Fra UV-ugentligt
Da vores babyer var på neonatalafdelingen, vendte vi os til Kristus for at finde fred
Forfatteren bor i Idaho i USA.
Det mest skræmmende kapitel i vores liv lærte os om den stille kraft, der er at finde, i fred gennem Jesus Kristus.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Den bedste julegave, min hustru, Heidi, og jeg nogensinde har fået, var at bringe vores tvillingedrenge hjem fra neonatal intensivafdeling.
Heidi og jeg mødtes, mens vi studerede på universitetet, og ikke længe efter at vi var blevet gift i templet i Rexburg i Idaho, fandt vi ud af, at vi ventede tvillinger. Vi var så spændte – men et par måneder inde i graviditeten tog tingene en uventet drejning. Vores drenge blev født i 27. uge og vejede cirka et kilo hver. De blev hastet direkte ind på neonatalafdelingen, hvor de skulle tilbringe de næste fire måneder med at kæmpe for deres liv.
Tillid gennem tårer
De første dage var nogle af de sværeste, vi nogensinde har stået over for. Vi fik opkald efter opkald fra læger – som hver især fortalte om flere komplikationer eller flere operationer. Det var overvældende. Der var mange søvnløse nætter fyldt med bønner, tårer og dyb usikkerhed.
Midt i al det kaos traf vi en bevidst beslutning om at stole på vor himmelske Fader. Det var ikke let. Vi vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe, men vi støttede os til den tro, vi havde opbygget gennem hele vores liv. Et skriftsted, der gav os en masse styrke, var Helaman 5:12, hvor der står, at man skal bygge sin grundvold på »klippen, vor forløser, som er Kristus«.
Det vers mindede os om, at vi ikke var alene. Jesus Kristus havde allerede gået på smertens og usikkerhedens vej. Han forstod præcis, hvad vi følte. Da vi gjorde ham til centrum i vores liv, begyndte vi at lægge mærke til stille påmindelser om, at Gud var med os.
Hold fast i håbet
Når vi tog til templet og sad i det celestiale værelse, gav det os nogle øjeblikke med fred, som vi havde desperat brug for. Vi vidste ikke, hvordan det hele ville gå, men vi følte os trøstet. Det betød ikke, at alt ville gå, som vi håbede, men det betød, at vi ikke bar det hele selv.
Et vers, der virkelig satte sig i mig i denne tid, var Lære og Pagter 121:7: »Lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik.« Det vers hjalp mig med at ændre mit perspektiv. Vores prøvelser føltes enorme på det tidspunkt, men i det evige billede var de kun et øjeblik.
Fokus på Jesus Kristus hjalp os til at se forbi den umiddelbare smerte og begynde at lægge mærke til velsignelserne – vores drenge blev langsomt stærkere, færre stressende telefonopkald fra læger og udgydelsen af kærlighed og bønner fra familie og venner.
Bevar et evigt perspektiv
Til sidst, på juledag, fik vores drenge endelig lov til at komme med os hjem. Når jeg ser tilbage nu, er jeg bare så taknemmelig. Vores drenge trives, og selvom jeg ikke ville ønske, at nogen andre skulle opleve de måneder, ville jeg ikke bytte de lektier, vi lærte, væk. Vi fik en forståelse af, hvad det vil sige at stole på Gud og holde fast i håbet i Jesus Kristus.
Ikke alles historie ender på samme måde. Men selv når udfaldet er anderledes, tilbyder Jesus Kristus freden, trøsten og styrken til at klare sig igennem det. Hvis I står midt i noget svært lige nu, så husk, at dette liv ikke er enden. Vor himmelske Fader elsker jer. Han har en plan for jer. Og med hans hjælp kan selv de sværeste øjeblikke blive en del af noget smukt.
Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Når vi stoler på Gud og hans kærlighed til os, kan selv vores største hjertesorg i sidste ende virke til gavn for os.« Jeg har set den sandhed i mit eget liv.
Så når livet bliver tungt, når stien forude føles usikker – så vend jer til Kristus. Lad ham hjælpe jer med at bære jeres byrder. Med ham kan vi blive ved. Med ham kan vi finde håb. Og med et evigt perspektiv kan vi stole på, at det, vi gennemgår nu, ikke er slutningen på historien.