hans liv. Læs Matthæus 4:1-10 sammen for at se hvordan. I kan derefter fortælle hinanden om nogle skriftsteder, der har hjulpet jer, når I har haft brug for det.
5 Mosebog 18:15-18
Profeter underviser os om Jesus Kristus.
-
Når I læser 5 Mosebog 18:18 sammen, så hjælp børnene til at forstå, at profeten som Moses, der nævnes i dette vers, er Jesus Kristus. I kan måske se på billeder af ting, som Moses gjorde, og ting, som Jesus Kristus gjorde, og lade børnene matche dem (se Evangelisk kunst, nr. 15, 16, 38, 39). Hvad har vores profet i dag sagt om Frelseren?
5 Mosebog 29:12-13; 30:8-10
På grund af mine pagter er jeg en del af Guds folk.
-
At tale om 5 Mosebog 29:12-13 giver jer og jeres børn mulighed for at tale om, hvilke pagter, de vil indgå eller har indgået med vor himmelske Fader. Hvad vil det sige at være af Guds folk? Hvordan gør vores løfter os til Guds folk? (Se v. 13; se også Mosi 18:8-10).
-
Hvis børnene har brug for hjælp til at forstå, hvad en pagt er, kan I foreslå, at de finder en definition i »Pagt« i Guide til skrifterne (Evangelisk Bibliotek). Hvilke løfter gav Gud og israelitterne hinanden i 5 Mosebog 30:8-10? Hvilke løfter har vi givet Gud? (Se L&P 20:37, 77). Hvordan forbinder disse løfter os med ham? Overvej at synge en sang sammen om pagter, såsom »Her er vi«, Børnenes sangbog, nr. 144 (Evangelisk Bibliotek).
Se mere i denne måneds udgave af Vores Ven.