Bøn slår drilleri

Illustration: Katelyn Budge

Der gik mange børn på min skole, der opførte sig som falske venner. På gangene sagde de sådan noget som: »Hvad så, makker?« Og så grinede de og hviskede ting om mig. Andre gjorde grin med mit udseende. Det var virkelig stressende og gjorde mig selvbevidst.

Jeg plejede ikke at bede særligt ofte. Men især da jeg begyndte at blive drillet i skolen, begyndte jeg at bede mere. Til at begynde med var jeg usikker på, hvad jeg skulle sige. Men med tiden følte jeg mig tryg ved at tale med vor himmelske Fader, fordi jeg havde opbygget et forhold til ham.

Hvis der sker noget i skolen, beder jeg en bøn i mit sind. Jeg ved, at Jesus Kristus er med mig, og han er den bedste ven, jeg kan have. At bede og huske på Kristus har hjulpet mig til at indse, at det andre mennesker siger, ikke betyder noget. Det, der betyder noget, er, hvad vor himmelske Fader og Jesus Kristus tænker om mig.