2024
Bøn for Alejandro
November 2024


»Bøn for Alejandro«, Vores Ven, nov. 2024, s. 32-33.

Bøn for Alejandro

»Ved Jesus, hvordan det føles at have kræft?« spurgte Gerardo.

Denne historie fandt sted i El Salvador.

Gerardo kørte på rulleskøjter hen til fortrappen ved sit hus. Mamás bil stod i indkørslen. Det betød, at hun og hans storebror, Alejandro, var tilbage fra lægen. Gerardo trak sine rulleskøjter af og styrtede ind.

»Gerardo?« kaldte mor. »Vi er herinde!«

Gerardo gik ind i stuen. Alejandro lå på sofaen. Mamá sad ved siden af ham. Hun så bekymret ud.

Gerardo var også bekymret. I sidste uge fandt de ud af, at Alejandro havde kræft. Han var meget syg.

Men Alejandro satte sig op og smilede, da Gerardo kom ind. »Hejsa! Har du haft en god dag?«

»Ja, men hvordan gik det hos lægen?« spurgte Gerardo.

»Han siger, at jeg er nødt til at blive opereret,« sagde Alejandro.

Mamá nikkede. »Men de bedste læger til at hjælpe ham er på børnehospitalet. Men fordi Alejandro er 14, er han for gammel til at blive behandlet der. Så vi bliver nødt til at finde et andet sted.«

Gerardos mave trak sig sammen. Hvad ville der ske, hvis de ikke kunne få hjælp til Alejandro? Ville Alejandros kræft blive værre?

Gerardo gik ind på sit værelse. Han havde brug for at tænke.

I Primary lærte Gerardo, at vor himmelske Fader altid ville høre ham. Gerardo vidste, at han altid kunne bede ham om hjælp.

Så han knælede ned ved sin seng og lagde armene over kors. »Kære himmelske Fader, vil du ikke nok hjælpe Alejandro,« bad han. »Hjælp os med at finde læger, der kan udføre operationen.«

Dreng spiser middag

Snart kaldte mamá ham til middag. Hun havde lavet pupusas, Gerardos livret. Han tog en stor bid af den tykke, grillede tortilla fyldt med ost og bønner. Men han var stadig bekymret for sin bror.

Alejandro tog kun et par bidder af sin pupusa. Han rynkede på panden og bevægede sig meget langsomt.

Mamá må også have bemærket det. »Skal vi ikke se en kirkevideo?« spurgte hun. De kunne godt lide at se videoer om Jesus Kristus, når de var kede af det.

»Okay.« Gerardo ryddede af bordet, mens mamá gjorde videoen klar. Så satte de sig alle ned for at se på.

I videoen bad Jesus Kristus i en have ved et træ. Gerardo kendte denne historie. Det var, da Jesus led, før han døde på korset.

Da videoen sluttede, følte Gerardo sig rolig og fredfyldt. Men han havde et spørgsmål. »Hvorfor skulle Jesus lide så meget?« spurgte han.

Mamá holdt ham og Alejandro tæt ind til sig. »Jesus valgte at lide, fordi han elsker os. Han følte al den smerte, vi går igennem.«

Gerardo så på Alejandro. »Ved Jesus, hvordan det føles at have kræft?«

»Ja, det gør han,« sagde mamá. »Han ved, hvor svært det er. Og fordi han ved, hvordan det føles, ved han, hvordan han skal hjælpe os.«

Gerardo følte sig varm indeni, som om han var pakket ind i et stort tæppe. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus kendte og elskede hans familie. De vidste, hvordan de skulle hjælpe Alejandro.

Da Gerardo kom hjem fra skole næste dag, så han, at mamá var i færd med at pakke en taske.

»Godt nyt!« sagde hun. »Jeg talte med lægen på børnehospitalet. De vil hjælpe Alejandro. Han skal opereres i morgen.«

Gerardo gav mamá et stort knus. »Vor himmelske Fader hjælper os! Kan vi bede og takke ham?«

»God idé,« sagde mamá. »Lad os hente Alejandro.«

Familie, der beder

Mens de bad sammen, følte Gerardo fred. Vor himmelske Fader havde hørt hans bøn! Nu ville Alejandro få den operation, han havde brug for. Gerardo vidste, at Jesus Kristus forstod, hvad de gik igennem. Og han ville altid hjælpe dem gennem deres prøvelser.

PDF

Illustrationer: Ricardo Guerrero