Pagten

Abraham ønskede »at blive en, der mere ihærdigt stræbte efter at leve retfærdigt« (Abraham 1:2), så Gud tilbød ham et pagtsforhold. Abraham var ikke den første, som havde dette ønske, og han var ikke den første, der modtog en pagt. Det var trods alt en evigtvarende pagt. Abraham søgte efter »fædrenes velsignelser« (Abraham 1:2) – velsignelser, der blev tilbudt som en pagt til Adam og Eva og derefter til folk, som oprigtigt søgte disse velsignelser.

Guds pagt med Abraham rummede et løfte om vidunderlige velsignelser: et arveland, mange efterkommere, adgang til præstedømmeordinancer og et navn, der ville blive æret i generationer fremover. Men fokusset i denne pagt var ikke bare på de velsignelser, som Abraham og hans familie ville modtage, men også på den velsignelse, de ville blive for resten af Guds børn. »Du skal være en velsignelse,« erklærede Gud, »i dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mosebog 12:2-3).

Gav denne pagt Abraham, Sara og deres efterkommere en privilegeret status blandt Guds børn? Kun i den forstand, at det er et privilegium at velsigne andre. Abrahams familie skulle komme til at »bære denne tjenestegerning og dette præstedømme til alle folkeslag« og dele »evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv« (Abr 2:9, 11). At være Guds pagtsfolk betød ikke, at de var bedre end andre; det betød, at de havde en pligt til at hjælpe andre til at blive bedre.

Denne pagt var den velsignelse, som Abraham havde længtes efter. Efter at have modtaget den sagde Abraham i sit hjerte: »Din tjener har ihærdigt søgt dig; nu har jeg fundet dig« (Abr 2:12).

Det er tusindvis af år siden, men denne pagt er blevet gengivet i vor tid. Og den opfyldes i øjeblikket i Guds folks liv. Opfyldelsen af pagten tager til i styrke i de sidste dage, efterhånden som Guds værk skrider frem og velsigner familier over hele verden. Enhver, der ligesom Abraham ønsker at stræbe mere ihærdigt efter at leve retfærdigt – enhver, der oprigtigt søger Herren – kan blive en del af den.

I er et barn af pagten. I indgår en pagt med Gud, når I bliver døbt, og når I tager nadveren. Og I modtager fylden af pagten med templets hellige ordinancer.

Gennem disse pagter og ordinancer bliver vi Guds folk. Vi er bundet til ham »med evigtvarende bånd«. »Når vi først har indgået en pagt med Gud,« har præsident Russell M. Nelson sagt, »forlader vi neutral grund for evigt. Gud vil ikke opgive sit forhold til dem, der har knyttet et sådant bånd til ham. Faktisk har alle, der har indgået en pagt med Gud, adgang til en særlig form for kærlighed og barmhjertighed … På grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udtømme hans barmhjertige tålmodighed med os.« I vil se dette i beretningen om Guds pagtsfolk i Det Gamle Testamente, og I vil se det i jeres eget liv som et af hans pagtsbørn.

Dette er den værdifulde forståelse, som gives os på grund af gengivelsen af Abrahams pagt gennem profeten Joseph Smith. Så når I læser om pagter i Det Gamle Testamente, så tænk ikke kun på Guds forhold til Abraham, Isak og Jakob. Tænk også på hans forhold til jer. Når I læser om løftet om lige så mange efterkommere som jordens støv, så tænk ikke bare på de millioner, som i dag kalder Abraham deres fader. Tænk også på Guds løfte til jer om evige familier og evig udvikling. Når I læser om løftet om et arveland, så tænk ikke blot på det land, der blev lovet Abraham. Tænk også på den celestiale skæbne for selve Jorden – en arv, der er lovet de »sagtmodige«, som »håber på Herren« (Matt 5:5; Sl 37:9, 11). Og når I læser løftet om, at Guds pagtsfolk vil velsigne »alle jordens slægter« (Abr 2:11), så tænk ikke kun på Abrahams tjenestegerning eller de profeter, der nedstammede fra ham. Tænk også på, hvad I kan gøre – som pagtsfølgere af Jesus Kristus – for at være en velsignelse for slægterne omkring jer.