Mors Dåb

Vandet hvirvlede rundt om Scotts ben, da han trådte ned i dåbsbassinet. Hans ældre bror Sandy stod allerede i vandet. Han smilede og tog Scotts hånd.

Scott smilede igen og så op på de mennesker, der så på. Der var far. Han så så glad ud! Og der var mor. Hun vinkede til ham. Hun havde også hvidt dåbstøj på. Scotts anden bror, Gerrie, skulle døbe hende.

Da mor havde fortalt Scott, at hun ville blive døbt samme dag som ham, var han blevet så begejstret. Mor var ikke vokset op med at gå i kirke, ligesom Scott var vokset op med. Hun var begyndt at gå i kirke, efter hun havde mødt far.

Scott havde altid vidst, at mor elskede Jesus Kristus, og hun kom i kirke med dem næsten hver uge. Missionærerne var også kommet meget hjem til dem. Men det havde taget flere år, før mor følte sig klar til at blive døbt. Han var så glad for, at de kunne dele denne særlige dag sammen!

Det var mor, der havde lært ham om dåb og bekræftelse, da han blev otte.

»Du vil give vor himmelske Fader et meget vigtigt løfte om altid at følge ham og Jesus Kristus,« havde hun sagt. »Til gengæld vil du altid have Helligånden hos dig.«

Og nu var det tid til at blive døbt! Scott holdt sig for næsen, da Sandy dyppede ham helt ned under vandet. Da Scott kom op igen, blinkede han vandet væk fra øjnene og smilede stort. Han følte sig så ren! Han havde en varm følelse i hjertet, da han trådte op af dåbsbassinet.

Da Scott havde skiftet til tørt tøj, satte han sig ned og så Gerrie døbe mor. Hun så så glad ud, da hun gik ned i vandet og kom op igen. Hun så direkte på Scott og gav ham et stort smil.

Den næste dag i kirken blev de begge bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Scott lukkede øjnene, da far og andre præstedømmebærere lagde deres hænder på hans hoved. De velsignede ham med Helligåndsgaven. Så lyttede han ærbødigt, da mor blev bekræftet. Han følte sig varm, glad og tryg. Scott vidste, at det, han følte, var Helligånden.

Bagefter satte de sig ned igen for at lytte til talerne. Så hørte Scott et snøft. Han så til sin overraskelse en tåre trille ned ad mors kind.

Scott rynkede panden. »Er du okay, mor?« hviskede han. »Hvorfor er du ked af det?«

Mor tørrede sin kind og smilede. Jeg er ikke ked af det,« hviskede hun tilbage. Hun lagde en arm om Scott og krammede ham. »Nogle gange græder folk, når de er glade. Og jeg er så glad lige nu.«

Scott krammede tilbage. »Det er jeg også.«

Illustrationer: Raquel Martin