Kom og følg mig
14.-20. december. »Jeg elsker jer, siger Herren«: Malakias


»14.-20. december. ›Jeg elsker jer, siger Herren‹: Malakias«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Det Gamle Testamente 2026, 2026

»14.-20. december. ›Jeg elsker jer, siger Herren‹«, Kom og følg mig: Det Gamle Testamente 2026

en statue af Jesus foran en stjernehimmel

14.-20. december: »Jeg elsker jer, siger Herren«

Malakias’ Bog

»Jeg elsker jer,« fortalte Herren sit folk gennem profeten Malakias. Men israelitterne, der gennem generationer havde været udsat for undertrykkelse og fangenskab, spurgte: »Hvordan elsker du os?« (Malakias 1:2). Efter alt det Israel havde været igennem, spekulerede de måske på, om deres historie virkelig er en beretning om Guds kærlighed til sit pagtsfolk. På nogle måder er det lettere at se det som en historie om menneskelig svaghed og oprør. Alligevel ophørte Gud aldrig med at række ud i kærlighed. Da Jakobs sønner mishandlede deres bror Josef, reddede Herren dem alligevel fra hungersnød (se 1 Mos 45:4-8). Da israelitterne beklagede sig i ørkenen, bespiste han dem med manna (se 2 Mos 16:1-4). Selv da Israel vendte sig til andre guder og blev spredt, lovede Gud, at hvis de omvendte sig, ville han samle og forløse dem »i stor barmhjertighed« (se Es 54:7). Det Gamle Testamente er i sandhed en beretning om Guds langmodige, vedvarende kærlighed. Og denne beretning fortsætter i dag. Jesus Kristus, »retfærdighedens sol«, som Malakias kaldte ham, er kommet, og »under dens vinger er der helbredelse« (Mal 3:20). Han er det største bevis på Guds kærlighed til det gamle Israel og til os alle.

I kan finde en oversigt over Malakias’ Bog i »Malakias« i Guide til skrifterne.

studieikon

Forslag til læring i hjem og kirke

Malakias 1-3

»Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer.«

På Malakias’ tid havde israelitterne allerede genopbygget templet i Jerusalem, men som folk havde de stadig brug for at genopbygge deres forhold til Herren. Mens I studerer Malakias, så se efter spørgsmål, som Herren stillede israelitterne, eller som de stillede ham. Overvej at stille jer selv lignende spørgsmål (nogle eksempler foreslås nedenfor) for at evaluere jer forhold til Herren og komme tættere på ham.

  • Hvordan har jeg følt Frelserens kærlighed til mig? (Se Mal 1:2).

  • Ærer mine offerydelser til Herren ham virkelig? (Se Mal 1:6-11).

  • På hvilke måder har jeg brug for at »vende om« til Herren? (Se Mal 3:7).

  • Bedrager jeg Gud på nogen måde? (Se Mal 3:8-11).

  • Hvordan afspejler min indstilling til tingene i vanskelige perioder mine følelser over for Herren? (Se Mal 3:13-15; se også 2:17).

Malakias 1:6-14

Herren beder om »rene offergaver«.

Når I læser om de offergaver, der bliver beskrevet i Malakias 1, hvad lægger I så mærke til ved præsternes ofringer? Hvad fortæller disse ofringer om præsternes følelser for Herren? (Se Mal 1:13). Overvej at lave en liste over offergaver, eller offerydelser, som I giver til Herren. For hver ting på listen kan I tænke over, hvad der gør den til en »uren« eller en »ren« offerydelse (Malakias 1:7, 11).

Malakias 3:8-12

ikon, seminar
Herren åbner himlens vinduer, når jeg viser min tro ved at betale tiende.

Forestil jer, at I har en ven, der lige har fundet ud af, at I betaler tiende. »Hvorfor gør du det?« spørger jeres ven. Tænk over dette, mens I læser Malakias 3:8-12. Hvad finder I der, der kan hjælpe med at besvare jeres vens spørgsmål? Hvad ønsker I ellers, at jeres ven forstår om tiende? I kan finde mere hjælp ved at søge i ældste Neil L. Andersens budskab »Tiende: Åbning af himlens vinduer« (Liahona, nov. 2023, s. 32-35) og se efter svar på spørgsmål som disse:

  • Hvorfor ønsker Herren, at vi betaler tiende?

  • Hvad kan afholde nogen fra at betale tiende, og hvordan kan vi overvinde disse forhindringer?

  • Hvordan har det styrket jeres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus at betale tiende?

I kan også fortælle jeres ven, hvordan Herren har velsignet jer, når I betaler tiende. I kan finde forslag i afsnittet »Lektion nr. 1 – Betydningsfulde, men undseelige velsignelser« i ældste David A. Bednars budskab »Himlens vinduer« (Liahona, nov. 2013, s. 17-18). Hvilken slags mennesker bliver vi, når vi betaler tiende?

Hvad tror I, at vendingen »åbner himlens vinduer for jer« (v. 10) betyder? Måske kan I se ud af et vindue og tænke over formålet med vinduer. Hvorfor er »himlens vinduer« en god beskrivelse af, hvordan Herren velsigner os, når vi betaler tiende?

Jesus viser sig for Joseph Smith i templet i Kirtland

Syn i templet i Kirtland, af Gary Smith

Malakias 3:23-24

»Se, jeg sender profeten Elias til jer«

Da Moroni citerede Malakias 3:23-24 for Joseph Smith, gjorde han det »med en lille afvigelse i forhold til, hvordan det står i vore bibler« (se JS–H 1:36-39). Hvordan bidrager Moronis afvigelse til jeres forståelse af denne profeti? I kan især tænke over spørgsmål som disse:

  • Hvem er »fædrene«? (Se 5 Mos 29:13). Hvilke løfter har de fået? (Se Abr 2:9-11). Hvordan hjælper I med at opfylde disse løfter?

  • Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at vende jeres hjerte til jeres forfædre? Hvorfor er det så vigtigt i vor himmelske Faders plan?

Lær mere om profeten Elias’ komme, og hvordan denne profeti bliver opfyldt i dag, i Lære og Pagter 110:13-16 og D. Todd Christofferson, »Beseglingsmagten« (Liahona, nov. 2023, s. 19-22). Hvorfor er I taknemmelige for, at profeten Elias kom?

Se også Gerrit W. Gong, »Vi har hver især en historie«, Liahona, maj 2022, s. 43-46; »Vend dit sind«, Salmer og sange, nr. 206; »The Sealing Power«, video, ChurchofJesusChrist.org.

3:38

The Sealing Power

Se mere i denne måneds udgave af tidsskrifterne Liahona og Til styrke for de unge.

ikon, afsnit for børn

Forslag til undervisning af børn

Malakias 1:2

Herren elsker mig.

  • Hvordan vil I og jeres børn besvare spørgsmålet i Malakias 1:2 – »Hvordan elsker [Herren] os?« Fortæl hinanden, hvorfor I ved, at han elsker jer. Måske kan jeres børn lave tegninger, der minder dem om hans kærlighed.

Inddrag børnene i samtaler om evangeliet. Hvis I underviser yngre børn, er I måske nødt til at tænke kreativt for at involvere dem i samtaler om evangeliet. For eksempel kan jeres børn sende en bold rundt; når de holder bolden, kan de fortælle om en grund til, at de ved, at Jesus elsker dem.

forældre og en lille dreng ser ud ad et vindue

Malakias 3:8-12

Herren vil velsigne mig, når jeg betaler tiende.

  • Hvordan vil I hjælpe jeres børn til at lære om tiende? I kan bede dem om at tælle 10 små genstande, som fx mønterne på denne uges aktivitetsside. De kan så skille en af genstandene fra resten – så meget giver vi Herren i tiende. Hvorfor ønsker Herren ifølge Malakias 3:8-12, at vi betaler tiende? (Se også »Profeten Malakias« i Historier fra Det Gamle Testamente, s. 171-172; »First Things First!«, video, Evangelisk Bibliotek).

    0:58

    Malachi the Prophet

    1:18

    First Things First!

  • Mens I læser Malakias 3:10 sammen, kan I bede jeres børn om at stå ved vinduet, når I læser udtrykket »himlens vinduer«. Eller I kan hælde vand i et bæger, indtil det flyder over, for at illustrere sætningen »der [vil] ikke være plads nok til at modtage den.« Fortæl jeres børn om de velsignelser, Gud har givet jer, fordi I betaler tiende. Jeres børn kan tegne billeder, der repræsenterer disse velsignelser, og hænge dem på eller nær et vindue i jeres hjem.

Malakias 3:23-24

Profeten Elias kom for at vende vores hjerte til vores familie.

  • I Malakias 3:23-24 kan jeres børn lede efter svar på følgende spørgsmål om Malakias’ profeti: Hvem lovede Herren at sende? Hvornår sagde han, at denne person ville komme? Hvad sagde Herren, at denne person ville gøre? Hvorfor var det nødvendigt, at denne person skulle komme? Hvor blev denne profeti opfyldt? (Se L&P 110:13-16).

  • For at finde ud af, hvordan løftet i Malakias 3:23 blev opfyldt, kan I også gennemgå »Joseph og Oliver modtager præstedømmet« i Historier fra Lære og Pagter, s. 26-30. En sang som »Jeg vil søge min slægts historie« (Børnenes sangbog, s. 100) kan hjælpe jeres børn til at lære, hvorfor det var så vigtigt, at profeten Elias kom. I kan også se i FamilySearch.org/discovery, appen FamilySearch Tree eller i hæftet My family efter aktiviteter, der kan hjælpe jer og jeres børn til at vende jeres hjerte til jeres forfædre.

Se mere i denne måneds udgave af tidsskriftet Vores Ven.

en kvinde vifter med et hvidt lommetørklæde

Mournings Hosanna, af Rose Datoc Dall. En kvinde ved navn Mourning står i åndeverdenen omgivet af sine forfædre. Hun fejrer deres udfrielse fra åndeligt fangenskab.

Primary aktivitetsside: Herren velsigner mig, når jeg betaler tiende