Traditionen med krybbespil

Spencer holdt papá i hånden, mens de gik gennem græsset. Hans ældre søstre gik foran og samlede sten og kviste.

»Papá, hvorfor bruger vi ting, som er udenfor til krybbespillet?« spurgte Spencer.

Papá samlede et stykke mos op. »Det er noget, familier her har gjort i lang tid. Vi samler ting, som vor himmelske Fader har givet os i naturen for at skabe et sted til Jesusbarnet. Det hjælper os til at huske, at han blev født et ydmygt sted.«

Spencer så på mosset i papás hånd. Det var ikke smart og moderne, men det var blødt.

Da de kom hjem, samledes de omkring bordet i stuen. Papá lagde en lille lerfigur af Maria og Josef på bordet. Nu skulle de bruge det, de havde fundet udenfor, til at lave stalden og krybben. Når det så blev juleaften, ville de føje Jesusbarnet til krybbespillet.

Spencer så på, mens hans søstre arbejdede. De tilføjede farverige blomster og lavede et lille hegn ved at flette grene. De fik det til at se så flot ud.

Spencer lagde forsigtigt noget mos i den ene side af stalden og tilføjede nogle sten. Men når han så på det, han havde lavet, virkede det ikke så godt som det, hans søstre lavede. Hans sti så skæv ud. Hans mos var ikke glat.

Han sukkede. »Det, jeg har lavet, ser ikke særlig pænt ud,« sagde han stille.

Mamá lagde en arm om ham. »Hvorfor synes du ikke det?«

»Det ser ikke så godt ud som deres.«

Papá kom over for at sidde ved siden af ham. »Spencer, ved du, hvorfor vi laver krybbespillet?«

Spencer rystede på hovedet.

»For at hjælpe os til at føle os tæt på Jesus,« sagde papá. »Frelseren er den mest specielle del af julen. Han har ikke brug for smarte gaver – kun vores kærlighed, og at vi gør vores bedste .«

Spencer nikkede. Han så på sin lille bunke sten og mos igen. Måske var det ikke perfekt, men han havde gjort sit bedste.

I løbet af de næste dage samledes de ved bordet for at tænde et lys og synge julesange. Spencer kunne godt lide, hvordan krybben til Jesusbarnet blev ved med at være tom. Det mindede ham om, at de ventede på noget særligt – ligesom hyrderne og de vise mænd havde gjort.

Endelig kom juleaften. Mor gav Spencer det lille Jesusbarn af ler, og han lagde det forsigtigt i krybben.

Da Spencer så på krybbespillet, bekymrede han sig ikke om, hvor perfekt det så ud. Han tænkte på Jesus Kristus.

Spencer smilede. I år havde han givet Jesus noget ved at gøre sit bedste, selv når det ikke var perfekt. Og han ønskede at blive ved med at give – ved at være venlig, elske andre og prøve at blive mere som ham.

Illustration: Brooke Smart