Tænkesofaen

June kunne ikke lide at sidde i tænkesofaen!

I hendes familie var man nødt til at sidde i en stor, blød sofa, når man havde truffet et dårligt valg. På det seneste havde June siddet der ofte, som for eksempel da hun fortalte en løgn, eller lavede et stort rod i køkkenet og ikke ville rydde op. Men for det meste sad hun i tænkesofaen, når hun havde skændtes med sin søster, Kelly.

I dag sad June i den ene ende, og Kelly sad i den anden. Mor sad sammen med dem og pegede på billedet af Jesus Kristus på væggen.

»Lad os tænke på, hvor meget Frelseren elsker jer«, sagde mor. »Hvad ville han gøre, hvis han var her? Hvad ville han have, at I skulle gøre?

June stirrede ned på gulvet. Hun havde ikke lyst til at se på billedet. Hun vidste, at Jesus ønskede, at hun skulle være venlig. Men hun var også bekymret for, at han ville blive vred på hende, fordi hun skændtes.

Et par dage senere, da deres ven Samantha var på besøg, havde June og Kelly det største skænderi nogensinde.

Efter Kelly stormede væk, følte June sig så vred, at hun troede, hun ville eksplodere. »Jeg vil ikke lege med Kelly mere. Hun er altid så ond!«

»Men jeg kan godt lide at lege med jer begge«, sagde Samantha. »Og Kelly er ikke altid ond«.

»Jamen, hun er altid ond mod mig«, sagde June. »Hun råber af mig og kalder mig navne og … hun slår mig!«

Samantha spærrede øjnene op. »Jeg har aldrig set hende slå dig«.

»Jamen, det gør hun«, sagde June. »Hele tiden!«

Samantha så bedrøvet ud. June begyndte at føle sig dårligt tilpas. Hvorfor havde hun lige fortalt sådan en ond løgn?

En lyd fra døråbningen fik June til at kigge op. Der var Kelly. Hun havde hørt alt! Kelly løb grædende væk. Junes hjerte sank.

Kort tid efter tog Samantha hjem. Men June blev ved med at sidde på gulvet. Efter et stykke tid, kom mor ind på værelset.

»Kelly er ked af det«, sagde hun. »Hvad er der sket?«

June kiggede ned. »Øh … jeg løj. Jeg sagde, at hun slår mig. Det er ikke sandt. Jeg må hellere snakke med hende«.

Hun vidste, at hun var nødt til at sige undskyld. Men hvad nu hvis Kelly ikke ville tilgive hende?

Efter at have ledt lidt, fandt June Kelly krøllet sammen på tænkesofaen. Hun satte sig ved siden af hende. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige for at gøre tingene bedre. Hun begyndte at græde.

»Undskyld«, sagde June. »Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortalte sådan en ond løgn. Og jeg vil gerne lege med dig«.

June ventede på, at Kelly skulle råbe ad hende. I stedet satte hun sig op og gav June et stort kram. »Jeg tilgiver dig«, sagde hun.

»Hvad?« sagde June overrasket.

»Jeg siger også undskyld«, sagde Kelly. »Lad os ikke skændes mere«.

June tørrede sine øjne. »Den er jeg med på«.

Hun så på billedet af Jesus. »Jeg plejede at bekymre mig om, at han ville blive vred på mig for at skændes«, sagde June. »Men sådan er Jesus ikke. Hvad tror du, han ville gøre?«

»Jeg tror, han ville give os et stort kram«, sagde Kelly. »Og bede os om at være sødere mod hinanden«.

June smilede. »Det tror jeg også«.

Åbn PDF

Illustration: Shawna J.C. Tenney