Justinas spørgsmål

»Er vi der snart?« spurgte Justina.

»Næsten,« sagde mormor. Bilen drejede rundt om hjørnet, og der var det! Templet stod højt på bakken. Det var så smukt!

Justina og hendes familie var her for at deltage i tempelindvielsen. Mor sagde, at det var et vigtigt møde, hvor en apostel ville bede en særlig bøn inde i templet. Så ville templet være klar til, at Kirkens medlemmer kunne udføre ordinancer derinde. »Tempelindvielser transmitteres, så Kirkens medlemmer kan se dem fra deres kirkebygninger,« forklarede mor. »Men vi er heldige at kunne deltage i indvielsen inde fra templet.«

Uden for templets døre fik de hvide plastikovertræk til at putte på deres sko. Justina syntes, de så fjollede ud. »Hvorfor skal vi have dem her på?« spurgte hun mormor.

»De beskytter de nye tæpper,« hviskede mormor. »Husk, vi skal hviske inde i templet, okay? Vi ønsker at være ærbødige i Herrens hus.«

Da de gik gennem templet, stirrede Justina op på det høje loft. Der var så stille, at hun havde lyst til at gå på tæer og holde vejret. Hun blev forbløffet, da de begyndte at gå op ad en vindeltrappe. Trappen syntes at fortsætte for evigt.

Endelig ankom de til værelset, hvor hendes familie skulle se indvielsen. »Det kaldes et beseglingsværelse,« sagde mormor stille. »Ved du, hvad der sker her?«

Justina rystede på hovedet.

»Det er her, familier besegles for evigt. Det betyder, at de kan leve sammen i himlen, når de dør. Se på spejlene.« Bedstemor pegede på spejlene i begge sider af værelset. »Kan du se, hvad der sker, når du ser på dit spejlbillede?«

Justina kiggede i et af spejlene og så sit spejlbillede gentaget igen og igen.

»Wow,« sagde Justina og sørgede for at hviske denne gang. »Det fortsætter for evigt.«

Da indvielsen begyndte, tænkte Justina på sin familie. Hendes forældre var skilt. Og hun vidste, at de ikke var blevet beseglet i templet.

Hun så på sin mor og sine søskende, der sad ved siden af hende. Ville hun komme til at være sammen med dem i himlen? Hvad nu, hvis jeg ikke kan være sammen med min familie for evigt, fordi vi ikke er beseglet? Den tanke gjorde hende bange og bekymret.

Justina lænede sig tæt ind til mormor og spurgte: »Hvad sker der, hvis man ikke er beseglet til sin familie?«

Mormor tænkte sig om et øjeblik. Så sagde hun: »Det ved jeg ikke rigtig, skat. Men jeg ved, at Gud elsker os og ønsker, at vi skal være lykkelige.«

Justina tænkte over det, da hun lyttede til den næste taler. Snart var indvielsen næsten forbi. Det var tid til at synge »Guds Ånd som en ild«.

Mens Justina stod og sang, følte hun en varm følelse i hjertet. Hun vidste, at Helligånden fortalte hende, at alt nok skulle gå. Hun følte, at hendes tro voksede.

Da sangen sluttede, gav Justina mormor et kram. Hun havde ikke alle svarene, men hun havde tro på, at Gud elskede hende og hendes familie højt. Hun vidste, at hun kunne stole på ham.

Åbn PDF

Illustrationer: Jarom Vogel