»14.-20. september. ›Gud er min frelse‹: Esajas 1-12«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Det Gamle Testamente 2026, 2026
»14.-20. september. ›Gud er min frelse‹«, Kom og følg mig: Det Gamle Testamente 2026
Profeten Esajas forudsiger Kristi fødsel [The Prophet Isaiah Foretells Christ‹s Birth], af Harry Anderson
14.-20. september: »Gud er min frelse«
Esajas 1-12
Selvom det er første gang, I læser Esajas’ Bog, finder I måske skriftsteder, der lyder velkendte. Det er fordi, Esajas er den af alle profeterne fra Det Gamle Testamente, der oftest citeres i andre skrifter, herunder af Frelseren selv. Esajas’ ord optræder også ofte i salmer og anden hellig musik.
Hvorfor citeres Esajas så ofte? En årsag er helt sikkert, at Esajas havde et talent for at udtrykke Guds ord i et levende sprog, som man husker. Men det er mere end det. Esajas har inspireret profeter i generationer, fordi de sandheder, han belærte om, rakte ud over hans egen generation (mellem 740 og 701 f.Kr.). Han skrev om Guds store forløsningsværk, som er meget større end én nation eller en tidsperiode. Af Esajas lærte Nefi, at han og hans folk stadig var en del af Guds pagtsfolk, selvom de var adskilt fra resten af Israel. I Esajas fandt forfatterne til Det Nye Testamente profetier om Messias, som blev opfyldt lige for øjnene af dem. Og i Esajas fandt Joseph Smith inspiration til arbejdet i de sidste dage med at indsamle Israel og opbygge Zion. Hvad finder I, når I læser Esajas?
I kan finde mere om Esajas i »Esajas« i Guide til skrifterne. Find yderligere oplysninger om den tid, som Esajas levede i, i 2 Kongebog 15-20 og 2 Krønikebog 26-32.
Forslag til læring i hjem og kirke
Esajas 1-12
Esajas’ ord vil alle sammen gå i opfyldelse.
Frelseren sagde, at »alt det, som [Esajas] talte, er sket eller skal ske helt i overensstemmelse med de ord, som han talte« (3 Ne 23:3). Når I studerer Esajas’ Bog, kan I overveje at lave et diagram over profetier, med overskrifter som disse: Esajas’ tid, Frelserens jordiske tjeneste og De sidste dage. Bemærk, at mange af Esajas’ profetier bliver opfyldt på mere end en måde (se Guide til skrifterne, »Esajas«).
Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Esajas’ Bog rummer talrige profetier, der ser ud til at have flere måder at opfyldes på. En af dem synes at vedrøre folket på Esajas’ tid eller omstændigheder, der gjaldt den næste generation. En anden ofte symbolsk betydning, synes at vedrøre begivenheder i tidens midte, hvor Jerusalem blev ødelagt og byens indbyggere blev spredt efter Guds Søns korsfæstelse. Endnu en betydning eller opfyldelse af den samme profeti synes at have at gøre med begivenheder omkring Frelserens andet komme. Det faktum, at mange af disse profetier har flere betydninger, understreger vigtigheden af, at vi søger Helligåndens åbenbaring, så vi kan få hjælp til at tolke dem« (»Scripture Reading and Revelation«, Ensign, jan. 1995, s. 8).
Forstå Esajas. Frelseren sagde: »I skal granske det flittigt, for betydningsfulde er Esajas’ ord« (3 Nefi 23:1; se også v. 2-3). Men for mange kan Esajas være svær at forstå. Følgende forslag kan være en hjælp:
-
Overvej de symboler og metaforer, som Esajas brugte.
-
Spørg jer selv: »Hvad lærer jeg om Jesus Kristus?« (Se 1 Nefi 19:23).
-
Se efter emner, der føles relevante for vores tid.
-
Brug hjælpekilder, fx en ordbog, fodnoterne, kapiteloverskrifter og Guide til skrifterne.
Esajas 1; 3-5
Profeter advarer om synd og lover håb gennem omvendelse.
Ligesom profeter til alle tider advarede Esajas konstant folket om deres åndelige tilstand. Når I læser Esajas 1; 3; 5, så se efter vendinger, der beskriver, hvordan folket klarede sig åndeligt (se fx Esajas 1:2-4, 21-23; 3:9, 16-17; 5:11-12, 20-23). Hvilke lignende problemer ser I i vore dage? I kan også se efter vers, der advarer om konsekvenserne af israelitternes åndelige tilstand (såsom Esajas 1:7; 3:17-26; 5:5-7, 13-15).
Udover advarsler kom Esajas med budskaber om håb om forløsning gennem Frelseren (se fx Esajas 1:16-19, 25-27; 3:10; 4). Hvad lærer I om Herren gennem disse budskaber? Hvordan adskiller Herrens budskab i disse vers sig fra det, som Satan ønsker, at vi skal tro?
Ligesom Esajas advarer profeter os i dag om synd og dens konsekvenser, og de giver budskaber om håb gennem Jesus Kristus. Hvilke eksempler kan I komme i tanke om? I kan eventuelt gennemgå en tale fra en tidligere generalkonference og se efter sådanne advarsler og løfter.
Esajas 2; 4; 11-12
Gud vil udføre et stort værk i de sidste dage.
Mange af Esajas’ profetier har en specifik betydning for vor tid. Find dem ved at kigge efter verber i fremtidsform (såsom »skal blive« eller »vil gå«). Se for eksempel efter disse verber, mens I læser Esajas 2; 4; 11-12. I kan endda prøve at erstatte dem med verber i nutid (som er eller går). Hvilke profetier, synes I, er særligt inspirerende? Hvad lærer I af disse profetier om Zion, om at bygge templer og indsamle Israel?
Esajas 2:2-3 er især relevant for sidste dages hellige. Hvordan bliver disse profetier opfyldt? Hvad lærer I om Herrens »veje« og »stier« i hans hus? (V. 3).
Se også Esajas 5:26; »På bjergets høje top«, Salmer og sange, nr. 4.
Esajas 6
Profeter kaldes af Gud.
I Esajas 6 berettede Esajas om sit kald som profet. Hvad gør indtryk på jer ved Esajas’ oplevelse, når I læser dette kapitel? Hvordan påvirker dette kapitel jeres syn på Herren, hans profeter og det arbejde, de er kaldet til at udføre?
»For et barn er født os, en søn er givet os« (Esajas 9:6).
Esajas 7-9
Gud lovede at sende Jesus Kristus for at være min Frelser.
Under Esajas’ tjenestegerning dannede Israel en alliance med Syrien for at forsvare sig mod Assyrien. Israel og Syrien ville tvinge Akaz, kongen af Juda, til at slutte sig til dem. Men Esajas profeterede om, at alliancen ville mislykkes, og rådede Akaz til at stole på Herren (Esajas 7:7-9; 8:12-13).
Mens Esajas rådgav Akaz, fremsatte han adskillige kendte profetier, deriblandt dem, der er nedskrevet i Esajas 7:14; 8:13-14; 9:2, 6-7. Hvad end disse profetier betød for Akaz, så stemmer de klart overens med Jesus Kristus (se også Matt 1:21-23; 4:16; 21:44; Luk 1:31-33). Hvorfor er »Immanuel« en god titel til Frelseren? (Se Matt 1:23). Hvordan har han været en »Underfuld Rådgiver« eller «Freds Fyrste« for os? (Esajas 9:5). Hvad lærer I ellers om Frelseren af disse vers?
Se mere i denne måneds udgave af tidsskrifterne Liahona og Til styrke for de unge.
Forslag til undervisning af børn
Esajas 1:2-4, 16-19
Takket være Jesus Kristus kan jeg omvende mig og blive ren.
-
I Esajas 1:2-4 kan I og jeres børn finde årsager til, at Herren ikke var tilfreds med folket. Bemærk sammenligningen med dyr i vers 3 – hvem er vores »herre«? Hvordan viser vi, at vi kender ham?
-
For at visualisere Esajas 1:16-18 kan I og jeres børn se på noget kraftigt rødt og noget rent hvidt. Eller måske kan I arbejde sammen om at vaske noget. Hvordan bliver vi åndeligt snavsede? Hvordan hjælper Jesus os til at blive rene? Hvad lærer disse vers os om Frelseren ? Fortæl jeres børn, hvad I føler for ham og det, han har gjort for jer.
Esajas 2:2-4
I templet lærer jeg om Jesus Kristus.
-
Esajas forudså en tid, hvor »Herrens tempelbjerg« ville tiltrække folk fra »alle folkeslag« (Esajas 2:2). Hvordan kan I hjælpe jeres børn til at føle sig begejstrede over at tage til Herrens hus? I kan bede dem om at tegne et billede af deres hjem. Læs så Esajas 2:2 sammen, og foreslå dem at tegne »Herrens tempelbjerg«, som er Herrens hus. Læs Esajas 2:3 sammen. Bed dem om på deres tegning at tilføje mange mennesker, som er på vej til templet, heriblandt deres familie.
-
I kan også læse Esajas 2:2-3 sammen og finde noget, der inspirerer jer og jeres børn til at tage i templet. Når I har læst Esajas 2:4 sammen, kan I tale om, hvordan templet giver dem fred. Syng en sang sammen om templet, fx »Jeg elsker Herrens tempel« (Børnenes sangbog, s. 99). Hjælp jeres børn til at finde ord i sangen, der forklarer, hvad templet er, og hvad vi laver der.
Templet i Salt Lake City i Utah
Esajas 7:14; 9:5-6
Jesus Kristus kom til jorden for at være min Frelser.
-
For at introducere Esajas’ profetier om Kristus kan I og jeres børn tale om titler på personer, fx præsident, biskop eller lærer. Hvad lærer titlerne os om disse mennesker? Hjælp jeres børn til at finde titler på Jesus Kristus i Esajas 7:14 og 9:6-7 (se også denne uges aktivitetsside). Hvad fortæller hver af disse titler om ham? Hvad lærer vi ellers om Jesus Kristus af disse vers?
-
I kan også dele »Profeten Esajas« med jeres børn (i Historier fra Det Gamle Testamente, s. 150-151). Hold regelmæssigt pauser for at spørge om, hvad Esajas vidste om Jesus Kristus, mange år før han blev født. I kan derefter bruge Matthæus 1:21-23; Lukas 1:31-33 til at tale om, hvordan Esajas’ profetier i Esajas 7:14; 9:6-7 blev opfyldt.
1:18Isaiah the Prophet
Se mere i denne måneds udgave af tidsskriftet Vores Ven.