Fred gennem bøn

»Højere, far!« hvinede Mary.

Far lo og gav gyngen endnu et stort skub. Gyngen var bundet på et stort træ, der lænede sig ud over Mississippi-floden. Mary elskede brisen i sit ansigt og en kilden i maven, når hun svingede ud over vandet og tilbage igen.

»Det er mig bagefter!« sagde Elizabeth.

Mary hoppede ned fra gyngen for at lade sin søster få en tur.

Marys familie boede i Nauvoo. Hendes forældre havde tilsluttet sig Kirken for nogle få år siden, og de havde solgt alt, hvad de havde, for at flytte dertil og slutte sig til de andre hellige.

Nauvoo var et sted med megen travlhed. Der ankom nye mennesker hver dag. Det krævede hårdt arbejde at bygge en ny by, og selv børnene hjalp til. Mary følte sig voksen og vigtig, når hun hjalp til. Nogle gange hjalp hun ved at komme med frokost til sin far, mens han arbejdede på det nye tempel.

Om søndagen tog Mary sin bedste kjole på og hjalp sine brødre og søstre med at gøre sig klar til kirke. Alle samledes under træerne for at høre profeten Joseph Smith undervise om Jesus Kristus. Mary kunne godt lide at lære om, hvordan de kunne bo hos vor himmelske Fader igen en dag. Profeten havde set og hørt så mange vidunderlige ting.

Der var dog andre, der ikke kunne lide profeten. Mary havde hørt historier om mennesker, der ønskede at gøre ham fortræd.

En sommeraften hjalp Mary mor med at rydde op efter aftensmaden. Så kom far hjem. Han havde tårer i øjnene.

»Hvad er der sket?« spurgte mor.

»Profeten Joseph er blevet slået ihjel,« sagde far.

Mor begyndte også at græde. »Hvordan kan Kirken fortsætte uden ham?« spurgte hun.

Mary følte sig meget trist og bange. Hun vidste, at profeten var Guds udvalgte tjener. Hvordan kunne vor himmelske Fader lade dette ske?

Hun begyndte at græde og løb ud af huset og ud i haven. Da Mary var faldet på knæ nær nogle buske, begyndte hun at bede. »Åh himmelske Fader, hvad skal vi gøre? Vores profet er blevet dræbt.« Tårerne løb ned ad hendes kinder.

Så lød der en blid stemme i Marys sind. Jeg vil udvælge en ny profet til at lede mit folk.

En fred og glæde fyldte hendes hjerte. Hun tørrede sine øjne og løb tilbage til huset, så hurtigt hun kunne.

»Mor! Far!« sagde Mary. »Jeg bad en bøn, og vor himmelske Fader svarede mig.« Hun fortalte dem om stemmen og den fred, hun følte.

Da mor og far omfavnede Mary, vidste hun, at alt nok skulle ordne sig. Hun var stadig ked af det, og hun vidste, at der ventede hårde tider forude. Men vor himmelske Fader ville fortsat vejlede og hjælpe dem.

Illustrationer: Kristin Sorra