Coles svar

»Jeg er Guds barn, og han har sendt mig her, har givet mig et jordisk hjem, med far og mor så kær …«

Coles øjne blev fyldt med tårer, og han holdt op med at synge. Han spurgte sin primarylærer, om han måtte gå på toilettet.

På badeværelset stirrede Cole ind i spejlet. Han stod lige her sammen med sin far for et år siden, lige før Coles dåb. De havde begge været klædt i hvidt.

»Du skal til at indgå en meget vigtig pagt,« havde far sagt. »I dag lover du altid at følge Jesus Kristus og prøve at blive som ham.«

Cole havde følt sig så glad og varm, da han kom op af vandet. Han vidste, at han havde truffet det rette valg om at blive døbt.

Men nu var det hele anderledes. Far var ikke sammen med ham i dag. Han kom aldrig i kirke mere.

Cole snøftede og tørrede sine øjne. Da far ikke kom i kirke, troede Cole til at begynde med, at han var syg. Eller måske at han skulle på arbejde. Så kom far mindre og mindre. Kort efter kom han slet ikke med dem.

Cole huskede den dag, hvor han endelig følte mod nok til at spørge sin mor om far. Mor havde sukket og sagt: »Far er ikke sikker på, at Kirken er sand længere. Han prøver at finde ud af, hvad han tror på.« Hun så trist ud, og Cole vidste, at det også var svært for hende.

Skræmmende spørgsmål fyldte Coles sind. Hvordan kunne nogen miste deres vidnesbyrd? Ville Cole nogensinde miste sit? Hvad betød alt dette for deres familie?

Cole havde givet mor et knus. »Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi hjælpe far med at finde sit vidnesbyrd?«

»Kun vor himmelske Fader kan hjælpe far med at finde sit vidnesbyrd igen,« havde mor sagt. »Men vi kan bede for ham.«

Lige siden havde Cole bedt for far hver dag. Men månederne gik, og intet ændrede sig. Cole blev bange. Han bekymrede sig hele tiden. Det var svært at gå i kirke uden far. Det var svært at tro, at hans familie kunne være sammen for evigt.

Cole tørrede resten af sine tårer væk og bad endnu en stille bøn. Så gik han tilbage til primary. Da han kom ind, mindede søster Snow alle om generalkonferencen næste weekend.

Den følgende søndag sad Cole sammen med mor og så generalkonference. Far var ovenpå og så basketball. Cole lyttede til profeten, der fortalte om sit liv som lille dreng. Han blev overrasket over at høre, at præsident Nelsons forældre heller ikke gik i kirke, da han var ung.

Derefter talte præsident Nelson om, hvordan han havde længtes efter at blive beseglet til sine forældre i templet. Cole frøs og lyttede nøje efter. Præsident Nelson måtte vente i mange år, ja til efter hans forældre var blevet 80 år! Men så blev de endelig beseglet som en evig familie.

Cole følte Helligånden hviske til ham, at tingene med far også ville ordne sig. Cole måtte være tålmodig. Men vor himmelske Fader ville hjælpe hans familie, ligesom han havde hjulpet præsident Nelsons familie.

Selvom svaret ikke var det, Cole havde ønsket, vidste han, at vor himmelske Fader havde hørt og besvaret hans bøn. Vor himmelske Fader elskede hans far, og han elskede også Cole.

Illustrationer: Brenna Vaughan