»Nadver i Sahara«, Vores Ven, februar 2026, s. 20-21.
Nadver i Sahara
Da Isabelle var en lille pige, arbejdede hendes far i det franske militær. Deres familie flyttede meget rundt. Da hun var otte år, flyttede de til Saharaørkenen. Der var ikke andre medlemmer af Kirken i nærheden, så de fik tilladelse til at tage nadveren i deres hjem.
Hver søndag samledes Isabelle og hendes familie i stuen og sang salmer, de havde lært udenad. Hendes far velsignede brød og vand til nadveren. Så skiftedes hendes forældre og søskende til at holde tale.
Det viste Isabelle, hvor vigtigt det var at efterleve evangeliet. Eftersom de boede langt væk fra andre kirkemedlemmer, ville ingen have vidst det, hvis de holdt op med at holde kirke derhjemme om søndagen. Men de valgte at gøre det rette.
To år senere flyttede de tilbage til Frankrig, hvor der var flere medlemmer af Kirken. Isabelle fik mulighed for at blive døbt. At se sine forældre efterleve evangeliet i Saharaørkenen, hjalp hendes vidnesbyrd med at vokse. Det gav hende tro på Gud og til at gøre det rette, selv når ingen så det.
Vi lover, at uanset hvor i verden I bor, så er vor himmelske Fader opmærksom på jer! Han elsker jer, og han ønsker at hjælpe jer til at blive mere, som han er.
At føle sig lille i en stor ørken
Sahara-ørkenen er den største varme ørken i verden! Det kan være let at føle sig lille på et stort sted. Men Gud glemmer os aldrig og kan altid være med os. Kan I finde de ovenstående scener på billedet?
Illustrationer: Katie Kear