En særlig konference

»Aminah, den er min!« råbte Indira. Hun rev dukken væk fra sin lillesøster.

»Piger, jeg går nu,« råbte mor. »Vær nu søde mod far.«

Indira så op. »Hvor skal du hen?«

»Til markedet. Jeg skal købe ind for at lave noget særligt i morgen.« Mor vinkede farvel.

Et særligt måltid? Men hvorfor? Indira gik ud for at finde far. »Hvorfor er i morgen noget særligt?« spurgte hun.

Far smilede. »I morgen skal vi se generalkonference! Det er noget særligt, fordi vi får lov til at høre profeten og andre kirkeledere tale. De vil fortælle os det, vor himmelske Fader ønsker, at vi skal høre.«

Da mor kom hjem, satte hun maden på plads. Far fejede gulvet.

»Indira, kan du hjælpe Aminah med at finde tøj frem til i morgen?« spurgte mor.

Indira rynkede panden. »Hvorfor skal jeg hjælpe hende?«

»Vær sød at gøre, hvad jeg beder om,« sagde mor.

Indira sukkede. Hun slæbte benene efter sig og gik hen for at hjælpe Aminah.

Næste morgen vågnede Indira op til duften af noget lækkert. Hun hoppede ud af sengen og løb ud i køkkenet. Mor havde lavet rendang med oksekød og satay til frokost senere! Det plejede at smage så godt.

Snart begyndte generalkonferencen. Indira sad sammen med sin familie for at se den på tv. Hun lyttede til koret, der sang. Hun hørte folk tale om templer og skrifterne og Jesus Kristus.

Den sidste taler var profeten, præsident Russell M. Nelson. Han talte om, hvordan Kirken hjælper mennesker rundt om i verden.

»Vores største glæde kommer, når vi hjælper vores brødre og søstre,« sagde han.

Indira tænkte over det. Gjorde det hende glad at hjælpe? Hun lyttede videre. Præsident Nelson sagde, at efterlevelse af det andet store bud kan hjælpe os til at blive som Jesus Kristus.

Da mødet var slut, spiste de den frokost, som mor havde lavet. Indira blev ved med at tænke over profetens tale.

»Hvad er det andet store bud?,« spurgte hun.

»Elsk din næste som dig selv,« sagde far.

Indira tænkte på de mennesker, som Kirken hjalp over hele verden. »Hvordan kan jeg hjælpe, hvis min næste bor langt væk?«

»Din næste er alle omkring dig,« sagde mor. »Som f.eks. din familie.«

Indira kiggede ned. Hun var ikke altid så sød mod sin familie.

Men måske kunne det gøre hende glad at hjælpe dem, som præsident Nelson sagde. Det var en måde, hvorpå hun kunne følge Jesus. Hun havde lyst at prøve!

Resten af ugen prøvede Indira at være ekstra sød mod sin familie. Hun legede med Amirah. Hun delte sit legetøj. Hun gjorde, hvad hendes mor og far bad om uden at beklage sig. Når Indira hjalp sin familie, blev de glade. Og det gjorde også hende glad.

Profeten havde ret. Det bragte hende glæde at hjælpe andre!

Illustrationer: Judi Abbot