Julevugger

Knas, knas, knas.

Katies sko knasede sagte i sneen, mens hun gik over til værkstedet. Da hun åbnede døren, kom den velkendte lugt af olie og fedt fra traktoren, som hendes far havde repareret.

»Hvordan har min Katie det?« spurgte far, da hun trådte indenfor.

»Jeg fryser!« Hun stampede sneen af sine støvler. »Hvad laver du?«

Han vendte sig mod arbejdsbordet. Træstykker lå spredt rundt om en dukkevugge. Katie tog en dyb indånding. Kunne det være til hende? Måske var det til hendes lillesøster, Jane.

»Den er godt nok sød,« sagde Katie. »Er den til Jane?«

Far rystede på hovedet. »Kan du huske hr. Roy, manden, der arbejdede sammen med os under høsten?«

Katie nikkede.

»Han og hans familie fandt et hus, de kunne leje, men de går igennem en svær tid,« sagde far. »Han er bekymret for, at der ikke bliver ret meget jul for hans tre små piger i år. Men din mor og jeg har nogle særlige gaver til dem.«

Katie gik hen til den lille vugge og vuggede den frem og tilbage.

Far smilede. »Hvis du var en lille pige, ville du så kunne lide den her vugge?«

Hun lo. »Jeg er en lille pige!«

Så indså Katie, hvem vuggen var til. Den var til hr. Roys døtre!

»Må jeg hjælpe?«

»Du må hjælpe mig med at male,« sagde far. Hans øjne glimtede.

Far havde lavet tre vugger, en til hver pige. Han åbnede nogle malerbøtter, og Katie gik i gang. Hun malede dem i sarte lyserøde, babyblå og lysegule farver. For hvert penselstrøg blev hun mere og mere begejstret.

Hun vendte sig over mod sin far. »Da jeg så den første vugge, håbede jeg, at den var til mig. Men det er så sjovt at hjælpe. Jeg håber, at pigerne elsker vuggerne lige så meget, som jeg elsker at male dem.«

Juleaften tog Katie og hendes familie hjem til familien Roy.

Bank, bank, bank. Katie bankede på døren og ventede. Da døren blev åbnet, så hun en pige omkring samme alder som hende selv med lysblondt hår og en tynd gul kjole. To yngre piger tittede frem bag hende.

Et øjeblik senere kom fru Roy også ud til døren.

»Glædelig jul,« sagde mor.

Katie og hendes familie bar vuggerne, tre indpakkede dukker og en stor kasse fuld af julemad indenfor. Fru Roy så på, mens tårer glitrede i øjnene, da hver af pigerne valgte en vugge. Langsomt overvandt pigerne deres generthed. Med ansigter der strålede af glæde, puttede de deres nye babydukker i de hyggelige dyner, som Katies mor havde lavet.

Katie satte sig ved siden af den ældste pige. »Hvad hedder du?«

»Flossie,« sagde pigen.

»Jeg hedder Katie. Kan du lide vuggen?« spurgte hun.

Flossie smilede over hele ansigtet. »Den er det smukkeste, jeg nogensinde har haft.«

»Jeg er glad for, at du kan lide den. Jeg hjalp med at male den!«

»Tak,« hviskede hun, mens hun lagde sine små arme om Katie.

Far lukkede døren, da de forlod familien Roys hus. Han gav Katies skulder et klem. »Hvad synes du, det bedste ved julen er?«

Katie så op på sin far med et smil. »Før syntes jeg, at det var at få en gave, men nu tror jeg, at det måske er at give en gave til en anden.«

Illustration: Melissa Manwill Kashiwagi