Gud hjalp mig med at reparere mit venskab

Som barn havde jeg ikke særlig mange gode interaktioner med piger. Jeg troede, at de repræsenterede det »modsatte«. Da jeg flyttede, havde jeg det svært, for der var flere piger i min nye menighed, end der var i min gamle menighed. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tale med dem.

Alligevel var der en pige i menigheden, der var en af de første, der bød mig velkommen. Vi endte med at blive nære venner. En dag gav jeg hende en gave, men jeg vidste ikke, om hun ville synes om den. Hun misforstod gaven og troede, at jeg var romantisk interesseret i hende. Derfor talte vi ikke sammen i et halvt år.

Det var svært, for jeg ville virkelig gerne være venner med hende. Jeg var bange for at undskylde på en forkert måde og muligvis gøre tingene værre. Men jeg savnede hendes venskab og havde det forfærdeligt med, at jeg havde gjort hende ked af det. Før alt det her havde jeg altid syntes, det var lidt kedeligt at bede, men jeg begyndte at bede konstant til Herren om at få hjælp.

En dag, mens jeg læste i skrifterne, faldt jeg over Mosija 18:9, hvor der står, at vi skal »trøste dem, der står i behov for trøst«. Jeg indså, at jeg ikke blot skulle undskylde, men også prøve at trøste hende og vise mere interesse for vores venskab. Det havde ikke fungeret, da jeg prøvede at gøre tingene på min måde. Jeg havde brug for mere medfølelse og ydmyghed.

Herren sørgede for det rette tidspunkt, hvor jeg kunne undskylde. Jeg tog med min mor og mine søskende til en primaryaktivitet i staven, og jeg fandt min ven der sammen med hendes familie. Jeg bad Herren om at hjælpe og inspirere mig, så jeg kunne tale med hende, og det lykkedes mig at undskylde.

I dag er vi rigtig gode venner. Vi laver en masse sjov, sætter mål sammen og betragter os selv som søskende. At kunne lide nogen betyder ikke altid, at man er forelsket i dem. Nogle gange sætter man bare pris på deres gode kvaliteter og nyder at være sammen med dem.

Jeg ved, at Herren hjalp mig, for hvis jeg selv skulle have klaret det, var det ikke lykkedes for mig. Jeg ville sikkert have sagt noget andet eller overdrevet min undskyldning, og det ville ikke have fungeret. Jeg havde brug for nogen, der var mere, end jeg selv var.

Det er her, at bede Gud om hjælp kommer ind i billedet. Ofte beder jeg ikke om hjælp og forsøger at gøre det hele selv. Men vi er ikke alene, vel? Vi har altid Gud ved vores side.

Gud velsigner mig – ikke altid med det, jeg ønsker, men altid med det, jeg har brug for. I de seks måneder, hvor min ven og jeg ikke talte sammen, havde jeg brug for at lære, hvordan man modtager personlig åbenbaring og lytter til Helligånden. Nu synes jeg, det er let at bede, fordi jeg nyder at tale med min himmelske Fader.