Profeter og profeti

Profeter og profetier spiller en vigtig rolle i hele Det Gamle Testamente. Abraham, Isak og Jakob fik syner og talte med himmelske budbringere. Moses talte med Gud ansigt til ansigt og videreformidlede hans vilje til Israels børn. 1 og 2 Kongebog genfortæller profeterne Elias‹ og Elisas mindeværdige gerninger og budskaber. Det Gamle Testamente taler også om profetinder som Mirjam og Debora, og andre kvinder, der var velsignet med profetiens ånd, såsom Rebekka og Hanna. Og selvom Salmerne ikke er skrevet af formelle profeter, er den også fyldt med profetiens ånd, især når den peger mod Messias’ komme.

Intet af dette kommer som en overraskelse for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Faktisk lærer Jesu Kristi gengivne evangelium os, at profeter ikke kun er interessante historiske personer, men en væsentlig del af Guds plan. Selvom nogle måske ser profeter som unikke for Det Gamle Testamente, ser vi dem som noget, vi har tilfælles med Det Gamle Testamente.

Men at læse et kapitel fra Esajas eller Ezekiel kan måske føles anderledes end at læse en generalkonferencetale af Kirkens nuværende præsident. Nogle gange er det svært at se, at de gamle profeter skulle have noget at sige os. Den verden, vi lever i i dag, er helt forskellig fra den verden, hvori de prædikede og profeterede. Og det faktum, at vi har en levende profet, kan rejse et spørgsmål: Hvorfor er det anstrengelserne værd – for det kræver en indsats – at læse de gamle profeters ord?

For det meste er mennesker i dag ikke den primære målgruppe for profeterne i Det Gamle Testamente. Disse profeter havde umiddelbare bekymringer, som de adresserede på deres tid og sted – ligesom vores sidste dages profeter adresserer vores umiddelbare bekymringer i dag.

Samtidig kan profeter også se ud over de umiddelbare bekymringer. De underviser i evige sandheder, der er relevante til enhver tid og på ethvert sted. Velsignet med åbenbaring ser de det bredere perspektiv af Guds værk. Esajas advarede for eksempel folk på sin tid om deres synder. Han skrev også om udfrielsen af de israelitter, der fandtes 200 år ude i fremtiden. Samtidig underviste han om den udfrielse, som alle Guds folk søger. Derudover kunne han skrive profetier, der selv i dag afventer deres fuldstændige opfyldelse – såsom løfter om »en ny jord« (Es 65:17), der vil være »fyldt med kundskab om Herren« (Es 11:9), hvor Israels tabte stammer er blevet indsamlet, og hvor »folk« ikke »mere oplæres til krig« (Es 2:4). En del af den glæde og inspiration, vi får ved at læse ordene fra profeter som Esajas i Det Gamle Testamente, ligger i at indse, at vi spiller en rolle i den herlige dag, de så.

Så når I læser gamle profetier, kan det være en hjælp at lære om den sammenhæng, hvori de blev skrevet – men I bør også se jer selv i dem, eller »anvend[e] dem på jer selv« (1 Ne 19:24; se også v. 23). Undertiden betyder det at anerkende Babylon som et symbol på synd og stolthed, ikke kun som en gammel by. Det kan betyde at se Israel som værende Guds folk til enhver tid og på ethvert sted. Eller det kan betyde at se Zion som den sidste dages sag, som Guds folk påtager sig, i stedet for blot at se det som et andet ord for Jerusalem.

Vi kan sammenligne skrifterne med vores tilværelse, fordi vi forstår, at en profeti kan opfyldes på flere måder. Et godt eksempel er profetien i Esajas 40:3: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej!« For de jøder, der var i fangenskab i Babylon, kan dette udsagn have henvist til Herren, der formidlede en vej ud af fangenskab og tilbage til Jerusalem. For Matthæus, Markus og Lukas henviste denne profeti til Johannes Døber, som banede vejen for Frelserens jordiske tjeneste. Og Joseph Smith modtog åbenbaring om, at denne profeti stadig opfyldes i dag som forberedelse til Kristi gerning i tusindårsriget. På måder, som vi endnu har til gode at forstå, talte de gamle profeter til os. Og de underviste i mange dyrebare, evige sandheder, der er lige så relevante for os som for det gamle Israel.

Måske endnu vigtigere, end at se jer selv i profetier fra Det Gamle Testamente, er det at se Jesus Kristus i dem. Hvis I leder efter ham, vil I finde ham, selvom han ikke er nævnt ved navn. Det kan hjælpe at huske på, at Gud i Det Gamle Testamente, Herren Jahve, er Jesus Kristus. Hver gang profeterne beskriver, hvad Herren gør, eller hvad han vil gøre, taler de om Frelseren.

I kan også finde henvisninger til en salvet, en Forløser og en fremtidig konge i Davids slægt. Alle er de profetier om Jesus Kristus. Mere generelt handler det om udfrielse, tilgivelse, forløsning og genoprettelse. Med Frelseren i jeres sind og hjerte vil disse profetier naturligvis pege jer hen til Guds Søn. Når alt kommer til alt er den bedste måde at forstå profeti på at have »profetiens ånd«, som Johannes fortæller os er »Jesu vidnesbyrd« (Åb 19:10).