Regnvejrsdags-lejren

»Mit kamp er i morgen, ikke?« spurgte Lucy, da mor puttede hende.

Mor nikkede. »Jo! I morgen aften kl. 18.00.«

Lucy kunne næsten ikke vente. Hun havde glædet sig til sit holds første softballkamp i flere uger. Og i år var deres trøjer lyserøde. Hun var så spændt, at det var svært at falde i søvn.

Men næste morgen kiggede Lucy ud ad vinduet og rynkede panden. Kedelige grå skyer hang på himlen, og der var vandpytter overalt. Det havde regnet hele natten.

Hun knælede for at bede sin morgenbøn. »Kære himmelske Fader, hjælp med, at vejret kan blive godt til min softballkamp i aften.«

Hele dagen i skolen tænkte Lucy på kampen. Hun så et billede af sig selv for sig iført sin nye lyserøde trøje og med hånden i vejret for at gribe en vinderbold. Men udenfor var det stadig regnfuldt og vådt.

Lucy bad en hurtig bøn i tankerne. Vor himmelske Fader, hjælp med få solen til at komme frem, så vi kan spille i aften.

Da skoleklokken ringede, tog Lucy sin rygsæk og løb udenfor. Hun kunne se solen begynde at titte fra bag skyerne.

Men da mor kom for at hente hende, havde hun dårlige nyheder. »Kampen i aften er blevet aflyst,« sagde hun. »Det er jeg ked af.«

Lucy kiggede op mod himlen. »Men solen er ved at komme frem. Måske stopper regnen.«

»Det er rigtigt,« sagde mor. »Men softball-banen er oversvømmet af alt vandet. Så selv om det holder op med at regne, er det for vådt og mudret til at spille. De rykker kampen til en anden dag.«

Lucys øjne fyldtes med tårer. Hun var så skuffet. Hun ville virkelig gerne spille i aften. Hvorfor besvarede vor himmelske Fader ikke hendes bønner?

Derhjemme følte Lucy sig lige så grå og gnaven som regnskyerne. Hun havde ikke lyst til at læse sin yndlingsbog. Og selv om mor lavede hendes yndlingspastaret til aftensmad, smagte den ikke nær så godt.

Efter aftensmad kravlede Lucys yngste søster Ellie op på hendes skød. »Lege med mig?« spurgte hun.

Lucy sukkede. »Okay,« svarede hun. Så fik hun en idé. »Vi må finde på noget sjovt at lave.«

Hun fandt en kost og bandt et tørklæde fast i enden af den, så den blev til et flag. Så samlede hun alle sine søstre. Hun holdt flaget i vejret og sagde: »Velkommen til Regnvejrsdags-lejren. Det er stedet man tager hen for at have det sjovt, når man ikke kan lege udenfor.«

Hendes søstre jublede.

»Først,« sagde Lucy »synger vi vores lejrsang.«

Pigerne fnisede, mens de fandt på en fjollet sang og ord, der passede til. Så marcherede de rundt i stuen med deres flag og sang så højt, som de kunne.

»Nu skal vi sætte vores telt op.« Lucy hjalp sine søstre med at samle tæpper og puder, så de kunne lave en hule. Den væltede et par gange. Men da de havde fået den lavet, krøb de sammen inde i hulen og spillede spil.

Snart var det sengetid. »Jeg håber, at det regner igen i morgen,« sagde Lucys søster Liza. »Jeg vil gerne lege regnvejrsdag-lejr igen.«

»Tak for, at du legede med dine søstre,« sagde mor, da hun krammede Lucy godnat. »Du fandt dit eget solskin frem midt i en kedelig situation. Jeg er stolt af dig.«

Lucy var glad, da hun kravlede i seng. Hendes bønner blev ikke besvaret på den måde, hun ønskede. Men vor himmelske Fader havde stadig hjulpet hende med at finde på noget sjovt at lave med sin familie – og det var lige så sjovt som at have en lyserød trøje på til sin første softballkamp.

Åbn PDF

Illustrationer: Apryl Stott