Kun digitalt: Svar fra en apostel
Hvordan kan jeg modtage Guds hjælp?
Hvorfor har vi brug for Guds hjælp? Hjælper han stadig sine børn? Hvordan kan vi modtage hans hjælp?
Fra en tale for Unge Voksne i Stillehavsområdet og Asien den 9. januar 2022.
Lad mig stille jer tre spørgsmål, der er forbundet til hinanden:
-
Hvorfor har vi brug for Guds hjælp?
-
Hjælper Gud stadigvæk sine børn?
-
Hvordan kan vi få adgang til kilden til Guds guddommelige kraft?
1. Hvorfor har vi brug for Guds hjælp?
Alle har følt sig fortabt eller hjælpeløs. Vi oplever tab, frygt, ensomhed og smerte. Vi søger svar på vigtige spørgsmål. Vi reflekterer over meningen med vores eksistens og kæmper med, hvordan vi kan komme til at leve et liv, der har betydning og værdi.
I disse ting har vi brug for Guds hjælp.
Der er også tidspunkter, hvor vi føler, at de byrder, der hviler på os, er for store til at bære alene. Tidspunkter hvor vi møder forhindringer, der virker så store, at vi ikke kan se, hvordan vi kan overvinde dem.
I disse ting har vi brug for Guds hjælp.
I dag giver jeg jer et budskab om forsikring og håb.
Gud lever! Han er virkelig! Han er vor Fader! Han er der! Han besvarer sine børns bønner. Gud besvarer jeres og mine.
Vor himmelske Fader har sendt sin Søn, vor Frelser og Forløser, for at berede vejen for os. Han har svarene, han er tilgængelig.
2. Hjælper Gud stadigvæk sine børn?
Det korte svar er et rungende: Ja!
Hvordan ved jeg det? Jeg har set det! Gud hjælper dem, der kommer ham nærmere i tro og i en ren hensigt.
Tro, og så vil I vide det. Dette kan virke forenklet, men det er sandt.
I siger: »Jeg ønsker at tro, men jeg har ikke tro.« Så hav håb – håb om, at Gud kender jer, at han elsker jer, at han vil vejlede og inspirere jer.
Hvor meget elsker han os?
Hans selverklærede missionserklæring – hans grund til og formål med at være til, »[hans] gerning og herlighed« (Moses 1:39) – fokuserer på at gøre det muligt for os at leve med ham i al evighed og blive arvinger til hans storhed og herlighed.
Himlens velsignelser afhænger ikke af jeres plads i verden. Gud ser ikke på jeres højde, vægt, helbred eller velstand. Han er ligeglad med, hvor I bor, om jeres tøj er den nyeste mode eller hvor mange Instagram-følgere, I har.
Intet af det betyder noget for Gud.
Gud ser på jeres hjerte, og han er opmærksom på jeres hjertes ønsker.
Gud elsker jer. Ja, jer!
Han hører jeres inderlige bønner og kender til jeres tro, mod og godhed. Han kender jeres håb, spørgsmål og ønsker.
Han har glædet sig sammen med jer, de mange gange I har modstået det onde. Han har været glad for jeres mange bestræbelser på at gøre godt.
Han ønsker, at I vender tilbage til ham. Og han har opretholdt og vil fortsat støtte og forædle jer. Han vil lede jeres skridt. Han vil fylde jeres sjæl med lys.
3. Hvordan kan I modtage Guds hjælp?
Vor himmelske Fader sætter vores evne til at træffe vores egne valg så højt, at han ikke vil påtvinge os sin vilje.
Vor himmelske Fader giver sine børn frihed til at vælge – selv når det kan medføre, at de afviser ham. Princippet om at vælge retningen for vores eget liv er grundlæggende for frelsesplanen.
Når vi træffer valg, der bryder med Guds råd, distancerer vi os fra Helligåndens forædlende indflydelse. De, der forhærder deres hjerte mod Gud, udelukker sig selv fra at modtage himlens lys.
Så hvad kan vi gøre for at modtage Guds hjælp?
For det første: Bliv fast forankret i klippen, som er Jesus Kristus .
Stå rank som hans Kristi disciple.
Elsk Gud. Vis, at I elsker ham, ved at holde hans bud.
Elsk jeres næste. Vis, at I elsker dem, ved at tjene og arbejde sammen med de andre medlemmer i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Indbyd alle til at komme og se, hvad hans kirke og evangelium handler om. Indbyd dem til at komme og hjælpe med at gøre denne verden til et bedre sted. Elsk og styrk hinanden. Indbyd dem til at komme og tilhøre dette store værk med levende apostle og profeter, som bliver ledt af Jesus Kristus.
Efterlign hans eksempel. Vandr på hans vej. Påtag jer hans navn.
Omfavn evangelisk undervisning og evangelisk læring.
Gør evangeliske værdier til en del af jeres daglige liv.
Sigt efter at blive og forblive fast forankret i klippen, som er Jesus Kristus!
For det andet: Vid, at der er brug for jer.
Føl jer ikke overvældet, fordi I står som den eneste, og antallet af andre medlemmer måske er lille. Husk, at Joseph Smith kun var én. Den tidlige genoprettede kirke begyndte med et lille antal modige hellige.
Vær forenede i dette store værk. Støt hinanden. Elsk, del med og indbyd dem, der er omkring jer. Indbyd dem til at komme og se, til at komme og hjælpe til og til at komme og høre til! Følg dette mønster, og I vil vokse i åndelig styrke, i følelsesmæssig sundhed, og I vil vokse i antal.
For det tredje: Stol på at Gud vil lede jer.
Åbn jeres hjerte for Åndens hvisken.
Søg at forfine jeres hjerte og sind, mens I vandrer ad disciplens vej og ærer jeres hellige pagter.
Skab forbindelse med himlen gennem Helligåndens kraft. Helligånden er kilden til personligt vidnesbyrd og åbenbaring. Han vil vejlede jer i jeres beslutninger og beskytte jer mod fysisk og åndelig fare.
Jeres modige og bevidste livsførsel som Jesu Kristi disciple vil bringe storslåede ting ind i jeres eget personlige liv og velsigne jeres familie, lokalsamfund og folk.
Når I beder: »Himmelske Fader, jeg har brug for hjælp!«, vil Gud høre jer, og han vil velsigne jer. For han er altid rede til at yde sin hjælp til jer, sine børn.