Lidt ligesom himlen

Tahira foldede den sidste skjorte sammen, og lagde den i sin kuffert. Hun pakkede til en tur, for hun skulle tilbringe sommeren hos sin tante og morbror i Canada. Hun var spændt, men også lidt nervøs. Canada var langt væk fra hendes hjem i Indien.

»Har du det hele?« spurgte mor.

»Det tror jeg.« Tahira lukkede sin kuffert.

»Du kommer til at få det rigtigt sjovt. Sørg for at give morbror Reza og tante Misu nogle store knus fra mig,« sagde mor.

Da Tahira steg af flyet i Canada, gav hun morbror Reza og tante Misu et stort kram. »Det er fra min mor,« sagde hun.

De brugte de næste par dage på at udforske byen og de nærliggende steder. Hun fik besøgt sin første forlystelsespark og set Niagara Falls. Det var rigtig sjovt!

Lørdag eftermiddag hjalp Tahira med at lave kylling makhani til aftensmad. Da de havde spist, stillede morbror Reza hende et spørgsmål.

»Har du lyst til at komme med os i kirke i morgen?« spurgte han. »Vi går i en kristen kirke. Der lærer vi om Jesus Kristus og hans evangelium.«

»Okay,« sagde Tahira. Mor og far havde en anden religion, men Tahira gik på en kristen kostskole i Indien. At gå i en ny kirke ville ikke være så anderledes.

Næste dag tog Tahira en kjole på, som hendes tante havde givet hende. Da de kom hen til kirkebygningen og gik indenfor, sang alle. Tahira stoppede op og stirrede på alle menneskerne. Der sad mødre og fædre med deres børn. Alle så glade ud. Sangen var så smuk.

Det føles som himlen, tænkte Tahira.

Tahira satte sig på en af bænkene sammen med tante Misu og morbror Reza. Hun så på, mens bakker med brød og vand blev sendt rundt. Hun lyttede til talerne, der handlede om Jesus Kristus. Og hun lyttede til mere sang. Den sidste sang handlede om familier, der er sammen for evigt. Hun elskede den følelse, ordene gav hende.

Efter den sidste bøn vendte Tahira sig mod morbror Reza. »Hvad betyder det at være sammen for evigt?«

Morbror Reza smilede. »Vi tror, at hvis vi følger Jesus Kristus, og indgår og holder løfter med Gud, kan vi en dag bo i himlen med vores familie – alle sammen.«

Tahira følte en varme indeni, fra top til tå. Hun kunne godt lide tanken om at være sammen med sin familie for evigt.

Efter kirke blev Tahira ved med at tænke på den smukke musik. Hun ønskede at lære mere om Jesus Kristus og evige familier. Hun besluttede at mødes med missionærerne. Efterhånden som ugerne gik, fik Tahira større og større viden om, at evangeliet var sandt.

Tahira ringede til sine forældre for at fortælle dem om, hvad hun lærte. Så stillede hun dem et vigtigt spørgsmål. »Må jeg blive døbt?« De sagde ja!

På dagen for Tahiras dåb sang Tahira, morbror Reza og tante Misu »Jeg er Guds kære barn.« Morbror Reza havde oversat den, så de kunne synge den på hindi. Hindi var det sprog, hun talte hjemme i Indien.

Mens Tahira sang, følte hun en varme i hjertet. Det føltes som himlen. Og Tahira vidste, at hvis hun holdt sine løfter til vor himmelske Fader, kunne hun, på grund af Jesus Kristus, bo sammen med dem begge igen en dag.

Åbn PDF

Illustrationer: Ekata Mandal