»Det er det værd for mig«

Max nikkede med hovedet i takt til den sang, der blev spillet i bilradioen. Han kunne ikke vente! I dag tog mor ham med ud for at lege med hans fætter, Preston. Men lige da hans yndlingsdel af sangen startede, skruede mor ned for musikken. Han skulle til at bede hende om at skrue op for den igen, da han så hendes ansigt i bakspejlet. Hun så lidt ked ud af det.

»Hvad er der galt?« spurgte Max.

»Jeg har noget at tale med dig om, før vi når hen til Prestons hus«, sagde mor. »Prestons familie har valgt at holde op med at gå i kirke«.

Max og Preston var blevet døbt den samme dag. Han tænkte på alle de gange, de var gået i kirke sammen. Det gjorde ham ked af det at tænke på, at det måske ikke ville ske mere.

»Hvorfor?« spurgte Max.

Mor sukkede. »Tja, hans forældre tror ikke på, at Kirken er sand længere. Tante Abby blev lidt vred på mig forleden, da vi talte om kirken«.

Max kunne mærke en knude i sin mave. »Hvad hvis Preston også bliver vred på mig over det?« hviskede Max.

Mor så på Max i spejlet. »Hvis du ikke er sikker på, hvad du skal sige, skal du bare lytte. Helligånden vil hjælpe dig med at vide, hvad du skal gøre. Uanset hvad, så er de vores familie, og vi vil altid elske dem«.

Max var lidt nervøs, da han kom hjem til Preston, men de begyndte hurtigt at tale og lege som normalt. Efter deres saltomortale-konkurrence på trampolinen, gik de indenfor for at få noget at drikke. Max opdagede, at det snart var tid til, at mor skulle hente ham.

»Jeg skal snart hjem«, sagde Max. »Jeg ville ønske, jeg kunne blive her længere«.

»Du kan da sove her!« Preston rakte Max et glas vand.

Max tog en slurk. »Det kan jeg ikke. Jeg skal tidligt op i morgen«.

»Fordi du skal i kirke?« Preston lo. Det var ikke en venlig latter. Max kunne ikke lide den måde, det lød på.

»Du burde pjække fra kirken«, sagde Preston. »Bliv her. Vi kan sove længe og lege hele dagen. Hvis du går i kirke, skal du rede dit hår og sidde stille, mens folk taler om kedelige ting«. Han lukkede øjnene og lod som om, han faldt i søvn. Så åbnede han øjnene og lo igen. »Er det virkelig det værd?«

Max var nervøs. Hvad skulle han sige? Han nippede til vandet, tog en dyb indånding og bad en stille bøn for at vide, hvad han skulle gøre. Så smilede Max og sagde ganske enkelt: »Ja … det er det værd for mig«.

Preston nikkede langsomt. »Okay«, sagde han. »Sejt nok. Jeg håber bare, at vi snart kan
lege igen«.

»Også mig«, smilede Max.

På vej hjem fortalte Max mor, hvad der var sket.

Mor lyttede stille og smilede. »Der kan du se. Du lyttede til Helligånden, og du vidste lige, hvad du skulle sige«.

Max var glad. Han var glad for, at Helligånden havde hjulpet ham til at være modig og stå for det, han vidste var rigtigt.

Åbn PDF

Illustration: Kavel Rafferty