Går til kirke

»Mor, vågn op,« hviskede Kupa.

»Solen er ikke oppe endnu.« Mor gabte. »Kan du ikke sove lidt længere?«

»Jeg er for spændt,« sagde Kupa. »Det er søndag, og vi kan gå i kirke!«

»Okay. Du vinder,« sagde mor. »Men jeg får brug for din hjælp til at gøre dine søstre klar.«

Kupa kunne godt lide at hjælpe mor. Hun begyndte med at koge majsmel for at lave sadza til sine små søstre, Agnes og Sheila. Da de havde spist, hjalp Kupa med at rydde op.

Kupa tog sin yndlingskjole på og valgte tøj til sine søstre. Værelset var fyldt med fnis, da hun hjalp dem med at få tøj på. Hun var så spændt!

»Du er en god hjælper, Kupa,« sagde mor.

»Tak!« sagde Kupa.

Da de gik ud ad døren, bandt mor Sheila fast på sin ryg med et stykke stof. »Jeg er så glad for, at I to er store nok til at gå,« sagde hun til Kupa og Agnes.

Mor tog Kupas hånd, og de begyndte at gå ned ad grusvejen. Langt derfra kunne Kupa se templet, der var ved at blive bygget i Harare. »Jeg elsker at se templet,« sagde Kupa.

»Det gør jeg også,« sagde mor. »Vi er velsignede med at bo et sted, hvor vi kan se det blive bygget.«

De tog en genvej gennem majsmarkerne. Nogle gange stoppede de for at hvile og lade Sheila bevæge og strække sig. De talte, sang sange og lyttede til fuglene. Efter de havde gået i halvanden time, var Kupa så glad for at se kirken.

Kupa læste skiltet: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

»Vi nåede det,« sagde mor. Hun løsnede viklen omkring Sheila.

»Og vi er tidligt på den igen!« sagde Kupa begejstret.

Kort tid efter hilste Kupa og mor glade på de andre, der kom ind i bygningen. Kupa kunne godt lide at være sammen med folk i kirken. Hun følte sig elsket der.

Kupa og hendes familie fandt et sted at sidde. Det føltes godt at hvile benene. Da hun tog nadveren, tænkte hun på Jesus Kristus. Derefter lyttede hun omhyggeligt, da biskoppen forklarede, at det var fastesøndag, og opfordrede folk til at bære deres vidnesbyrd.

Kupa så på og lyttede, mens andre kom op foran i kirkesalen for at fortælle, hvad de troede på. Hun ønskede, at de alle skulle vide, at hun også havde et vidnesbyrd. Kupa gik op forrest i salen. Hun var lidt nervøs, men hun vidste, hvad hun ville sige.

Hun trak vejret dybt, rettede sig op og sagde: »Jeg elsker at se templet. Jeg ved, at det er et særligt sted at lære om vor himmelske Faders plan. Vores liv er en dyrebar gave fra ham. Jeg ved, skrifterne er sande. Jeg ved, at vor himmelske Fader og Jesus elsker mig. Jeg prøver at være venlig og hjælpsom ligesom Jesus. Jeg ved, at Kirken er sand. I Jesu Kristi navn. Amen.«

Kupa så på folk i salen. De smilede til hende. Kupa smilede stort og gik tilbage til sin plads. Mor krammede hende, da hun satte sig ned. Kupa var glad for, at hun havde haft mod til at bære sit vidnesbyrd. Kupa elskede søndage.

Illustrationer: Fotini Tikkou